Jeg har boet 13 år i Ilulissat i Grønland, hvor jeg var leder af et kristent socialt arbejde blandt børn og unge - og frikirkepræst. Jeg har været i de fleste grønlandske byer. Jeg kender Grønland og de grønlandske forhold ganske godt ved selvsyn.

Og der ER sociale problemer i Grønland. Der ER børn, der har det svært. Men jeg tror ikke på tallene i rapporten. Jeg tror ikke på, at hvert 4. barn lever i en alkoholiseret familie og at hvert 6. barn ikke får mad nok.

Billedet, der ledsager artiklen, er fra Ilulissat, en by, hvor der er masser af børn, der har det rigtigt godt. Vi oplevede endda en tydelig forskel på børns vilkår fra 1991 til 2004, den periode, hvor vi boede og virkede i byen.

Der ER en mindre gruppe af familier i byen med store alkoholproblemer, men der er også mange familier, hvor man er medlem af Blå Kors og ikke rører alkohol og der er mange familier, hvor alkohol, øl eller vin til maden, fylder meget lidt. Umiddelbart vil jeg tro, at alkoholproblemerne er større i Danmark i dag, end i Grønland - og det bør man vel også gøre noget ved?

Der er masser af børn i Grønland, der har det godt. Men der findes familier og børn i storbyen Nuuk og i de små bygder, der har det dårligt, rigtigt dårligt og de skal naturligvis have hjælp - og det er ikke nogen hjælp at tilbageholde bloktilskuddene - tværtimod. Intet barn i Grønland får det bedre af, at bloktilskuddet fjernes. Hvordan kan man overhovedet finde på at komme med et sådant forslag.

Ansvaret ligger hos det grønlandske hjemmestyre og der bør det forblive. Men Danmark skal gå ind med en hjælpefunktion i form af "støttepædagoger" for Landstinget og kommunernes socialforvaltninger.

Der er brug for, at de grønlandske budgetter ses efter i sømmene. Der er mellem år og dag blevet brugt alt, alt for mange penge på tvivlsomme erhvervsprojekter, som har været som at smide penge væk. Her skal man hjælpe de grønlandske politikere til at være mere tilbageholdende og mere realistiske.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
og politisk ordfører for grønlandske anliggender.

Det ligger i vor vise at organisere os selv på, at vi altid tilstræber styring så tæt på folket som muligt. Det har været sandt siden vi opfandt begrebet herred og syssel.

Derfor er hjemmestyre-begrebet blot et udvidet kommunalt selvstyre under Kongeriget Danmarks grundlov.

Som udgangspunkt er jeg derfor enig i at vi, som vi gør i resten af kongeriget, skal søge at bibeholde varetagelsen af børnenes tarv så tæt på børnene som muligt.

Hvad jeg derimod ikke er enig i er at der overhovedet kan stilles spørgsmålstegn ved om børn på Grønland har samme krav på omsorg som børn og unge i resten af kongeriget.

Der er ingen der bilder sig ind at dette ikke handler om forkvaklet overfølsomhed over for totalt mangel på fornuftig styring af det grønlandske samfund.

Hvordan denne berøringsangst fra Københavnstrup kan komme børn og unge på Grønland til skade, er mig helt og aldeles ubegribelig.

Folk med kendskab til sagen har i årevis skreget op om at få et indgreb udefra. Som vi tilsyneladende kan finde ud af at gøre dette i kommunerne i det sydlige Danmark, kan vi selvfølgelig finde ud af det på Grønland.

Som overskriften ganske rigtigt siger er grønlandske børn et dansk problem, hverken mere eller mindre end tilfældet er på Bornholm, Færøerne og i Sønderjylland.