Hvorfor skal Tyrkiet med i EU?

- Kort sagt fordi Tyrkiet er et kandidatland, og fordi optagelsesprocessen er indledt. Så egentlig er det et lidt mærkeligt spørgsmål, for processen er allerede i gang.

Men hvad er fordelene ved at få Tyrkiet med i EU?

- Der er fordele for både EU og Tyrkiet. Tyrkerne får alt ud af et medlemskab: Demokratiet vil brede sig, menneskerettighederne bedres og så videre. Det er jo dét, vi kræver, for at landet overhovedet kan blive medlem. Og EU vil drage stor økonomisk fordel af det. Tyrkiet er et kæmpe land med omkring 75 millioner forbrugere, så det er et stort marked for EU's medlemslande. Samtidig vil det sikkerhedspolitisk være godt for EU at have en stabil, trofast partner, der geografisk ligger i så strategisk vigtigt et område, som Tyrkiet gør. Så det er en win-win-situation.

Flere er bekymrede for, at Tyrkiet værdimæssigt ligger for langt fra de europæiske lande. Hvad siger du til det?

- Tyrkiet er på mange måder en særlig udfordring. Både på grund af landets størrelse og dets muslimske baggrund. Men samtidig er Tyrkiet også det eneste muslimske land, der siden grundlæggelsen af republikken har orienteret sig mod Vesten og allieret sig med de vestlige lande. Det er et muslimsk land, der bruger demokratiske midler og har et parlamentarisk system. Det var et af de første lande, der gav kvinder valgret. Og det er et muslimsk land, hvor abort er tilladt. Så jeg mener faktisk, at Tyrkiet på sigt kan være med til at styrke værdifællesskabet i EU og samtidig berige den kulturelle mangfoldighed. Og så kan en optagelse af Tyrkiet i EU sende et signal til omverdenen om, at EU ikke er en lukket kristen klub. På den måde kan Tyrkiet blive rollemodel for mange mellemøstlige lande.

Flere europæiske politikere taler om at give Tyrkiet et privilegeret partnerskab i stedet for fuldt medlemskab. Hvad mener du om den model?

- Det vil underminere EU's troværdighed at vælge den model. Jeg er bestemt ikke naiv og kun forsigtig optimist i forhold til, om Tyrkiet kan leve op til kravene i optagelsesprocessen. Men der er ingen grund til at gå i panik. I sidste ende ligger bolden hos tyrkerne. Det er dem, der bestemmer, om de vil leve op til optagelseskriterierne - dermed også dem, der bestemmer, hvor hurtigt det skal gå. Vi skal være glade for, at tyrkerne ønsker at holde fast i reformprocessen, og så må vi tage den derfra.

christina@kristeligt-dagblad.dk