Mange af pavens forsvarere har udpeget kurien - den pavelige administration - som den egentlige synder i hele miseren. Hvorfor blev de fire biskoppers offentlige aktiviteter ikke ordentligt undersøgt? Og hvorfor gjorde man sig ikke større anstrengelser for at forklare pavens motiver, før situationen løb løbsk?

Indstillingen i kurien er alt for sydeuropæisk og afslappet, lyder det fra kritikere uden for Italien, og den interne kommunikation mellem de godt 3000 underordnede medarbejdere og de omtrent 40 egentlige beslutningstagere bør ændres til fordel for en mere dynamisk kultur.

Men ingen kan komme uden om, at en reform af kurien netop er pavens ansvar, og at det ikke er noget, Benedikt hidtil har prioriteret højt.

Sidste gang paven vakte forargelse, var i marts, da han i flyet på vej til Cameroun og Angola som svar på et spørgsmål fra en fransk journalist afviste, at kondomer var løsningen på AIDS-krisen, og sagde, at de tværtimod "forværrede" epidemien.

Det fik det kendte lægetidsskrift The Lancet til at skrive, at paven "fordrejede" kendsgerningerne, og kræve, at han tilbagekaldte sine ord. Lederen af Centret for AIDS-forebyggelse ved Harvard University, Edward C. Green, tolkede derimod pavens ord som udtryk for, at det er en ændring af seksuel adfærd snarere end fokus på kondomer, der er vejen frem i kampen mod AIDS, og gav ham ret i den betragtning. Den diskussion kender vi godt, ligesom Benedikts kondomudtalelse blot afspejlede den katolske kirkes velkendte skepsis. Der var ikke tale om nogen skærpelse af kirkens erklærede holdning, og det var derfor snarere efterdønningerne af sagen om Sankt Pius X-Selskabet og holocaustbenægteren end noget andet, der bar episoden frem til det crescendo af fordømmelser af pavens ord, der rejste sig fra så mange sider.

Kondomerne fik dog ikke lov at spolere rejsen til Afrika, hvor Benedikt brugte mere tid end de fleste vestlige politikere og mødte de hidtil største menneskemængder i sin regeringstid. Men kondomerne overskyggede fuldstændig nyhedsbureauernes dækning og gav ingen plads til pavens pointer om den kristnes pligt til at kæmpe mod magtmisbrug, hans ord til muslimske grupper om tro og fornuft og om det håb for kontinentet, han så i særligt Afrikas kvinder.

For Benedikt og hans medarbejdere gælder det om at bryde en ond cirkel under den tilstundende rejse til Mellemøsten og undgå, at erindringen om den holocaustbenægtende biskop Williamson overskygger pavens personlige pilgrimsfærd til Det Hellige Land.

Om det vil lykkes, er et åbent spørgsmål. Men et pavebesøg har sin helt egen logik, og Benedikt har tidligere overrasket positivt under vanskelige besøg i Tyrkiet, USA og Frankrig.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Andreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.