"Vi har anvisninger for en velfærdsstat, som er baseret på guddommelig moral. Vi skal støtte kaliffen, der indfører Guds lov", sådan begrunder sheik Omar Bakri Muhammed, en militant islamisk leder, som har været en af hovedkræfterne bag etableringen af Hizb ut-Tahrir i Storbritannien og med nær forbindelse til al-Qaeda, den militante islamismes visioner i Martin Krasniks bog "De Retfærdige - en islamisk stafet."

Man behøver heller ikke at læse mere end det første kapitel af den Pulitzer-prisbelønnede Lawrence Wrights bog "Al-Qaeda. Vejen til 11. september" for at vide, at den militante islamisme i allerhøjeste grad udspringer af religiøse overbevisninger.

Ledende medlem af Det Muslimske Broderskab Sayyid Qutbs møde med Amerika som studerende i 1940'erne blev også et møde med adskillelse af det hellige og profane, religion og stat. I følge Qutb var det en formindskelse, som ville medføre en tilintetgørelse af det guddommelige. Islam var Guds sidste ord. Det havde muslimer glemt, fordi de havde ladet sig fortrylle af Vesten. Kun ved atter at gøre islam til det centrale i deres liv, deres love og deres ledelse kunne muslimerne håbe på at generobre deres retmæssige plads som den dominerende kultur i verden. Dette var deres pligt - ikke blot over for dem selv, men også over for Gud.

Lawrence Wright viser, at al-Qaeda udspringer af disse trosforestillinger.

Til trods for disse nøgterne fakta var programmet for PET's konference om terrorisme og kommunikation i sidste uge som støvsuget for religiøse tematik. I stedet var der fokus på de argumenter, metoder og teknikker, den militante islamisme anvender i sin kommunikation, og på, hvordan regeringer og samfund kan svare igen. Og PET's klare budskab er, at det er retorikken, der bør ændres. De vestlige regeringer og efterretningstjenester bør ikke anvende religiøst betonede ord som for eksempel jihad og martyrer om militante islamister.