Bispevalg i København. Biskoppen skal turde træde op imod tidens trend

Undertegnede var den 15. april til bispevalgmøde i Christianskirken på Christianshavn. Det var ikke nogen ophidsende oplevelse. Alle kandidaterne er slagen med pænhed, men ét var de dog enige om: Der skal ske noget! Sure og dovne menighedsråd og ditto præster kan vente besøg af bispen med krabasken, for nu må de minsandten oppe sig og sætte noget i gang.

Men i alt, hvad der har med kristendom at gøre, er der en ganske særegen, bagvendt logik, nemlig at dér, hvor der sker en hel masse, dér sker der med sikkerhed ingen ting. Det er jo udvendighed og tant og fjas det hele, det vil sige alt det, vi mennesker sådan selv kan sætte i værk. Kirken er en tomhed, der kun bier efter fylden af Guds ord. Og det vil sige, at kirken - det gælder også kirken i storbyen - har én og kun én eksistensberettigelse, og den er, at Guds ord forkyndes for små og fortabte mennesker, som ikke forstår deres liv og som står med tomme hænder. Synden og døden, lidelsen, tomheden og meningsløsheden kender hverken til alder eller social status, og små, fortabte mennesker – det er vi alle. Det er til os, der skal tales. Alt skal handle om det. Nyt mod og nyt håb skal prædikes ind i os. Og hvad skal vi foretage os? Ingenting. Absolut ingenting. Vi skal sætte os ned og være stille og høre efter.

Tænk, hvis en kommende biskop kunne gå ud at kundgøre for alt folket: Det drejer sig ikke om at få der til at ske en hel masse. Det drejer sig ikke om spaghetti og kødsovs. Det drejer sig ikke om alt muligt tøjeri. Hvis I vil have noget ud af jeres kirkeskattekroner, så gå i kirke! Gå i kirke søndag formiddag, det er dét, man har søndagen til. Gå i kirke ikke én søndag, men jævnligt, for at gå i kirke er at arbejde sig ind i et nyt sprog, en ny verden. Gå i kirke, hvor og når der ellers er lejlighed til det, gerne en fyraftensgudstjeneste, hvis man har en sådan inden for rækkevidde. Men gå i kirke, for der er noget at komme efter.