Amen! Godt forbillede for kirken!

Nu mener jeg ikke at ordet konfrontation, er det rigtige i denne sammenhæng, da kristendom og Gud, jo er ensbetydende med kærlighed og fred. - Det er jo ikke uden grund, at Han hedder Fredsfyrsten!

Men jeg mener at de præster i Danmark, som KENDER Den Levende Gud. - Den opstandne Kristus, bør gå foran og vise, samt fortælle sandheden om evangeliet og at leve et kristent liv.

En kristen er jo en efterfølger af Kristus.

Og en kristen gør de samme ting som Jesus Kristus gjorde. - Bare større gerninger, (Jvfr. Bibelen)

Vi mangler nogle præster som KENDER Gud og som kan gøre, som de gamle profeter gjorde: Stå frem og VISE at Gud er levende!

Lade Guds herlighed komme til syne!

"Himmeriget er kommet nær!", sagde Jesus!
"Himmeriget er kommet nær!", sagde Apostlene.

Og så blev mennesker helbredt, sat fri for dæmoner og endda døde opvækket.

Hvor er de præster, som parktiserer Kristi efterfølgelse også i deres daglige liv og forsager denne verdens fristelser?
Hvor er de præster, som har fravalgt mammon (Som betyder penge, guld, ejendom og ting), og har valgt at leve et ægte, simpelt liv, med Guds kraft som bevis på at Han er levende?

Sagde Paulus ikke: "Det handler ikke om ord og fine beretninger, men det handler om kraft"?

Læs 1.Kor1: Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, v2 for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. v3 Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, v4 og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, v5 for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.

Vis mig hvor kraften er, så skal jeg fortælle dig, hvor Jesus Kristus er gået forbi.

HAN er LEVENDE!

Lad blot alle de andre religioner og "fangenskaber" fortælle og binde mennesker med ritualer og bud og løgne.

Men lad os få nogle danske præster "på banen", som har kraften! - Som KENDER den genopstandne Kristus.

Alt andet er bare religion, flinkhed, misforstået selvhævdelse, politik, magt og andet af denne verden.

Kom frem præst, hvor end du er!

Lad os høre det sande evangelium og se Guds herlighed, anno 2009!

Og spar os så for underholdning i kirkerne, filosofi, menneskelærdom og anden verdslig populisme.

Bedre sent end aldrig. Det har jo hele tiden været - eller burde været - en selvfølge, at når man er kristen, så tror man (så godt, man nu kan) på hele den store pakkeløsning, som kristendommen er, og som kommer til koncentreret udtryk i fx den apostolske trosbekendelse. Og det betyder blandt andet, at man tror, at Jesus Kristus er Sandheden i egen person. Vel at mærke på den måde, at så er det altså Sandheden, man tror på, ikke bare en påstand om en sandhed, jeg og mine meningsfæller besidder. Og så er det for resten også den korsfæstede Sandhed. Denne Sandheds-tro kan man ikke bruge til at slå andre med. Den kan kun bekendes og bevidnes.

Den kristne tro betyder også, at det kun er i Jesus Kristus, vi direkte møder Gud. "Der er ej anden Gud". Men samtidig betyder den kristne tro, at der - bogstavelig talt pr. definition - kun er een Gud, alle menneskers Skaber og Herre. Og det vil sige, at alle mennesker står i et forhold til denne pr. definition ene Gud. Derfor tøver jeg ikke med at anerkende, at den fromme muslim, der beder til Gud (og altså ikke bare udfører en ideologisk magt-demonstration), i en eller anden forstand beder til den samme ene Gud, som jeg beder til. Og hvis jeg kommer til at tale med en sådan from muslim, vil jeg tage udgangspunkt i dette. Og så må vi ellers fortsætte i en fredsommelig teologisk eller interreligiøs drøftelse, idet vi anerkender, at vi fra hver vor position betragter hinandens tro som hverken mere eller mindre end kæmpe kætterier. Hverken mere eller mindre. En muslim er jo ikke en hedning, men en kætter. Muhammed var i forhold til jødedommen og kristendommen netop hverken mere eller mindre end en kætter, dvs. en mand, der kendte en hel del til både jødedommen og kristendommen og på grundlag deraf udformede, hvad han selv mente var dén sande gudstro, som både jøderne og de kristne havde forvansket. Sådan er det. Hverken mere eller mindre. Og på det grundlag kan der samtales, drøftes - og skændes. Vi skal i denne forbindelse tænke på, hvordan der endnu i dag kan tales meget voldsomt i den teologiske debat inden for bare vor egen Folkekirke. For slet ikke at tale om, hvordan det gik for sig for nogle årtier siden, da man endnu førte en virkelig teologisk debat.

Nej, den interreligiøse - eller "interkætterske" - samtale er ikke svær. Det er den i virkeligheden rent politiske, magt-politiske kamp, der er svær. For her må vi fra vor side rent ud erklære, at vi under ingen omstændigheder vil udsættes for en islamisering, fx i form af et forbud mod islam-kritik, men jo også på alle de mange andre områder, hvor vi må sige, at islams tros-frugter på ingen måde virker tillokkende.

Hvad muslimerne i de muslimske lande vil gøre, er deres problem, idet vi dog må gøre de universelle menneskerettigheder gældende. Ingen gudstro kan retfærdiggøre ufrihed og undertrykkelse. Men vi må indse, at der bliver tale om en lang og besværlig reformationsproces. Og vi må sætte vort håb til disse landes ungdom, hvis flertal formodentlig ikke i det lange løb vil finde sig i ufriheden og undertrykkelsen.

Osv. osv.

Det vil selv i bedste fald blive besværligt nok alt sammen, men hvis vi i Vesten, både kristne og ikke-kristne, kommer ud over vor angst for at både se og tale åbent og frit, og for at stå fast på vore egne landvindinger, bliver der for alvor mulighed for en venlig - om end måske ofte højrøstet - samtale.

Bent Christensen
pastor emeritus, dr. theol.
medlem af Dansk Folkeparti
medlem af Islamkritisk Netværk