Vi skal turde være ambitiøse på evangeliets vegne

Selvfølgelig kan man ikke bruge penge, man ikke har. Så derfor må man se på økonomien generelt. Prioritere og finde ud af, om og hvor og hvordan man kan samarbejde mellem sognene og kirkerne og sammenlægge funktioner, for man kan givet gøre en hel del ting både nemmere og billigere ved at samarbejde om det. Jeg er helt på det rene med, at det ikke er nemt, og at det vil gøre ondt, for det gør det, hver gang man skal forandre og ændre. Og det vil sikkert synes nemmere i stedet at lukke en kirke - nabokirken forstås. Men det er efter min bedste overbevisning ikke vejen frem. Det er derimod en sikker vej tilbage. Fordi det sender signalet, at her tabte kirken kampen.

Jamen hvad med de kirker, hvor der ikke kommer nogen eller kun få? Til hvad kommer der ingen eller kun få, må man spørge. Måske til gudstjenesten søndag klokken 10. Men gudstjenesten søndag er kun én af mange måder at være kirke på. Kirke er også på andre tidspunkter og andre måder. Og det kan vi.

Der er børn og unge, der er konfirmander. Der er forældre med babyer og småbørn og bedsteforældre med større børnebørn. Der er musikinteresserede, og der er nogen, der gerne vil synge gospel. Der er dem, som er begyndere ud i gudstjeneste og kirke, og dem som er til freestyle og bøn og brunch. Der er dem, som gerne vil til onsdagsandagt, og andre, for hvem det passer bedre med fyraftensgudstjenester. Der er dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Vi er mere forskellige i dag som mennesker end tidligere. Vi har mere forskellig livsrytme. Som kirke skal vi gøre vejen fra menneske til kirke så kort som muligt og skabe mulighed for, at endnu flere får mulighed for at møde, høre, se og gribes af kirken og dens budskab, og derfor er der brug for flere forskellige former og tider og måder at være kirke på end før. Ikke fordi vi skal gøre kirken op i tal. Kirken er, hvor to og tre er forsamlet i Jesu navn. Men evangeliet er vigtigt, og derfor skal det ud.

Hvordan konkret vil afhænge af lokale forhold. Det er vigtigt med frihed til forskellighed. Ikke alle kirker skal gøre alt, ligesom ikke alle kirker behøver gøre det samme. Kirkens lokale forankring, den lokale ansvarlighed, dette at kirken er der, hvor mennesker bor og er, og at det er de mennesker: præster, ansatte, menighedsråd, frivillige, der finder ud af, hvordan man konkret er kirke i samspil med lokalmiljøet; nærheden - det er en væsentlig side af vores folkekirke.

Ideerne - hvor skal de komme fra? Ja, tager man rundt i stiftet, opdager man, hvor meget der foregår, og hvor mange forskellige ideer der allerede er undfanget, og hvor megen inspiration man kan få alene ved at høre, se og besøge hinanden. Sådan en udveksling af ideer synes jeg, man skal sætte i system.

Vi skal åbne kirken, bogstaveligt og i overført forstand; gøre den synlig, skabe nysgerrighed og interesse. Sætte glasdøre i, så man opdager, at her foregår der noget, jeg må se nærmere på; bruge et nutidigt sprog, så det med kirke og tro ikke bliver noget for nogle særlige, men noget, man godt kan fortælle i vennekredsen, at man gør.

Og frem for alt skal man ikke, når man kommer i kirken, få den oplevelse, at man på forhånd er bagud på point, fordi man ikke kommer så tit som de andre, eller fordi man ikke kommer med til kirkekaffen.

En ting, vi - underligt nok - ikke har talt ret meget om i valgkampen er teologi og tro. Det er stort set kun på Bornholm, at de spørgsmål er blevet bragt på bane. Det er en skam, for det er vigtige sager. Det har det altid været, men i dag mere end før. For hvor kirken måske tidligere har været pr. tradition, er den i højere grad på tilvalg. Det betyder, at vi skal være tydelige og sige, hvad det her er, og hvad det betyder. Vi skal ikke tro, at det siger sig selv. Det er der ikke meget, der gør, og slet ikke kirke og tro.

Hvorfor skal jeg døbe mit barn? Hvad betyder det for mig i dag i mit liv, hvad en mand for 2000 år siden sagde og gjorde? Hvad er jomfrufødsel og opstandelse fra de døde? For slet ikke at tale om evigt liv og frelse og syndernes forladelse?

Hvis det skal blive til andet end koder og dogmer, så skal vi - kirken - sige, hvad det betyder. Højt, klart og tydeligt. På almindeligt, ligefremt sprog. Det gør vi allerede - men vi skal blive ved med det og gøre det endnu mere. Her er præsterne vigtige, for de ved, hvad det handler om, og de kender også deres tid og kan derfor gøre sig forståelige.

Mennesker, der engagerer sig i lokalt kirkeligt arbejde frivilligt, og som står for søndagscafé eller beder ind- og udgangsbøn i kirkens bedelav eller laver børnetime for børn under prædikenen eller noget helt fjerde.

En kirke, der går over grænser og samarbejder med den lokale idrætsforening og arrangerer møder, der har relevans for begge parter. Kirker, hvor man laver fællesspisning for dem, som ikke har andre steder at gå hen.

Ordet "kirke" skal kalde sådanne billeder frem. Hos dem, der bruger kirken, men i høj grad også hos medierne. Og vi, kirken, skal være med til at give medierne de billeder, så det ikke er tomme kirker, man ser. For det svarer ikke til virkeligheden. Rygterne om, at kirken er dødssyg, er vildt overdrevne.

Hvordan skal alt det ske? En biskop kan bruges til meget. Også til at træffe upopulære og vanskelige beslutninger, som der givet vil være nogle af i så stort et stift som Københavns. Men en biskop bør først og fremmest bruges til at inspirere, være katalysator, sætte vigtige ting på dagsordenen.

Jeg er overbevist om, at det kan lade sig gøre på mange forskellige måder at få flere til at opdage kirken, bruge den og få glæde af den. Med de ressourcer, der er i menighedsråd, præster, ansatte og frivillige, er det muligt, hvis vi tør tro det og vil det.

Af Tine Lindhardt, teolog, generalsekretær i Bibelselskabet og kandidat til bispevalget i Københavns Stift