Jeg vidste med det samme at artiklens overskrift er forkert, og det skyldes naturligvis at det er KD der skriver artiklen.

En ateist er skam lige så stærkt troende som en monoteist, bare på noget andet. Det er ikke her forskellen består.

Det er hvad personen tror på der tæller. Her har monoteismen jo som sit højdepunkt hel og total ansvarsfraskrivelse - man lader livet, bilen, brødfødningen, fejl og ulykker overgå til en opfundet tredjepart, over hvilken man ingen indflydelse har.

Tror man virkeligt på dette er der jo ingen grund til at være nervøs da nervøsitet forudsætter en tro på muligheden for at kunne ændre på noget.

citat:

En ateist er skam lige så stærkt troende som en monoteist, bare på noget andet. Det er ikke her forskellen består.





Vil lige sige at jeg ikke er enig i den påstand.
Jeg har ihvertfald svært ved at følge med de troende jeg kender, på det område.

Psykologen Martin Seligman, som er kendt for etableringen af den positiv psykologi, har bl.a. forsket i henholdsvis optimistisk og pessimistisk forklaringsstil.

Hos mennesker med en optimistiske forklaringsstil ses gode hændelser som permanente, universelle og personens egen fortjeneste, mens problemer opfattes som midlertidige, specifikke og upersonlige. På den måde kan et positivt eksamensresultatet af en optimistisk studerende tolkes som udtryk for, at den studerende er genial (vedvarende, generel, personlig), mens en dårlig karakter tolkes som resultatet af, at den studerende ikke lige havde fået forberedt sig godt nok til denne ene eksamen, som i øvrigt var alt for vanskelig (forbigående, specifik, upersonlig).

Seligman mener også at se en sammenhæng mellem forklaringsstil og religiøsitet, men sammenhængen er ikke klar, ligesom han argumenterer for, at tendensen til religiøsitet er delvist arvelig. Det kan altså lige så vel være at optimistiske mennesker simpelthen lettere falder for religion, mens pessimister (som i øvrigt også er mere rationelle), måske lettere vælger ateismen.

Kort sagt: KDs artikel (eller forskerens?) ser ud til helt at overse det faktum, at ANDRE faktorer end religion vs. ateisme kan være forklaringen, og at disse forklaringer måske er mere relevante og dybere end religiøst standpunkt. Til gengæld er det som ateist interessant nok, at religiøse lettere tilgiver sig selv fejl. De bliver dermed i lighed med de højreorienterede mindre nervøse og måske mindre skyldbetyngede, men det er næppe til vores andres interesse. Personligt så jeg i hvert fald gerne en langt højere grad af personligt ansvar for egne handlinger blandt både højreorienterede og religiøse, samt en større skyldfølelse når deres fejl går ud over andre mennesker. Skyldfølelse har trods alt den funktion, at den kan motivere folk til at prøve at rette deres fejl, samt prøve at undgå dem i fremtiden.

- Amina