- Jeg efterlyser noget, som mangler i dag. Det, vi har nu, er en masse mennesker, som lidt for ofte laver kritik i huj og hast. Det er flittige og samvittighedsfulde kolleger, men de bruger kun en brøkdel af deres tid på anmelderi. De er, som jeg selv, ofte ansat andetsteds på fuld tid, typisk på et universitet, og får kun symbolske aflønninger, siger Mikkel Bruun Zangenberg.

Den anden gruppe af anmeldere har en dobbeltrolle, påpeger han. De er nemlig selv forfattere og bruger deres anmelderi til at promovere sig som et brand. De er i benhård konkurrence med hinanden og de forfattere, de anmelder, om at være synlige og bemærkede.

- De mangler klædelig anonymitet i deres kritik af værker, som for ofte bliver offeret i kampen mellem stærke personligheder om, hvem der er allermest storslået, siger Mikkel Bruun Zangenberg.

Zangenbergs tanke med en kritikerskole er, at kritikerspirerne systematisk skal uddannes i specifikke teknikker og metoder til at anmelde, hvorefter de ansættes på fuld tid på en avis som professionelle anmeldere. De skal oplæres til at holde sig diskret tilbagetrukket frem for at være højtråbende synlige.

- De fleste danske anmeldere - jeg selv inklusive - er jo ikke skolet som anmeldere. Vi er vokset op med en bestemt avis og fornemmer intuitivt nogenlunde, hvordan en anmeldelse skal skrues sammen. Det spiller lidt efter gehør. Men det er en form for amatørisme, som understreges ved, at man får en komisk dårlig betaling for arbejdet, siger Mikkel Bruun Zangenberg, som peger på Norge som et sted, hvor man har en kunstskole, der tilbyder specialiserede uddannelser i kritik enten inden for kunsthistorie, arkitektur eller litteratur.

- Vi har en glimrende uddannelse i kulturformidling på Københavns Universitet. Men der leveres højst et kursus i ny og næ og slet ikke nogen specifik uddannelse i praktisk anmelderi. Journalister formidler jo sport og arkitektur og så videre, så hvorfor ikke tilsvarende få en mere intens engageret litteraturformidling? spørger han.

Litteraturkritiker og lektor i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet Lilian Munk Rösing er skeptisk over for idéen om en kritikerskole. Hun er selv anmelder ved dagbladet Information og ser ingen problemer i den måde, der drives kritik på i dag - så længe det er tydeligt, hvad kritikeren står for.

- Jeg kan sagtens bevare en energi og et perspektiv i mit anmelderi trods et fuldtidsarbejde. Og så er det en kritikers dyd meget tydeligt at vise, hvor man læser værket fra. På den måde er det helt fint, når folk bruger sig selv meget. Det er værre med folk, der gemmer sig bag pseudovidenskabelig objektivitet, siger Lilian Munk Rösing.

Hun mener, at det er tilstrækkeligt, at man på Københavns Universitets afdeling for litteraturvidenskab allerede kan lære om den personlige anmelderstemme. Her kan man både erhverve sig de objektive faglige dyder og dernæst blive skolet i anmeldelsens mere personlige bedømmelse.

Anvendelsen af forfattere som litteraturkritikere går tilbage til det moderne gennembrud og brødrene Brandes, som virkede som forfattere og kritikere i slutningen af 1800-tallet. I USA er fænomenet mere udbredt end herhjemme, og det er helt normal praksis, at forfattere på den anden side af Atlanten anmelder hinanden, ofte i bidske toner, der skaber livslange fjendskaber mellem dem.

Stridigheder mellem anmeldere sker også herhjemme. En af dem, der ind imellem er mål for kritik af sin kritik, er Weekendavisens anmelder, forfatter og digter Lars Bukdahl. Han er med sin kraftige personlige tilstedeværelse i teksten berømt og frygtet for i avisens spalter at gå hårdt til de nye bøger.

Weekendavisens nye bogredaktør, Anna Libak, mener ikke, at man kan erstatte typer som Bukdahl med uddannede kritikere. Forestillingen om, at man kan uddanne folk til at blive fremragende anmeldere, er nemlig forfejlet.

- Problemet, som gælder for alle, der skriver, er, at man skal have talent. En uddannelse kan give en god faglig ballast, men talentet er man født med. Vi får mange forslag fra folk, som vi må afvise. De ved en masse, men det bliver ikke læst. Idéen om, at alle kritikere skal komme fra en kritikerskole er lige så tåbelig, som forestillingen om, at alle gode forfattere kommer fra Forfatterskolen, siger Anna Libak.

Hun mener desuden, at det er fuldstændig urealistisk, at de økonomisk pressede medier vil vælge at ansætte en anmelder på fuld tid. I dag er de fleste anmeldere fast tilknyttede freelancere, som skriver cirka fire anmeldelser om måneden.

Anna Libak påpeger dog, at det danske litterære miljø er for snævert, hvilket skaber nogle særlige relationer mellem anmeldere og forfattere:

- Det er svært at undgå, at erfarne anmeldere efter nogle år kender de folk, de anmelder, og får nogle særlige relationer til dem. Og det vil naturligvis have indflydelse. Det største problem er, at det er umuligt at opdrive dygtige kritikere, som ikke kender dem, de anmelder, siger Anna Libak.

Hun frygter alligevel, at man med en kritikerskole vil komme til at blåstemple de uddannede kritikeres bedømmelser, bare fordi de kommer fra en kritikerskole.

- Så vil deres dom være finere end andres. Men litteratur vurderes på mange forskellige parametre og ikke bare en litterær forståelse. Det er en gave, at vi har mange forskellige typer anmeldere til forskellige læsevaner, siger Anna Libak.

Hun vurderer, at anmeldere som Bukdahl er bevidste omkring deres stil og klar over, at de ikke skriver ud fra en modvilje mod forfatteren. De arbejder ud fra nogle andre kriterier og med en lidenskab, som kun de færreste besidder, mener hun.

- Nogle forfattere sendes i helvedet, mens andre sendes ind i himlen. Lige så negative de kan fremstå, lige så begejstrede kan de også være, siger Anna Libak.

Den nye rektor for Forfatterskolen, Pablo Llambias, som også er forfatter og ofte er blevet anmeldt, byder et forum for diskussion af kritikken velkommen. Men han tror ikke på idéen om en decideret kritikerskole.

- Det er vigtigt med en diskussion af kritikken og om rimelighedskriterier for, hvad man siger. Den diskussion ser man blandt andet i aviserne, siger Pablo Llambias.

- Det er bare ikke interessant med en dogmatisk kritikerskole, der lægger sig fast på såkaldte rigtige holdninger. Kritikken bevæger sig sammen med kunsten. Kritik er ikke bare faglighed. Det handler også om indlevelsesevne. Det er kunstnerisk gehør. Den rene anmeldelse findes ikke. Det er jo ingen garanti, at man bliver forfatter, fordi man læser på Forfatterskolen, siger han.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk