Omkring højtiderne fortæller aviserne ganske ofte om danskernes tro og troløshed. Hvor mange danskere tror på Gud? Hvor mange tror på opstandelsen og så videre. Som ung filosofistuderende husker jeg selv, hvordan jeg var optaget af gudsbeviserne med den senere pubertære skuffelse over det løse grundlag, hvorpå argumenterne hvilede.
Gud døde gang på gang på erkendelsens alter gennem hele filosofihistorien. Forholdet mellem tro og viden er således ikke blot et forhold mellem teologi og filosofi, men tillige et dogmatisk udgangspunkt for mange ørkesløse diskussioner om Guds eksistens.
I mediebilledet er det særligt begrebet "eksistens", der volder problemer. Tror du på Guds eksistens? Hvis man svarer bekræftende, bliver det nærliggende at spørge: hvor, hvordan og hvorledes? Men det er selve spørgsmålet, der er problemet og ikke svaret.
Som en mulig filosofisk bestemmelse træder Gud frem i selve forholdet. Det vil sige som menneskets forhold til Gud. Denne opfattelse er selvsagt ikke ny. Det har filosofferne Kierkegaard, Buber og Levinas (for blot at nævne nogle få) udfoldet på mangfoldig vis. Gud set gennem et selvforhold, "det evige du" eller slet og ret forholdet til uendeligheden. Som et mere kontekstuelt og dermed konkret billede på gudsforholdet kan der imidlertid tegnes rammerne for en ny erkendelse, som jeg her ydmygt vil stille til skue.
Som filosof er jeg ansat som lektor på jordemoderuddannelsen, hvor jeg dagligt møder jordemødre og jordemoderstuderende, der fortsat forsøger at forædle kunsten at bistå kvinden under fødslen. Men hvad er hjertet i jordemoderkunsten? Det er kunsten at virke som forankret ledsager for kvinden. Dels at være kvindens anker midt i smerter og uvished, dels at ledsage kvinden på denne færd, hvor livet begynder på ny.
Men hvad er det så, jordemoderen konkret gør? Ideelt set gør hun ingenting. Som det væsentligste er hun tilstedeværende og mestrer kunsten at gøre ingenting rigtig godt. Det er muligheden for, at jordemoderen kan gribe ind, der er vigtig, og ikke, at hun faktisk gør det.
Uden at ville skabe en blasfemisk analogi ligger der kim gemt til en mere pragmatisk forståelse af gudsforholdet i jordemoderens praksis. Gud set som menneskets forankrede ledsager. Ikke blot en jordemoder for kvinden, men en forankret ledsager for tilværelsen.
Det er troen på, at Gud spiller ind, der bevirker, at Gud spiller med. Gud som medspiller og aldrig modspiller. Jordemoderen føder ikke barnet, men spiller med og skaber rammerne for den gode fødsel. Gud lever ikke vores liv, men skaber rammerne for et godt liv. Jordemoderen gør "ingenting" godt. Denne kunst mestrer Gud til perfektion. Klassisk betegnet som den "ubevægede bevæger".
Set fra dette synspunkt, set med denne analogi, er det ikke vigtigt at finde Gud et bestemt sted. Gud eksisterer ingen steder. Gud placerer sig derimod som forankret ledsager hos den enkelte og har dermed centrum alle steder. Dette billede er det eneste gennemgående billede af Gud i filosofihistorien, fra Platon over Pascal til blandt andre Kierkegaard.
På en lille papirlap har Kierkegaard tegnet en cirkel med et punkt i midten med den tilhørende tekst: Deus est sphera, cajus centrum ubique, circumferentia nus-quam. Gud er her at ligne med en kugle med centrum alle steder og omkreds intetsteds.
En mulig tolkning er, at Gud ikke træder frem som eksternaliseret tredje, men som et første personligt forhold - et centrum hos alle. Det vil sige, når mennesket eksistentielt sætter sig selv i livet og dermed vælger sin skæbne, skaber det et centrum og herigennem en allestedsnærværende Gud. Psykologisk set er der en dialektisk forbindelse mellem forholdet til os selv og forholdet til den anden. På samme måde kan der filosofisk siges at være en dialektisk forbindelse mellem forholdet til os selv og forholdet til Gud.
Mere konkret kan jordemoderen fungere som en billedlig iscenesættelse af denne forbindelse. Jordemoderen er fødselshjælper i forhold til den fødende kvinde - Gud er fødselshjælper i forhold til mennesket, der altid er svanger med ny erkendelse på livets scene.
Næste gang jeg bliver ringet op af en interviewer, der spørger, om jeg tror på Guds eksistens, vil jeg svare nej. Til gengæld vil jeg bede at få spørgsmålet omformuleret, så det lyder: "Tror du på Gud?" Hertil er svaret: Ja.
Jacob Birkler er filosof og ph.d.-stipendiat ved Syddansk Universitet og lektor på jordemoderuddannelsen, University College Vest