Jørgen Steens |
21. april 2009
Niels Henrik Arendt vil have mere lidenskab i religionsdebatten: - Vi har brug for en diskussion om sandheden med dem, der tror noget andet
Biskoppen over Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt, lægger med en ny bog op til et lidenskabeligt religiøst slagsmål mellem de kristne og de fremmede religioner, der er kommet til Danmark de seneste årtier. Bogen handler om et af tidens store stridspunkter i religionsmødet: Tror kristne og andre troende på den samme Gud?
- Vi har brug for en diskussion om sandheden med dem, der tror noget andet. Mit håb er derfor, at konfrontationen imellem religionerne må blive forstærket i den forstand, at vi virkelig vil gå ind i en diskussion med lidenskab om det, vi tror er sandheden, siger biskoppen fra Haderslev Stift.
Han mener samtidig, at det er på tide, at den kristne kirke får gjort op med skyldfølelsen over for tidligere tiders missionsarbejde og påstande om overgreb på oprindelige folkeslag.
- Vi har oplevet en ruelse i især den europæiske kultur i anden halvdel af det 20. århundrede, hvor vi blev gjort bekendt med alt det dårlige, vi havde gjort ved de oprindelige folkeslag i den kristne missions navn. Det, man glemte, er imidlertid, at den kristne historie også rummer utrolige eksempler på, hvordan missionsarbejdet har bevirket, at menneskelighed er blevet fremmet og barbarisk optræden standset. Desuden har kristendommen uberettiget fået skyld for ting, som i virkeligheden var forårsaget af almindeligt magtbegær og trang til økonomisk vinding.
Niels Henrik Arendt mener, at det blandt andet er virkningerne af denne debat, som stadig gør sig gældende, så mange kristne i dag viger tilbage fra at markere sig.
- Og det gælder jo ikke bare i forhold til de fremmede religioner, men i virkeligheden også i forhold til hinanden. Vi er blevet bange for at bekende kulør, fordi det i sig selv opfattes som et overgreb på et andet menneske. Men derved bliver hele religions-diskussionen reduceret til en diskussion om, hvad der nu fungerer for mig? Hvad jeg selv kan bruge det til? Det er konsekvensen af, at vi ikke for alvor vil gå ind i en diskussion om, hvad der er det sande.
En anden konsekvens er frit spil for alle religiøse plattenslagere, for fortalere for okkulte religioner og overtro, fordi ingen stiller dem til regnskab i en offentlig debat, tilføjer Arendt.
Det religiøse slagsmål om tro og sandhed, som Haderslev-biskoppen efterlyser, rejser, som det helt centrale punkt, spørgsmålet om opfattelsen af Gud i kristendommen og de andre religioner. Er det den samme gud, vi tror på? Niels Henrik Arendt har taget spørgsmålet op i en ny bog på Unitas Forlag, hvor han fortsætter den diskussion, han i sommeren 2006 røg ind i med det nydannede "Islamkritisk Netværk i Folkekirken", som hævdede, at kristne og muslimer ikke tror på den samme gud.
En påstand, der kan opleves som arrogant, mener Arendt.
- For det kommer jo ikke bare til at handle om, at kristendommen er den sande religion, men kan opfattes, som om vi har en særstilling i forhold til Gud. Der klinger en triumfalisme med i den påstand, som jeg ikke bryder mig om.
- Selvom der ikke kan være et fællesskab om troen mellem kristne og ikke-kristne, må der jo bag ved de dybe forskelle være et fællesskab om den Gud, som har skabt os, og et fællesskab i det at være menneske. Jeg synes ikke, vi kan komme længere end til at sige, at vi i de forskellige religioner bekender noget dybt forskelligt om Gud, og så i øvrigt overlade resten til Vorherre. Samtidig mener jeg, at vi som kristne må fastholde den opfattelse, at der findes altså kun én gud, som er Gud for alle, uanset om de er muslimer eller hinduer, eller hvad de nu er. Set fra et kristent synspunkt må vi fastholde, at den levende Gud er alle menneskers gud, og at Jesus har betydning for alle mennesker, hvad enten de tror på ham eller ej.
Niels Henrik Arendt påpeger, at påstanden om, at de kristnes Gud er en anden end muslimernes og de andre religioners, lukker af for religionsdebatten.
- Det er nemt at slå fast, at vi overhovedet ikke tror på den samme gud, men hvilken samtale om sandheden kommer der ud af det? Ikke noget som helst. Det er klart, at vi er nødt til at stå ved det, som vi tror er sandheden, og at herfra, hvor jeg står, må jeg tro, at det, som Gud har givet til kende om sig selv i den kristne åbenbaring, er sandheden om Gud. Men det betyder ikke, at de kristne kan monopolisere Vorherre. Vi må møde de andre i øjenhøjde som de Guds børn, vi allesammen er.
I sin bog behandler Niels Henrik Arendt de forskellige religioners gudsbilleder, men også forholdet mellem Gud og videnskaben samt den modernistiske teologi. I sin gennemgang af kristendommen understreger han Treenigheden, den kristne opfattelse af Gud som en enhed af Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.
- Treenigheden er vanskelig at forstå, både for kristne og ikke-kristne, men samtidig en beskrivelse af Gud som er helt unik i forhold til andre religioner, fordi den beskriver en bevægelig og dynamisk kærlig gud, der både står over og bag ved verden, og som samtidig er til stede i verden.
- Det er en gud, som lader sig påvirke, og som ud fra det, som er det uforanderlige i hans væsen - hans vendthed mod mennesker, hans frelsevilje og barmhjertighed - kan bringes på andre tanker. Det er inkarnationen jo et udtryk for: Da Gud så, det var nødvendigt, så var han nødt til at påtage sig den helt uhyrlige forandring at træde ind i verden og blive menneske. Det er denne bevægelighedens Gud, jeg synes det er så ufatteligt vigtig at få gjort gældende i diskussionen med alle ikke-kristne religioner.
steens@kristeligt-dagblad.dkNiels Henrik Arendt: "Er det den samme Gud? - Gud i kristendommen og andre religioner" udkommer i morgen, hvor den vil blive anmeldt i avisen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad