Han prædikede evangelium om søndagen og kritiserede boligpolitik om mandagen

Men at kalde Hal Koch for en af det danske demokratis faddere er at tage munden for fuld, mener Jes Fabricius Møller, der er lektor i historie ved Københavns Universitet. Han er aktuel med bogen "Hal Koch - en biografi" og vil gerne nuancere billedet af Hal Koch og sætte ham ind i sin tid.

"Hvad er demokrati?" skal ifølge Jes Fabricius Møller altså ikke ses som en grundbog i det danske konsensusdemokrati, men som et skrift, der i høj grad er præget af besættelsestiden og den samarbejdspolitik, som den danske regering førte, og som Hal Koch bakkede op om, men samtidig var kritisk over for. Da han skrev bogen, var det danske demokrati sat over for store udfordringer, og det var de udfordringer, Hal Koch tog op.

- Under besættelsen var diskussionen, hvornår regeringen skulle sige nej til tyskerne, og hvordan man yder modstand mod uretfærdighed. Man skal tænke på, at det siddende Folketing havde befolkningen bag sig. Kan man så legitimere sabotage-aktionerne, hvis man er demokrat? Det kan vi i dag, når vi ser tilbage, men ikke nødvendigvis dengang, hvor sabotørerne greb til ikke-demokratiske midler. Dermed rejser Hal Koch spørgsmålet: Hvordan forsvarer man demokratiet, og kan man gøre det med ikke-demokratiske midler?

Det er et evigt dilemma, som man til alle tider stilles over for i et demokrati, mener Jes Fabricius Møller. Og det er her, Hal Kochs "Hvad er demokrati?" har sin berettigelse i dag.

- I dag foregøgler man befolkningen, at dette dilemma har et enkelt svar, hvilket ikke er sandt. Når man for eksempel siger, at ytringsfriheden er absolut, så er et væsentligt element af demokratiet ikke længere til diskussion og dermed absolut. Men så må man jo gang på gang slå sig selv for munden, for hvordan kan man eksempelvis straffe Frank Grevil for at fortælle om Forsvarets Efterretningstjenestes oplysninger om mulige masseødelæggelsesvåben i Irak, hvis ytringsfriheden er absolut? Selvfølgelig er ytringsfriheden begrænset, og demokratiet er altså ikke en urokkelig og absolut størrelse. Det var det, som Hal Koch levede i og diskuterede. Vi kan altså ikke finde en opskrift på demokrati hos Hal Koch, men en nøgle til forståelsen af demokratiets uafgjorthed.

Biografien om Hal Koch begyndte med en indskydelse. Jes Fabricius Møller søgte for nogle år siden en stilling, hvor man i ansøgningen skulle fremlægge en idé til et forskningsprojekt. Idéen var Hal Koch.

Jes Fabricius Møller var samtidig nysgerrig efter at vide mere om Hal Kochs kirkelige retning og spurgte en af Hal Kochs gamle studenter. "Han var i hvert fald ikke grundtvigianer," lød svaret.

Men det var han. På et tidspunkt for så at forlade den grundtvigske retning igen. Hvorfor det gik sådan, har Jes Fabricius Møller ikke noget svar på, men måske skyldes det, at Hal Koch livet igennem var optaget af forholdet mellem kristendom og humanisme. For Hal Koch var kristendom og humanisme hjertet af europæisk kultur, og det blev en livslang opgave for ham at undersøge, hvordan de to størrelser forholdt sig til hinanden i alle aspekter: kirke og stat, religion og politik, tro og fornuft. Ifølge Jes Fabricius Møller var det Hal Kochs væsentligste projekt.

- Man kan se de teologiske og politiske vendinger, han gør undervejs, som et forsøg på at svare på, hvordan humanismen og kristendommen trods deres modsætninger alligevel kan fungere side om side. Med en kliché kan man sige, at Hal Koch gik ind i sin tid, gravede, hvor han stod, og tog udfordringerne op, som de kom.

