Giv næstekærligheden en chance

Hun og ægtemanden, Håkon Ejnar Helleland, er tilbage i villaen i Hellerup nord for København. Det er et hjem med flygel og værker af store danske kunstnere som Peter Brandes, Richard Mortensen og Svend Wiig Hansen. På det ovale spisebord bliver der serveret kaffe i porcelænskopper og hjemmebagte boller.

Parret var i 2007 ellers rykket til hans hjemland, Norge, fordi Allis Helleland fik tilbudt jobbet som direktør for Nasjonalmuseet i Oslo. Men efter et år med samarbejdsvanskeligheder med bestyrelsen og medarbejderne gav hun op og tog sin afsked - helt udramatisk, kalder hun det. Nu arbejder hun som konsulent og har et par bestyrelsesposter.

- Jeg er 55 år og har en masse erfaringer fra mit arbejde på museer og i bestyrelser. Nu ser jeg, hvad der byder sig, er søgende og har antennerne ude. Men man skal ikke regne med at se mig i museumsarbejde igen. Det har ikke interesse efter Statens Museum for Kunst, der var et kæmpe job.

- Tidligere arbejdede jeg 24 timer i døgnet og tænkte altid på mit museum. Nu er det interessant at opleve at kunne tænke på andre ting, læse andet end faglitteratur og have tid til andre mennesker. Før tillod tiden ikke, at jeg kunne være så meget for andre, som jeg burde. Nu kan jeg opsøge venner og gøre noget, og jeg har haft møder om frivilligt arbejde. Men det er vanskeligt at vælge, for der er behov alle steder – hjemløse, integration, ensomme - og jeg har stor respekt for det frivillige arbejde, som gøres i blandt andet Blå Kors, Reden og Skt. Lukas Stiftelsen.

- Jeg tror, at jeg ender med en kombination af at have et job og lave frivilligt arbejde. I den alder, jeg har, trigger det at gøre karriere ikke mere. Det handler mere om at have overblik og få ting til at lykkes. Men det er vidunderligt at være hjemme igen hos børnene og i det danske samfund og den danske kirke, siger Allis Helleland.

Hun er stolt over tiden som direktør for Statens Museum for Kunst, hvor der godt nok altid var et enormt fokus på hende og også en del kritik af hendes dispositioner, men hvor der var "fuld fart frem, innovation, kreativitet, meget ambitiøse medarbejdere og konstant stigende produktion". Sådan var det ikke på Nasjonalmuseet i Oslo.

- I Norge oplevede jeg, at pengerigelighed gør noget ved mennesker. Jeg husker fra min barndom, at vi købte havregrynsmærker til fordel for de norske børn, så den udvikling, der er sket efter olieeventyret, er ikke til at fatte. De har fået så ufattelig mange penge, at de ikke behøver kæmpe så meget. I Danmark fik Statens Museum for Kunst 60 millioner kroner i statslige finansieringsbevillinger. Deroppe fik Nasjonalmuseet 250 millioner kroner til det samme antal ansatte, men alligevel var produktionen meget lille, næsten usynlig, og det var også en af årsagerne til, at det blev vanskeligt.

- Noget af den samme materielle udvikling er også sket her i Danmark, men det er gået langsommere. Selvom der er blevet tjent mange penge, også luftpenge, er det slet ikke de samme millionbeløb. Her er staten også blevet styret meget effektivt, og der er blevet betalt ned på gæld. Derfor er det heller ikke gået helt galt trods den økonomiske krise, siger Allis Helleland.

Hun anerkender, at krisen er hård, især for de mennesker, der mister deres arbejde og dermed deres eksistensgrundlag og selvværdsfølelse. Men krisen kan også føre noget godt med sig. Et af stederne er kunstens verden.

- Hvis man ser tilbage i historien, har nedgangstider ofte været opgangstider for kunsten. For eksempel i Guldalderen, hvor der var stor fattigdom med statsbankerot, men en kæmpe kunstnerisk skaben. Og i 1930?erne blev der fostret nogle af de største danske kunstnere, og der skete en opblomstring i folkeoplysningen.

- Set fra et kunstnerisk synspunkt tror jeg, at krisen i dag har medført et sundt stop for en udvikling, der var eskaleret helt vildt. Kunstværkerne var ikke tørre, før de kom ud i gallerierne. Kunst blev en vare. De store kunstnere klarer sig nok, for der vil altid opgaver med udsmykning og nogen, der vil have kunst omkring sig. Men der bliver nok en renselse. Det har jo været sådan, at noget, der ligner et fysikforsøg fra vores skoletid, kategoriseres som stor kunst og sælges til millionbeløb. Men hvad er det, kunst kan gøre? Kunst handler om eksistens og livserfaring, om liv og død, kærlighed og følelser. Der er så meget at byde på, som ikke koster noget, fordi det kan opleves på museer, og som kan give indhold til vores liv.

Krisen kan også medføre et andet syn på vækst og det materielle.

- Det er ikke sikkert, at det er lykken at få økonomien op på det samme niveau som før. Den materielle overflod førte til griskhed og grådighed, som er blandt dødssynderne. Nu er det måske på tide at være mere grisk efter åndelig føde. Det kan man få på mange måder og altid sammen med andre. Jeg tror, at den økonomiske nedgangstid kan betyde en opgangstid for kulturen, og at den kan blive en guldalder for kirke og tro. Det, som kristendommen har at byde på, er næstekærlighed. Det er det vigtigste, og det er en mangelvare – ikke bare i krisetid, men altid, siger Allis Helleland og tilføjer:

- Næstekærlighed har sin store chance nu, hvor kærligheden til det materielle kølnes.

remar@kristeligt-dagblad.dk