Iben Thranholm |
1. maj 2009
På PET's konference om terrorisme og kommunikation var budskabet, at retorikken bør ændres, og at man ikke vil sætte lighedstegn mellem islam og terrorisme. Men de militante islamister har nu engang den tro, de har, uanset hvad PET vælger at kalde dem
"Vi har anvisninger for en velfærdsstat, som er baseret på guddommelig moral. Vi skal støtte kaliffen, der indfører Guds lov", sådan begrunder sheik Omar Bakri Muhammed, en militant islamisk leder, som har været en af hovedkræfterne bag etableringen af Hizb ut-Tahrir i Storbritannien og med nær forbindelse til al-Qaeda, den militante islamismes visioner i Martin Krasniks bog "De Retfærdige - en islamisk stafet."
Man behøver heller ikke at læse mere end det første kapitel af den Pulitzer-prisbelønnede Lawrence Wrights bog "Al-Qaeda. Vejen til 11. september" for at vide, at den militante islamisme i allerhøjeste grad udspringer af religiøse overbevisninger.
Ledende medlem af Det Muslimske Broderskab Sayyid Qutbs møde med Amerika som studerende i 1940'erne blev også et møde med adskillelse af det hellige og profane, religion og stat. I følge Qutb var det en formindskelse, som ville medføre en tilintetgørelse af det guddommelige. Islam var Guds sidste ord. Det havde muslimer glemt, fordi de havde ladet sig fortrylle af Vesten. Kun ved atter at gøre islam til det centrale i deres liv, deres love og deres ledelse kunne muslimerne håbe på at generobre deres retmæssige plads som den dominerende kultur i verden. Dette var deres pligt - ikke blot over for dem selv, men også over for Gud.
Lawrence Wright viser, at al-Qaeda udspringer af disse trosforestillinger.
Til trods for disse nøgterne fakta var programmet for PET's konference om terrorisme og kommunikation i sidste uge som støvsuget for religiøse tematik. I stedet var der fokus på de argumenter, metoder og teknikker, den militante islamisme anvender i sin kommunikation, og på, hvordan regeringer og samfund kan svare igen. Og PET's klare budskab er, at det er retorikken, der bør ændres. De vestlige regeringer og efterretningstjenester bør ikke anvende religiøst betonede ord som for eksempel jihad og martyrer om militante islamister.
Argumenterne for denne strategi er, at man ikke vil sætte lighedstegn mellem islam og terrorisme, og at man ikke vil spille med på terroristerne selvforståelse. Først og fremmest virker det besynderligt, at man i et land, hvor man ustandseligt tordner løs - også fra politisk hold - om retten, ja nærmest pligten til at afbilde profeten Muhammed med en bombe i turbanen, pludselig vil til at bruge mundkurv. Og hvad angår de militante islamister selv, så har de nu engang den tro, de har, uanset hvad PET vælger at kalde dem.
Man skåner næppe nogen på længere sigt med sådan en strategi. De moderate og fredelige muslimer behøver ikke at føle sig truede, fordi man åbner øjnene for en væsentlig side, hvis ikke den væsentligste, af den islamistiske terrors drivkraft.
Enhver med fornuften i behold ved, at man bør skelne mellem forskellige fortolkninger af islam. Men PET's religionsforskrækkede program siger noget om, hvor svært de moderne stater har ved at tackle religiøse samfund og bevægelser, som har en anden autoritetsforståelse og - samfundsomvæltende - dagsordnen. Det er i sig selv et stort problem. Men vejen frem er næppe at agere, som om en hellig kriger slet ikke er det alligevel, og dermed fornægte virkeligheden. I stedet bør man slippe skrækken for religionen og acceptere, at hvis religion er en del af problemet, er den også en del af løsningen.
Det er en stor udfordring for vestlige regeringer, at militante islamister kun vil lytte til religiøse argumenter, og at sekulære argumenter som tolerance, ytringsfrihed og demokrati ikke tæller, men faktisk bare virker som benzin på bålet. Terrorismen handler også om at skabe identitet ud fra modsætninger. Det eneste, der betyder noget for den religiøse islamist, er, om han mener at leve sandt for Gud.
Derfor har politiske ledere brug for et samarbejde med de religiøse ledere, hvis de vil i dialog med terrorister og forsøge at ændre deres verdensforståelse. Vil man afvæbne en islamistisk terrorist, må man først ændre på hans gudsopfattelse.
Et godt eksempel på samarbejde mellem religiøse og politiske ledere var den irakiske forsoningskonference, som blev holdt i februar 2008 i København, og som havde til formål at reducere volden i Irak. Blandt deltagerne var nogle af de mest fremstående religiøse ledere inden for både sunni- og shiaislam. Københavns Stift var vært og Udenrigsministeriet var med til at finansiere konferencen. Konferencen resulterede i en fatwa, som fordømte vold mellem religiøse grupper i Irak. Det havde en målbar positiv effekt i Irak, netop fordi det var et religiøst og ikke et ensidigt politisk dekret.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad