Dengang i 80’erne

Dansk madkultur har altid været under forandring, men sjældent har den gastronomiske mode skiftet så hyppigt som i de seneste 30-40 år. Hver generation sine livretter, og det er let at se, at præferencerne hænger sammen med vores foretrukne rejsemål i de prægende ungdomsår.

Født i 1961 kom jeg for tidligt til de billige langdistanceflyvninger, så thaimad og sushi er aldrig blevet min hjemmebane. Til gengæld kom jeg for sent til de første charterrejser, så jeg blev heller ikke paella-pioner eller mousakka-missionær. Da jeg i 1980'erne begyndte at danne mig min egen uforgribelige mening om mad, var "græsk farsbrød" noget af det mest umoderne, vi kunne forestille os: en komisk kollektivret fra et svundet årti, der også gav os porretærte og portugisisk hvidvin. Ynkeligt.

Gudskelov havde jeg og mine jævnaldrende opdaget det italienske køkken, hvorfra verdens fornemste kogekunst udsprang. Vi rejste til Rom og håbede at finde den fantastiske lokale ristorante i Trastevere-kvarteret, som ingen anden udlænding havde besøgt. Vi lærte os alt om saltimbocca, osso buco, minestrone og insalata di frutti di mare - nej, hvor vi kunne! Og vin skulle der også til. Barolo, Chianti, Brunello, Frascati, Valpolicella og Marsala.

Men først og fremmest var der selvfølgelig la pasta. For vores farsbrødsædende forfædre eksisterede der kun spaghetti og makaroni; de vidste ikke bedre. Det gjorde vi heldigvis. Pasta var ikke længere noget, man børstede tænder i, men navnet på de magiske byggesten, som blev fundamentet i min generations hverdagskøkken.