Udenrigsminister Per Stig Møller (K) bliver hjemme fra Durban 2-konferencen i Geneve. -
- Rune Evensen/Scanpix.
Ritzau |
20. april 2009
Danmark deltager i FN's racismekonference i Geneve på ambassadørniveau, men hvis ytringsfriheden trues, vil Danmark udvandre, siger den danske udenrigsminister.
Danmark har efter flere dages usikkerhed besluttet at deltage i FN's omdiskuterede racismekonference i Geneve, meddeler udenrigsministeriet. Dog kun på ambassadørniveau, så udenrigsminister Per Stig Møller (K) bliver hjemme.
Fire andre EU-lande, Tyskland, Holland, Polen og Italien, boykotter imidlertid konferencen, der finder sted fra den 20.-24. april, og deltager kun med observatørstatus. De resterende EU-medlemslande deltager på ambassadørniveau.
Per Stig Møller beklager, at der "blandt EU-landene ikke har kunnet opnås fuld enighed om at deltage samlet" i konferencen, men han siger dog samtidig, at Danmark "om nødvendigt" vil forlade konferencen, hvis der bliver føjet "uacceptable ændringer" til slutdokumentet, heriblandt ændringer, der "lægger op til indskrænkning af ytringsfriheden".
- At Danmark møder op til konferencens start betyder derfor ikke per automatik, at vi også vil være til stede ved afslutningen og vedtagelsen af et slutdokument. Regeringens holdning om ikke at legitimere et endeligt resultat, som vi ikke kan stå inde for, står fortsat ved magt, siger Per Stig Møller i en skriftlig kommentar.
På konferencen skal de deltagende lande enes om, hvordan man bedst bekæmper racisme og fremmedhad. Et spørgsmål, der langt fra er global konsensus om. Særligt mellem Vesten og en række muslimske lande er der uenighed om, hvordan man balancerer imellem to så fundamentale rettigheder som ytringsfrihed og frihed fra diskrimination.
EU-landene har - i lighed med blandt andet Canada og USA - truet med at blive væk, hvis ytringsfriheden på nogen måde bliver angrebet, sådan som flere muslimske lande har lagt op til.
Ifølge udenrigsministeren skyldes den danske beslutning om at deltage i konferencen, at Danmark sammen med ligesindede lande har kunnet forhandle sig frem til et slutdokument, "som har fokus på de reelle racismeproblemer, og som bekræfter, at menneskerettighederne er til for at beskytte individer, og ikke ideologier eller religioner"
- Forbud mod religionsforhånelse er således ude af teksten, konstaterer Per Stig Møller.
Han siger, at Danmark i de kommende dage vil arbejde tæt sammen med Storbritannien, Frankrig og de øvrige nordiske lande om at fastholde den eksisterende tekst.
Også under den første racismekonference i Durban, Sydafrika i 2001 var der interne stridigheder blandt de deltagende lande. Dengang udvandrede Israel og USA i protest over den anti-vestlige og i særdeleshed anti-israelske stemning.
De to lande ventes heller ikke denne gang at deltage, ligesom også Canada og Australien har valgt at boykotte konferencen.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad