Man skal lære, så længe man (har) (e)lever

Jeg kom til at tænke på den pris fra Trommen i Hørsholm, da jeg i onsdags modtog en pris fra Krebs? Skole. Jeg blev den 20. i rækken. Den var blandt andre givet til Benny Andersen, Halfdan Rasmussen og Niels Birger Wamberg. Også den pris var på 25.000 kroner.

Min klumme til avisen i går blev forsinket, fordi jeg skulle udarbejde min takketale, som jeg holdt uden manuskript. Jeg gik ud fra, hvordan vi tit som pædagoger kan lære af de små, som vi skal undervise. Mit barnebarn sagde engang, da jeg ville lære hende at snøre sine sko, en sætning, jeg tit tænker på. Jeg sagde: "Hvis jeg var dig, ville jeg gøre det sådan og sådan," hvortil hun svarede: "Nej, hvis du var mig, ville du gøre lige det, jeg gør!" Det er logisk og psykologisk rigtigt.

Det var netop ud fra den tankegang, at Bernadotteskolen mødte de ordblinde. De sagde: Selvom du er ordblind, er der noget, du kan finde ud af og blive god til.

Jeg gik på Duevejens Skole, og der var ikke noget, der tryllebandt os. Vi havde en lærerinde, som gabte i alle timer, og vi blev smittet og gabte med. 24 gabende munde - det så ud, som om vi var forgabt i hende. Man skal ikke kede sig længere, end man kan gabe over.

De andre gik på en skole, hvor Jørgen Clevin underviste. Vi kendte ham, fordi han sommetider kom over og underviste os. Sikke en pædagog! En af hans elever hed Thomas Winding, og han har betroet mig, at det var Clevin, som blev afgørende for hans skæbne. Han ville selv være en, der fortalte og tegnede. Desværre nåede han ikke at få prisen fra Krebs? Skole.

Jeg er nærmest vokset op på et lærerværelse. Begge mine forældre var lærere, og vi er fire søskende, som alle sammen har undervist. Man skal lære, så længe man har elever. Jeg kan godt lide, at man som pædagog har et svar på det spørgsmål, man rejser. Man får et svar, som er langt bedre end det, man selv havde tænkt.

En gang fortalte jeg i en 9. klasse historien om snemanden, der forelsker sig i en kakkelovn, og jeg spurgte: "Hvilken lighed er der mellem en snemand, der forelsker sig i en kakkelovn, og to mennesker, der forelsker sig i hinanden?"

Jeg troede, at svaret ville være noget med, at hjertet smelter eller noget i den retning, men en pige med et sørgeligt melankolsk blik svarede: "Det er lige håbløst." Det svar glemmer jeg ikke. Men i grunden tror jeg, at H.C. Andersen ville have givet hende ret.

Bodil Jönsson skriver i sin bog "Ti tanker om tid", at der er tre ting, der er vigtige for en god læge, en god leder eller en god pædagog: kompetence, god vilje og civilcourage.

Det er klart, at den, som underviser i sprog eller historie, må udvide sine kompetencer efterhånden. Selvfølgelig ved underviseren mere end eleven. Men det er ikke nok, at man kan sit fag. Man må også have god vilje til at forstå, at der er noget, eleven ikke kan forstå. Pædagogen må have fantasi og indlevelsesevne.

Civilcourage er modet til af at til at gå ud over sine rammer og grænser. På universitetet gik jeg til mange af K.E. Skydsgaards forlæsninger - flere end 40 har jeg i hvert fald hørt. Men den, jeg husker for resten af livet, var vist i hans egne øjne komplet mislykket. Han kom ind i auditoriet og så misfornøjet ud.

"Jeg duer ikke til at undervise i dag," sagde han. "Det må De undskylde. Det skyldes, at jeg så en film af Buñuel i går. Den hed "Morderenglen"." Og så gav han sig til at genfortælle og fortolke den film, han ikke kunne få ud af sit sind. Den havde gennemrystet ham. Det er det, jeg husker bedst selv nu så mange år efter.

Jovist er pædagogik kunst.

kultur@kristeligt-dagblad.dk