BISKOPPERNES MAGT ER STOR NOK.

Med ønsket om at få beføjelse til at afskedige præster i deres stift, viser nogle biskopper, at de ikke helt har forstået deres rolle i Folkekirken.

Ligesom sognepræsten, der enten er tjenestemand eller - mere sjældent - overenskomstansat, er provster og biskopper det også. Fælles for sognepræsten og hans biskop er, at de er ansat / udpeget af Kirkeministeriet.

Det er en almindelig antagelse, at biskoppen er "folkevalgt", dvs. valgt af præster og menighedsrådsmedlemmer i deres stift. Men selvom kirkeministeren yderst sjældent eller aldrig udnævner en biskop, der ved bispevalget ikke har fået flest stemmer, er der formelt intet til hinder for, at ministeren kan vælge at udnævne f.ex. dén, der har fået næstflest eller tredieflest stemmer. Det vil udløse en alvorlig ballade, men det er rent faktisk muligt.

Biskoppen er dels den højeste tilsynsmyndighed, dels sjælesørger for præsterne i hans / hendes stift. Hvis biskoppen kunne afskedige en sognepræst, ville det svare til, at en chefpolitiinspektør kunne afskedige en politikommisær, hvis arbejdsmetode chefen ikke brød sig om.

De to overordnede politifolk er begge ansat af rigspolitichefen på vegne af justitsministeren, der igen ansætter på vegne af den højeste udøvende magt, in casu dronningen.
Sådan er det også med tjenestemænd i Folkekirken, og det skal det blive ved med at være.

I sagen om afskedigelse af sognepræst Mette Villads Christensen i Ålborg Stift, Hjørring Provsti, var det DE FACTO provst og biskop, der fyrede præsten. Ikke pga. konfessionelle uoverensstemmelser, men pga. samarbejdsvanskeligheder med en organist og en kirkesanger, der skulle have rigeligt med tid til at indøve f.ex. "Den signede dag". Kirkeministeren støttede sin afskedigelse af Villads Christensen på indstillinger fra provsten over Hjørring Provsti og biskoppen over Aalborg Stift.
Trods opfordringer fra præstens advokat til at revurdere sagen på grundlag af nye og ændrede oplysninger, fastholdt ministeren fyringen og henviste til, at hun havde tillid til provstens og biskoppens indstillinger.

Nu ser det ud som om biskoppernes DE FACTO - magt ikke er nok. Nogle biskopper ønsker sig tillige en DE JUR - magt til at skille sig af med en præst, de ikke kan lide. Sagen fra Hjørring Provsti kunne også være endt med, at biskoppen havde indstillet, at man søgte en kirkesanger, der kunne læse og synge efter noder. Men sådan gik det ikke.

Biskoppernes magt er i forvejen stor nok. Ja mere end det.
Hvis vi ser bort fra sager, hvor præsten tømmer kirkebøssen ned i egne lommer eller sælger dåbsfadet eller alterkalken til markedsprisen for sølv, skal det ikke koste jobbet at have en anden teologisk vinkel på evangeliet end biskoppen.

Selvom jeg i forbindelse med Mette Villads Christensens fyring, har kritiseret kirkeminister Birthe Rønn Hornbech for blindt og passivt at læne sig op ad biskop Søren Lodberg Hvas´ indstilling, ser jeg dog helst, at ministeren som den øverste arbejdsgiver for både præster og biskopper har myndigheden til at afskedige gejsteligt personale, - og har myndigheden og ansvaret ALENE. Hvem hun så vil rådføre sig med, bliver hendes sag.

Det forhold, at vi for tiden har en aldeles uduelig kirkeminister, skal ikke betyde, at myndigheden og ansvaret DE JUR flyttes til biskopperne. Jeg har simpelthen ikke tillid til, at de vil eller kan nøjes med at forvalte ud fra objektive kriterier.

Carsten Snedsted
pens. socialrådgiver, Odense.

Da det fremgår af teksten, at det er biskop Kjeld Holm fra Århus, der fremsætter et ønske vedrørende præsters ansættelsesforhold, fristes jeg overordentligt til at spørge: Hvad med biskoppernes ansættelsesforhold, skal præsterne kunne indstille biskopper til fyring? – eller skal menighederne måske kunne gøre det? Både biskopper og præster er ansat som tjenestemænd, så det tilkommer efter loven kun staten, kirkeministeren at træffe afgørelser i nævnte sager. Det er imidlertid en trist og vattet bemærkning, som kirkeministeren kommer med.
Præster er ansat til at forkynde kristendommen ud fra kristendommens lære. Det er den tjenstlige forpligtelse, som præsterne har og den forpligtelse, som biskopperne skal tage stilling til – hvor ender vi ellers? Desværre har ”den humanistiske slange” i skiftende ham sneget sig ind i Den Danske Folkekirke og er med til at nedlægge den. Humanisme har intet med kristendom at gøre.

Først tænkte jeg såmænd ikke så meget nærmere over det, men da jeg så så nævnt af trådstarter at initativet kom fra netop Biskop Kjeld Holm må jeg også tilstå at visse alarmklokker begynder at ringe for mig med.

For vi har jo set en del eksempler her på det sidste at visse Biskoper nærmest fører små vendetaer imod præster der ikke retter helt ind, for ikke at tale om en meget politiserende tilgang til hvervet.



Og der rejser trådstarteren det glimrende spørgsmål, nemlig om ikke også præsterne burde have sanktionsmuligheder imod Biskopperne, hvis der tx. er et stort mistillids forhold mellem en gruppe præster og så deres Biskop.

Jo selvfølgelig skal der da være det, og det at Biskop Kjeld Holm nu vil gøre det endnu lettere for Biskopperne at fyre obstanastiske præster lyder for mig som en mand der ønsker den gode gamle mørke middelalder tilbage til Danmark, hverken mere eller mindre.

Måske er det derfor Kjeld Holm mfl yder et sådant forsvar for islam hver gang islam får vist sit sande ansigt istedet for at følge det præsteløfte om at bekæmpe vranglære for måske ønsker disse gejstlige vitterligen de dage hvor de regerede tilbage.

Visse dage synes det sådan.