Far uden jævnlig kontakt til halvstore børn

Mit spørgsmål er: Hvad skal jeg gøre? Skal jeg stoppe med at kontakte dem, eller skal jeg blive ved med at mase på, selvom jeg ikke hører fra dem? Hvad vil det bedste være for børnene? De er fanget mellem mig og min ekskone og vælger at holde sig tættest til hende, som de bor hos.

Det skal lige tilføjes, at når børnene har været hos mig, har vi haft det godt sammen. Men når de er tilbage hos moderen, kommer de i et dilemma, og så vælger de mig fra.

Venlig hilsen

Den ulykkelige far

Kære ulykkelige far

Vi har stor forståelse for, at det er dybt smertefuldt at opleve en manglende kontakt til det dyrebareste, man har. Nu ved vi meget lidt om, hvad og hvorfor det er gået galt mellem dig og din ekskone, og hvad det er, hun mener, du ikke "forstår godt nok i forhold til børnene". Især det sidste kunne være værd at overveje endnu en gang. Men uanset hvad det handler om, så peger al viden og forskning på, at det er vigtigt, at skilsmissebørn har jævn og god kontakt til begge forældre. Kun i særlige tilfælde, for eksempel i forhold til voldelige og misbrugende forældre, er det sundest, at kontakten afbrydes.

I stort set alle andre forhold er det begge forældres opgave at sætte egne følelsesengagerede meninger til side og handle efter den viden, at børn har bedst af denne jævne kontakt.

Det vil sige at lægge ting til rette og støtte børnene i at have kontakt til den forælder, som de ikke bor hos - også selvom man ikke selv bryder sig særligt om vedkommende, og som man måske er meget uenig med i mange forhold.

Der er nemlig forskel på, at man ikke selv elsker sin tidligere ægtefælle og så børnenes følelser. Det er vigtigt, at voksne, der bliver skilt, er klar over denne såre vigtige skelnen.

Formålet med, at børnene med stigende alder skal høres og bestemme mere og mere, er ikke, at forældre skal abdicere fra deres forældrerolle, men at være klar over, at børn i stigende alder også får mange andre relationer, der er vigtige, samtidig med at de bliver mere mobile og selv kan transportere sig rundt.

Derfor skal deres prioriteringer og ønsker om at være med til sportsarrangementer, samvær med kammerater og så videre respekteres og tilgodeses på de tidspunkter, som før måske var fastlagt til samvær hos den anden, og i stedet kan de så have kontakt på andre tidspunkter. Men det skal de nogle gange mindes om og støttes i.

Vi ved ikke, om der er noget, som din ekskone er meget bitter over, som hun bruger sin "neutralitet" i forhold til børnene til at straffe dig for.

I så fald kunne det være en ide for dig at invitere hende til en åben snak på et neutralt sted, om der er noget, du kan gøre anderledes eller forstå, som kan gøre, at hun får en anden indstilling til aktivt at støtte børnene i en mere positiv kontakt til dig.

Hvis den vej ikke er farbar, synes vi, at du skal tage kontakt til Statsforvaltningen igen. Du abdicerer også lidt i din forældrerolle ved at "sætte dine børn fri" - og lade dem selv bestemme. For det kan de ikke på et helt frit grundlag. Derfor skal du kæmpe for at være sammen med dem, og de skal selvfølgelig høres om, hvor og hvor meget og hvordan, det skal praktiseres. De har helt naturligt ikke "lyst" til en samtale på Statsforvaltningen, men det, man ikke har lyst til, kan alligevel nogle gange være hensigtsmæssigt og gavnligt. Og de tager ikke mere skade af en sådan samtale end af den kroniske konflikt, de lever i nu. Du må også lave en aftale med deres skole om at få indkaldelse til relevante forældrearrangementer - og orientere børnene og deres mor om det.

Vi vil også opfordre dig til jævnligt at skrive til dine børn, også selvom du ikke får svar, så de ved, at du er der. Skriv gerne jævnligt gammeldags breve, hvor du fortæller lidt om din hverdag, og at du tænker på dem, men lad være med at appellere til skyld og store valg, for det øger kun deres loyalitetskonflikt. Selvom kontakten ikke bliver optimal lige her og nu, er det vigtigt i det lange løb, at du selv og børnene ved, at du gjorde en indsats. Vi vil også opfordre dig til at snakke med nogle få gode fortrolige om dette emne fra tid til anden både for at dele smerten og for at få en moden feedback på dine tanker og initiativer.

Mange hilsener Annette og Jørgen