Godt dansk diplomati i Genève

For bedre at forstå nutidens begivenheder kan det indimellem være fornuftigt at slå grundigt efter i fortiden.

I 1975 blev 35 europæiske lande samt USA og Canada enige om at underskrive den såkaldte Helsingfors-slutakt. Det var en slags vejviser for øget dialog mellem øst og vest, mens den kolde krig stadig var på sit højeste.

Slutakten fastslog blandt andet en række grundlæggende menneskerettigheder om kontakt og udveksling af informationer mellem øst og vest. Og den blev et vigtigt holdepunkt for menneskerettighedsgrupper i de kommunistiske lande, der efterfølgende lagde pres på deres egne ledere om at overholde de forpligtelser, som lederne var gået med til i Helsingfors.

Det er ikke for meget sagt, at slutakten blev én af de mange ting, der var med til at føre den kolde krig frem til en succesrig afslutning med udskiftning af de kommunistiske regimer i Sovjetunionen og Østeuropa.

Det er dristigt at trække en parallel mellem det historiske Helsingfors-dokument og sluterklæringen fra den forløbne uges FN-racismekonference i Genève. Måske endda for dristigt. Genève-processen forekommer langt mindre omfattende, mere ufuldstændig og først og fremmest mindre forpligtende. Processen bærer præg af at være i hænderne på FN-komiteer, der domineres af diktaturstater.

Men tankegangen er den samme, nemlig at række en hjælpende hånd til de grupper, der bag nye jerntæpper af ufrihed, diktatur og religiøs ensretning kæmper for at opretholde respekten for de universelle menneskerettigheder. Derfor var det godt, at Danmark besluttede at blive ved forhandlingsbordet både før og under konferencen. Og derfor var det meget rosværdigt, at dansk diplomati med udenrigsminister Per Stig Møller (K) i spidsen tog kampen op for at holde processen på sporet frem for blot at vende ryggen til det hele.