Tilbage til prædikestol og provstikontor

Domprovst ved Odense Domkirke, Henrik Wigh-Poulsen, er i avisspalterne kendt som kirkeana-lytiker og tv-anmelder. Han er en af de mest markante personer i dansk kirkeliv og fylder i dag 50 år

Henrik Wigh-Poulsen er en af de markante debattører i dansk kirkeliv - i dag kan han fejre 50 års fødselsdag. -
Henrik Wigh-Poulsen er en af de markante debattører i dansk kirkeliv - i dag kan han fejre 50 års fødselsdag. -. Foto: Peter Kristensen.

Selvom domprovst Henrik Wigh-Poulsen har rasende travlt i provstikontoret i Odense, er han lige nu "i pitstop", inden han kommer på banen igen som kirkeanalytiker og -debattør. I dag fylder en af de mest fremtrædende stemmer i dansk kirkedebat 50 år.

Han fortæller, at "der er en del rust, der skal bankes af pladerne," inden han kommer helt op i omdrejninger som domprovst i Skt. Knuds Kirke efter otte år som leder af Grundtvig-Akademiet på Vartov. Når han siger, at "kirken er kommet ud på den åbne markedsplads og skal finde sine ben der," er det en typisk Henrik Wigh-Poulsen-formulering, hvor han peger på religionsmødet som en vigtig udfordring for folkekirken.

Som den dygtige og drevne kommunikator kender han sine retoriske virkemidler, der rammer rent ind hos målgruppen. Hvad enten det er som kirkekommentator og tv-anmelder i Kristeligt Dagblad, som redaktør af Dansk Kirketidende eller det er fra hans nye platform som domprovst i Odense Domkirke.

Efter godt seks måneder i embedet er det stadig en ny opgave at være provst og præst på Fyn. Derfor er hans rolle i begyndelsen at være iagttager og deltager i det folkekirkelige nærmiljø, han endnu er ved at lære at kende.

Fra prædikestolen og provstikontoret i Odense har Henrik Wigh-Poulsen glimrende udsyn til de nybrud, folkekirken må forholde sig til og de diskussioner, han selv har blik for at påvirke.

Når Haderslev-biskoppen Niels Henrik Arendt sender en ny bog på gaden, hvor han spørger, "Er det den samme Gud?," tager han ifølge Henrik Wigh-Poulsen fat i en af folkekirkens største udfordringer, religionsmødet.

For Henrik Wigh-Poulsen er det desuden vigtigt indadtil at holde fast i den rummelige folkekirke, hvor præster og menighedsråd har frit råderum, der ikke i al for høj grad indsnævres af regler og bekendtgørelser fra oven. Som ansvarlig provst for 31 præster lægger han vægt på, at der både er plads til fordybelse i kristendommen og i nærmiljøet, men at der også skal være tid til det opsøgende arbejde ude blandt menigheden.

Bortset fra studieårene på Aarhus Universitet, hvor Henrik Wigh-Poulsen blev teologisk kandidat i 1989, har han sjældent sjusket med bopælspligten i en præstegård. Han voksede op på Djursland, hvor faderen var præst og siden provst, og efter sin kandidat-eksamen blev Henrik Wigh-Poulsen sognepræst i Lejrskov-Jordrup Sogne ved Kolding, hvor han var indtil 1997.

Henrik Wigh-Poulsen fik inspiration til en ph.d.-afhandling om Grundtvig og digteren Jakob Knudsen og arbejdede senere som højskolelærer ved Askov Højskole og som tekstforfatter på et reklamebureau. I de perioder er det hans hustru, Grete Wigh-Poulsen, sognepræst ved Sct. Nicolai Kirke i Kolding, der har sørget for, at bopælspligten i præstegården er blevet opretholdt. Sammen har de sønnerne Johannes, Kristoffer og Jens Peter.

kirke@kristeligt-dagblad.dk