Af Anne Korsholm |
12. juli 2006
Man kan blive syg af at leve op til arbejdsmarkedets krav om at udvikle sig konstant. Sådan lyder det fra chefpsykolog Nicole Rosenberg, der arbejder på Psykiatrisk Hospital i Århus. Hun ser på sin afdeling mange mennesker fra gode job, der ikke har kunnet klare at omstille sig, udvikle sig og selv tage ansvar for, hvad der skulle laves på en arbejdsdag. De går populært sagt ned med flaget. Og det er alvor, understreger hun. Diagnoserne er typisk stress, depression og angst. Nogle gange i kronisk form.
– Det er en kompleks ting at være på arbejdsmarkedet i dag. Man skal kunne meget menneskeligt, teknologisk, samarbejdsmæssigt, og ikke alle kan klare kravene om konstant udvikling, siger Nicole Rosenberg.
– De gamle hierarkier og normer på arbejdspladserne er opløst og det stiller store krav til sociale færdigheder, og det skaber usikkerhed, siger hun.
På Handelshøjskolens Institut for ledelse, politik og filosofi forsker professor ph.d. Niels Åkerstrøm Andersen i det moderne arbejdsmarked. Han er ligesom Nicole Rosenberg meget kritisk over for de konstante krav om udvikling.
– Idealet er blevet, at vi skal være som børn. Mennesker, der endnu ikke har fundet vores form. Vi skal hele tiden kunne aflære og forkaste viden for at lade os forme på en ny måde. Man burde snarere tale om selvforkastelse fremfor selvudvikling, siger han.
Ingen af de to har en løsning på problemerne.
korsholm@kristeligt-dagblad.dkLæs mere under danmark