Bryllup med konflikt

Nogle dage senere ringer min datter til mig og siger, at hun godt kan lide mig, når jeg har det godt, men hun mener udelukkende, at jeg har et problem. Jeg får også at vide, at hun egentlig ikke har kunnet lide at komme hjem til os på det seneste, fordi hun ikke synes, vi snakkede ordentligt til hinanden. Hun kan ikke huske noget af det gode; det er kun vores skænderier, hun kan huske.

Hun mener, at jeg er usikker, og at jeg er grunden til, at hun intet selvværd har.

Hun forlanger, at jeg skal gå til psykolog, hvis hun skal se os igen. Jeg kan ikke se, hvordan vi kommer videre. Vi har været meget sammen med hende og kæresten og hjulpet dem meget med lejligheden. Det slettede hun i talen.

Jeg mener ikke, at det kun er mig, der skal til psykolog, men at vi alle skal af sted. Det er svært at komme videre, når vores datter kun kan se alle vores skænderier. Jeg mener, hun kommer til at styre det for meget, hvis det kun er mig, der er problemet. Jeg håber på nogle gode råd.

Venlig hilsen

Rita


Kære Rita

Vi har stor forståelse for, at det er trist med det, der skete rundt omkring brylluppet. Men samtidig kan det ikke være leverpostejen til hundene og reaktionen på det med gæsterne til brylluppet, som er selve årsagen til det vanskelige, som nu er imellem jer.

Det er snarere dråben, som har fået et eller andet i et næsten fyldt bæger til at flyde over. Når jeres datter siger, at hun synes, du skal gå til psykolog, så er det, fordi hun synes, der er et problem. Og det er ikke let for os at se, hvor problemet nøjagtig ligger begravet.

Det er rigtigt, at når børn eller unge mennesker reagerer, så kan de pludselig ikke se alt det gode, der var, som for eksempel alle dine køreture og alt det andet, som du og I helt sikkert har gjort igennem mange år for at hjælpe, støtte og glæde.

Men når man står midt i en konflikt, så nytter det ikke noget at hive det frem i samme omgang. Alt til sin tid. Lige nu tror vi, at det er vigtigt, at du nedlægger dine våben og din vrede - for den eneste, man kan ændre på, er en selv. Det kan vel være, at din datter siger tingene meget overdrevet og barskt i denne tid. For hun må have en eller anden tristhed eller sårethed, siden hun sletter jer fra sin tale.

Det, der er sket, kan imidlertid ikke laves om nu, og for at der ikke skal komme endnu flere indviklede knuder i jeres relation, må du nok blive oprigtig interesseret i, hvad din datter reagerer på. Bliv nysgerrig, læg dine parader og bebrejdelser væk og spørg, om hun vil komme stille og roligt og fortælle, sådan som det ser ud fra hendes ståsted. Vær lyttende til det uden at argumentere imod. Det er ikke ensbetydende med, at det er den objektive sandhed om alt, hvad der er sket, sagt og ment, men du bliver nødt til at komme hende i møde, for ellers fastlåser krigen sig. På den måde lærer du mere om hende at kende, og måske kan du få nogle nye ting og perspektiver at tænke over. Hvis det bare bliver til bebrejdelser og diskussion, så kører I længere og længere ned i en grøft. Du kan måske sige, at det er hårdt at være den forkerte, men at du gerne vil komme videre i jeres relation, så du har sagt til dig selv, at du gerne vil forsøge at se og forstå.

En sådan tilgang er heller ikke ensbetydende med at lægge sig flad og bare tage al skyld på sig. Men det kan være en vej til at finde ud af, hvordan jeres relation kan blive ordentlig fremover, således at du kan møde hende med den respekt, som hun sikkert nu har brug for, når hun skal starte et nyt liv med flere familier at forholde sig til.

Sig til hende, at dit største ønske er, at I kan have et fornuftigt forhold, og at du gerne vil vide, hvordan du kan bidrage. Spørg hende også om, hvad det er, hun kunne tænke sig, at du arbejdede med hos en psykolog og se dig villig til at gå til en sådan. Du kunne så spørge hende, om hun senere i forløbet hos psykologen, hvis det blev aktuelt, ville komme med og bidrage til processen, så I kunne få hjælp til at komme videre.

Lige nu skal du gøre den svære og meget indviklede kunst, som falder de fleste af os vanskeligt - at komme én i møde, som man synes er både uretfærdig og ret streng.

Hvis du ikke gør det, gør ingen det, og det vil være trist for jer alle. Snak også med din mand om, hvad der kunne være en udfordring for jer to, sådan at I kan bevare besindelsen og forsøge at optræde vist og roligt.

Mange hilsener

Annette og Jørgen