Hal Koch var fortaler for, at religion og politik skulle holdes adskilt, for kristendommen kunne ikke være statsbærende, mente han. Demokratiet var en logisk forlængelse af humanismen, og Hal Koch var humanist i den forstand, at han fra 1940 kastede sig ud i et samfundsengagement og erklærede sig selv som socialdemokrat. På den anden side var han også en from kristen. Men den del af sit liv holdt han for sig selv.

Selvom humanisme og kristendom ofte står over for hinanden som modsætninger og ses som det ideologiske grundlag for henholdsvis ateister og troende, så var Hal Kochs pointe, at man som moderne menneske ikke kan vælge at være det ene eller det andet. De to spor følges ad side om side i en evig spænding.

Selv repræsenterede han det, man kalder sekulariserings-teologi og formåede langt hen ad vejen at skille sit teologiske og religiøse virke fra sit politiske engagement.

- Det betød, at han kunne prædike evangelium om søndagen og kritisere boligpolitikken om mandagen, fortæller Jes Fabricius Møller.

Med årene voksede fromheden hos ham, skønt han påstod, at han ikke havde noget indre liv. Påstanden skyldes nok mere, at han var et yderst blufærdigt menneske, som ikke delte ud af det, der ikke vedkom andre end ham selv og sine allernærmeste.

Og netop afsnittene om privatpersonen Hal Koch er forsvindende få og små i Jes Fabricius Møllers biografi. Der står ikke meget mere, end hvad vi vidste i forvejen fra tidligere karakteristikker og Birgitte Possings biografi om hans kone, teologen, socialdemokraten og kirkeministeren Bodil Koch.

Selvom Jes Fabricius Møller har søgt i både arkiver og blandt mennesker, der kendte Hal Koch, hersker der tilsyneladende samme blufærdighed omkring Hal Kochs privatliv blandt folk, der kendte ham, som han selv udviste. Størstedelen af hans private korrespondance er destrueret, og samtidig har det været yderst vanskeligt at opdrive nogen, der har haft noget dårligt at sige om Hal Koch. Altid omtales han i rosende vendinger, selv af politiske og teologiske modstandere.

Jes Fabricius Møller bryder sig heller ikke om den type biografier, der hedder "NN - manden bag facaden", for når man giver en biografi en sådan titel, postulerer man, at vedkommende er falsk udenpå og ægte indeni, og at sandheden findes, bare man graver langt nok ind.

Jes Fabricius Møller tror ikke, at sandheden om Hal Koch er gået op i røg sammen med hans private brevkorrespondance. Den ligger lige så meget i det, han sagde og gjorde offentligt.

- Hvis man skal grave i et menneskes privatliv og udstille det for offentligheden, så synes jeg, at den nyfigenhed, der ligger bag, skal have et formål. Og det har den ikke i tilfældet Hal Koch, siger han.

En af de milepæle, som Hal Koch efterlod sig, var oprettelsen af Institut for Kirkehistorie under Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. Fra 1956 til sin død i 1963 opbyggede han et succesrigt institut og satte igen fart på den akademiske karriere, som havde tegnet til at blive så stor inden besættelsen, og som han havde genoptaget efter krigen lidt efter lidt. Nu skulle det så være. Men helt så stor en akademisk figur blev han aldrig igen, selvom han bestemt ikke var ubetydelig.

Den 10. august 1963 var han på vej fra sit sommerhus på Mols til en konference på Krogerup Højskole. På færgen over Kattegat blev han ramt af et ildebefindende og havde sat sig i en stol. En god bekendt, der tilfældigvis var om bord, fik ham ind i en kahyt og tilkaldt en læge, men der var ikke noget at gøre. "Jeg hænger ikke ved livet," var hans sidste ord. Den 59-årige Hal Koch døde midt i sin gerning.

- Oprindelig var hans projekt akademisk, og han kunne været blevet en stor kirkehistoriker. Men så stødte verden til, og han blev bundet til tid og sted. Han blev konkret og pragmatisk, særlig i sit politiske liv, der i dag står som hans stærkeste eftermæle, siger Jes Fabricius Møller.

duus@kristeligt-dagblad.dk

"Hal Koch - en biografi" blev anmeldt i avisen i går. Læs anmeldelsen på

kristeligt-dagblad.dk