Kirken og København

Københavns Stift er verden i en miniature. Det er som at skulle lægge arm med alverdens problemer på én gang. Det er ikke kun storbyen. Det er også Bornholm, en helt anden verden, en helt forskellig kultur fra storbyens; men de væsentlige spørgsmål er vi fælles om. Københavns Stift er også resten af verden. Biskoppen fører tilsyn med sømandspræster og præsterne i de europæiske byer. Det som præger hovedstaden, nemlig at den er porten til verden, præger også kirken i København. Det er virkelig folkekirken i fuld udfoldelse.

DET ER BESTEMT IKKE IDYL at være kirke her. Vi kan se på vores tal, på økonomien, på medlemsskaren. Fremover skal der skabes en bedre økonomi, allerhelst ved at flere bliver medlemmer af folkekirken. I det moderne videnssamfund bliver vi nødt til at løse opgaverne sammen. Det gælder kommunikation, undervisning og de sociale opgaver. Vi bliver også nødt til at løse opgaverne som et arbejdsfællesskab, når det drejer sig om samarbejds- og trivselsproblemer.

Særlig interessant synes jeg selvfølgelig det vil være, om vi fremover kan plukke af hinandens tanker i udvalg, hvor vi forsøger at samle tankerne om social-etiske spørgsmål, gudstjenesteformer, salmer og ny kirkemusik. Men også de ting, som vi kæmper med, lige fra krig til miljø- og klimaproblemer, kunne trænge til, at der blev skabt et større udsyn over debatten. Det er de ting, der ligger mig mest på sinde.

Men vi skal passe på. Man kan nemlig sagtens udfolde et register af pastoral-teknokrati og slå om sig med udvalg, grupper og kommissioner. Det moderne samfund er fyldt med den slags og elsker at se hver en tanke udformet i en eller anden organisation; det hjælper bare ikke altid noget.

I vores stift har vi en blanding af sogne- og kirkebevidsthed med en tendens til, at de, der bærer det folkelige ansvar i kirken og bliver menighedsrådsmedlemmer eller på anden måde frivilligt deltager i kirkens liv, meget ofte har en udpræget kirkebevidsthed. Sådan er det bare hos os, og jeg synes, at præcis denne blanding er med til at give kirken sin identitet.

Folkekirkens styrke er, at vi er så tæt på mennesker som muligt, og at mennesker har en klar fornemmelse af, at de har en indflydelse på kirken. Det er et stort privilegium for en kirke at være selvfølgelig og opleve, at vi er der, når mennesker har brug for os. I de kommende år bliver vi dog nødt til at forbedre vores evne til yderligere at forankre kirken folkeligt, gøre opmærksom på at skaffe nye menighedsrådsmedlemmer og styrke den frivillige indsats yderligere. Vi bliver nødt til at gøre det klart, at der ikke er kirke uden mennesker.

Fordi denne folkelige forankring fortsat er så levende, blomstrer københavnerkirken i en velgørende fantasifuldhed. Her er der kirke til alle tider, for alle slags mennesker, på mange forskellige måder. Her er der traditionelt, karismatisk, ungt og gammelt.

Mit største ønske for kirken i Københavns Stift er, at vi fordyber os i vores steder, spørger efter, hvordan historien mon var her, og hvordan de løste opgaven tidligere. Dernæst ser os om i vores samtid og spørger hinanden, om vi nu løser opgaven, eller om vi er bundet af en historie, som vi skal frigøres fra, kun for at blive sluppet løs på en ny opgave. Hvis vi hver især er koncentrerede om i vores kirkelige sammenhæng at være solidariske med vores samtid og fortælle den smukkeste og sandeste historie i verden.

Jamen, vil nogen sikkert indvende, drejer det sig ikke om at være klar i udtalelsen, koncentreret i udtrykket og fremstå som et fasttømret fællesskab? Det drejer sig om at vise, hvad Kristus-begivenheden betyder. Vi skal vise, at troen ikke behøver at blive en lille arena, et lille rum, hvor der kun er fordømmelse og moralisme. Fællesskabet behøver ikke at blive så småt, at der ikke er plads til dem, der ikke vil lade sig forme.

FOR TROENS RUM ER først og fremmest karakteriseret ved, at det er stort. Lige siden Jesus talte med udstødte, fordømte, kvinder, børn og samaritanere, har der eksisteret en drøm om, at verden kan forvandles, og at der findes et fællesskab, som rummer alle. Der findes en drøm om, at det onde, det destruktive, opløses, hvis man tør tro det. I kirken vender vi os mod mennesker med en tro på, at Gud møder mennesket, hvor det er, og ikke, hvor det skulle have været. Med vores tro vidner vi om Kristus, at han forlod sin trygge himmel for at blive nærværende på jorden, og at dette betyder, at vi lever med en anden bevidsthed. Vi er blevet ramt af et håb.

Der er mange måder at udtrykke troens virkelighed på. Derfor har vi i vores samtid brug for alt andet end en strømlinet kirke. Til tider er der brug for at tro på en Gud, som står så fast som et fjeld under folkemordenes gru i Rwanda, under holocaust, da de bombede Hiroshima, da der ingen udvej var på kræftafdelingen - virkelig tro på Gud, som ikke forlader mennesket.

Til andre tider er der brug for en tro, som omfatter fødselsscenen i Betlehem, sårbarheden, glæden. Der er brug for et håb om, at han kommer på et æsel, uden soldater, uden magtopbud og blot melder sig i den stille forventning. Der er brug for en tro, som indeholder den sandhed, at han afslørede sig for dem, de tvivlende, ved at pege på sine sår. Det var virkelig ham, den sårede, den døde, den bespottede, den forkastede, som stod levende foran dem og viste, at liv er helligt. Siden er dette rygte gået, at liv kan genoprettes, hvis vi tilgiver.

Det egentlige liv er, at vi ikke har os selv i øjesyn hele tiden, men bliver så optagede af vores medmennesker, at vi ikke kan få dem ud af hovedet, og at vi lader være med at skubbe dem væk og tage deres plads. Vi bliver så optagede af Kristus, at han forvandler vores liv med ånd, og det betyder, at vi tror, og i denne tro lever vi så vores liv.

Biskoppens væsentligste opgave er administration og organisation, vil nogen hævde. I de kommende år er den væsentligste opgave at være med til at tyde vores fælles tilværelse og gøre troen nærværende og hævde den i vores samtid. Ved at besøge menigheder og præster skal biskoppen være med til at holde fantasien i gang, opmuntre til, at københavnerkirken bliver endnu mere farverig. Derefter vil en gammel biskoppelig pligt lige så stille genopstå med fynd: at være med til at samle kirken - være et tegn på enhed.