Det er lige nu, det gælder i Zimbabwe

Men hverken indespærring eller tortur og trusler var nok til at knække den landskendte tidligere tv-nyhedsoplæser. Da jeg møder hende, virker hun fattet, men mere stille end tidligere. Frygten sidder stadig i hende, og hun tager hele tiden sine forholdsregler. Men hendes budskab er klart: Det er nu, Zimbabwe har en mulighed for at vælge en anden og mere demokratisk vej!

Når jeg nævner Jestina Mukoko, er det, fordi hun er et godt billede på stemningen blandt civilsamfundsorganisationerne og kirkerne i Zimbabwe. Mange af dem er blevet forfulgt, og mange er stadig bange for, hvad der kan ske. Men ét er de alle enige om: Det er nu! Alle holder de fast i det spinkle håb, som dannelsen af samlingsregeringen med Morgan Tsvangirai som ministerpræsident har skabt.

For første gang har Mugabe været nødt til at acceptere en form for magtdeling. Efter maksimalt pres fra Sydafrika med ministerpræsident Thabo Mbeki i spidsen og med flere af randstaterne som støtter er det lykkedes at få sammensat den "midlertidige samlingsregering". Regeringen har fået to år til at vise resultater, og der er ingen tvivl om, at Mugabe vil gøre, hvad han kan for at spolere ethvert fremskridt. Og hvis det lykkes, vil han uden blusel placere skylden på Tsvangirai og hans MDC-parti.

Det er derfor, Zimbabwe lige nu har brug for al den støtte, vi kan give dem både moralsk og økonomisk. Ethvert fremskridt vil støtte demokratibevægelsen. Økonomisk er landet kørt helt i sænk. Der er brug for over en milliard amerikanske dollar her og nu til at betale livsvigtige fornødenheder som brændstof, elektricitet, vand, korn og afdrag på eksisterende lån. Lærere og sundhedspersonale har ikke fået løn længe, hvilket selvfølgelig fremmer korruptionen og opbygningen af parallelle økonomiske strukturer.

Men også moralsk er der brug for international støtte. Fredsaftalen er kun kommet i stand, fordi man har vredet armene om på begge parter. Fem dage før Morgan Tsvangirai skulle indsættes som ministerpræsident, var han involveret i et trafikuheld, hvor hans kone blev dræbt. Selvom han kørte i en kortege, kørte en lastbil direkte ind i hans bil. Var det et uheld - eller var det et planlagt attentat? Spekulationerne destabiliserede øjeblikkeligt hele den politiske situation, indtil Morgan Tsvangirai gik på tv og slog klart fast, at det var et uheld.

Ved hans kone, Susan Tsvangirais, begravelse et par dage før hans egen indsættelse som ministerpræsident udeblev demonstrativt alle de ledende officerer fra hæren, politiet og sikkerhedstjenesten. Men overalt mærker man, at de menige betjente og soldater er ved at anerkende den nye politiske situation. På selve dagen for indsættelsen af Tsvangirai kom Mugabe pludselig med seks ekstra ministre, som han ville have med i den i forvejen enorme regering på 71 ministre. Dette ville forskubbe balancen, så under sydafrikansk ledelse måtte man have forhandlet denne nye situation på plads. Resultatet blev, at man delte, så både Mugabe og Tsvangirai fik tre ekstra ministre.

Situationen er skrøbelig. Derfor er det også et vigtigt og positivt tegn, at både den danske udviklingsminister og hendes norske kollega har været på officielle besøg i Zimbabwe og mødtes med både civilsamfundsrepræsentanter og med regeringsrepræsentanter. Det lægger pres på regeringen og bør selvfølgelig følges op af økonomisk støtte - måske i lighed med den støtte, som den canadiske regering allerede har lovet i form af direkte betaling af lønningerne til personalet i sundhedssektoren.

Men det, som gør, at jeg er optimist, og at vi i Folkekirkens Nødhjælp nu sætter en ekstra indsats igang, er, at man oplever, at civilsamfundet står samlet i deres kamp og med deres tro på en demokratisk mulighed. Dertil kommer, at kirkerne nu også har fundet sammen i en ny og fælles dagsorden. Man oplever en hidtil uset erkendelse af, at nu må kirkerne samlet gå ind i kampen for demokratiske principper, og man har også erkendt, at kirkerne har en kæmperolle at spille i forhold til forsonings- og helingsprocessen, som nu går i gang - inspireret af kirkernes rolle i Sydafrika.

I landets eneste uafhængige avis, "Zimbabwe Independent", indrykkede de tre ledende kirkeorganisationer (Kirkerådet, Den Katolske Bispekonference og Den Evangelikale Fællesorganisation) således i midten af marts, lige efter at Tsvangirai var blevet indsat som ministerpræsident, en kæmpeannonce, hvor de udtrykte fuld opbakning til samlingsregeringen.

I annoncen opregner de i syv punkter kravene til regeringen om at tage fat på konkrete demokratiseringsinitiativer. Samtidig kræver de stop for al vold, og at der igangsættes en forsoningsproces, og endelig påpeger de mediernes ansvar for at understøtte den positive udvikling.

Hvis det lykkes kirkerne i Zimbabwe at samle sig om en aktiv deltagelse i forsonings- og helingsprocessen og i en opbakning til de demokratiske elementer i samlingsregeringen, vil det blive endog meget vanskeligt for Mugabe at rulle udviklingen tilbage til før etableringen af samlingsregeringen. Derfor må det gælde om, at vi nu massivt støtter det spirende håb, som man møder overalt i landet - selv blandt de folk, som på egen krop har mærket Mugabes kompromisløshed.

Danmark og Norge har taget de første skridt - nu må vore regeringer vise, at de også er parat til at følge dette op gennem en massiv støtte til civilsamfundets og kirkernes kamp for at hjælpe demokratiseringsprocessen i gang. Hvis vi tøver nu, svigter vi folk som Jestina Mukoko og andre menneskerettighedsforkæmpere, som har sat livet på spil for et mere demokratisk Zimbabwe, og vi mister en gylden mulighed for at hjælpe et land på fode. Momentum er nu! Så mener vi noget med, at vi gerne vil hjælpe Afrika til udvikling og demokrati, så skal hjælpen komme massivt og hurtigt nu - helt parallelt med situationen i Sydafrika, hvor det netop var massivt internationalt pres, der førte til afviklingen af apartheid-styret.

Af Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp