Biskopper sender forslag til præsterne om, hvordan de kan inddrage udsendte soldater og deres pårørende i kirkebønnen
På et bispemøde i Nyborg, som sluttede i går, vedtog biskopperne at udsende et forslag til, hvordan præster kan inddrage udsendte soldater og deres pårørende i kirkebønnen ved søndagens højmesse.
Det vil sige, at en præst kan vælge at inddrage teksten i den bøn, som også indeholder bønnen for Dronningen og anden øvrighed. Det er frivilligt for præsterne, om de vil bruge den, og de kan også frit ændre ordlyden.
Forslaget er blevet til i et samarbejde mellem de tre værnsprovster og Københavns Stifts biskop, Erik Norman Svendsen.
- Jeg synes, det er godt, siger hærprovst Ole Brehm Jensen.
- Ikke mindst for de pårørende til de tusinder af soldater, som er og har været udsendt, synes jeg, at det er godt, at de kan høre en bøn for de udsendte. Ellers er soldaterne jo dækket ind af den bøn, præster beder for øvrigheden, siger han.
Biskop Erik Norman Svendsen siger, at biskopperne er enige om, at vi gerne ser, at der bedes for de danske, der er udsendt, og deres familier herhjemme.
- Deres tjeneste er på vegne af det danske samfund, og mange præster beder derfor allerede for dem i kirkebønnen. Det gør jeg selv, hver gang jeg har gudstjeneste, siger han.
Bønnen dækker også ikke-militære udsendte som sundhedspersonale og katastrofemedarbejdere.
Der er ikke mange præster, der inddrager udsendte i kirkebønnen. Det viste en undersøgelse, Kristeligt Dagblad udførte blandt præster sidste efterår. Her angav hver tiende af de 600 præster, der besvarede spørgsmålene, at de inddrog udsendte soldater.
En af dem var tidligere feltpræst Ulla Thorbjørn Hansen, og hun slog et slag for, at præster inddrager udsendte soldater i højmessens kirkebøn. Det har nemlig hele tiden været muligt at gøre det, selvom der ikke var et egentlig forslag til hvordan.
- Der er god grund til at bede for alle. Men over for de danske soldater har vi et særligt ansvar, fordi vi sender dem ned i en decideret krigszone, mente Ulla Thorbjørn Hansen.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk