Det skal lykkes! Og det behøver ikke at gøre ondt

Situationen lige nu i folkekirken er præget af en hverdag, hvor kirken ikke magter at gøre særligt mange interesserede i den kristne tro. Hverdagen er fyldt op af det, vi plejer.

Jeg vil i det følgende beskrive den nuværende - og den nødvendige fremtidige situation ud fra præsteløftets ord om at forkynde evangeliet.

Jeg har som præst sagt ja til "at forkynde evangeliet", og jeg løfter opgaven med glæde sammen med andre. Det er den mest fantastiske opgave: At få lov til at råbe ud til offentligheden, at der findes en Gud, og at denne Gud har skænket mig livet og tilmed en evighed, som lige nu fylder mig med stor glæde og kærlighed. Det bør alle få at vide - så de også kan blive fyldt med stor glæde og kærlighed, så stor at den smitter, går fra hjertet til hænderne og rammer de fattige, hjemløse, ensomme og fangne - i form af mad, husly, nærhed og frihed.

"Forkynde" betyder at udråbe i en stor offentlighed. Jeg prædiker for 50-100 mennesker om søndagen. Det er en meget lille offentlighed i betragtning af, at der bor 7000 i sognet. Prædikestolen er et gammelt massemedie, men ikke et særlig effektivt massemedie.

"Evangelium" betyder glædeligt budskab. Hvor mange danskere oplever en glæde i det, der bliver sagt fra prædikestolen? Hvor mange danskere ville pege på kirken som det sted, de ville gå hen og finde en stor glæde? Hører man dåbsgæster sige: "Her fandt jeg en glæde så stor, at den gjorde noget ved mig! Jeg vil komme igen uden baby og blitz"? Næ. Tilbagemeldingerne er desværre, at det sagte enten var trist eller uforståeligt eller begge dele. Mange kan ikke finde frem til glæden i det sagte i kirkerummet. Hører man i offentligheden om mennesker, der fik glæden ind i sig og fik den givet videre til fattige? Næ. Ikke mange.

Mange melder sig derimod ud: 6000 på landsplan. 2000 i København om året. Vi gør det ikke godt nok i kirken. Anseelsen er lav, og den lave anseelse æder sig ind på arbejdslivet: Få gider være præster, og de nuværende føler sig ikke anerkendt. Av.

Alligevel er det som ømme tæer og ligtorne, når man taler om forandring. Men forandringen er nødvendig. Enten indfører vi den selv og styrer den - eller også kommer den selv og nedlægger flertalskirken i København.

"Forkynde" skal altså forandres fra "til de få" til "til alle". Og "evangelium" skal forandres fra "surt/ligegyldigt budskab" til "glædeligt/relevant/virkningsfuldt budskab". Og medlemstallet skal ændres fra "faldende" til "stigende (stabilt/svagt faldende)".

Det kan vi godt, hvis vi vil. Men vi kan også bare fortsætte, som vi plejer, og så nedlægge filialerne i forbindelse med stillingsledighed - sådan mindre drastisk og mere smertefrit - i takt med medlemsfaldet og de faldende indtægter.

Det vil tage tid at indføre den holdningsændring, som knækker kurven og gør det attraktivt og prestigefyldt at være ansat i folkekirken. Det kan godt lykkes, men det vil tage tid - og i den tid skal vi passe på hinanden.

Vi skal være et forbillede i omsorg for vores ansatte. Et forbillede for andre arbejdspladser. Det må gerne hedde sig: "Da folkekirken tog fat på de nødvendige forandringer, tog den sig tid til at indse, hvad det kom til at betyde for den enkelte, og tog hensyn til det". Vi bliver desværre nødt til at nedlægge nogle kirker. Jeg har hørt bispekandidater sige: "Vi skal ikke lukke kirker - vi skal åbne kirker!" Og: "Tag det nu roligt - gå hjem og sov på det!" Og: "Jeg ser ikke så pessimistisk på det! Nu ingen panik!".

Jeg vil dertil sige: Jeg er ikke i panik. Jeg er handlingsorienteret. Jeg er ikke pessimist. Jeg er handlingsorienteret. Jeg tager det roligt og er handlingsorienteret. Jeg sover, når jeg har handlet. Vi bliver desværre nødt til at lukke kirker. Tomme kirker kan med respekt for husets formål omdannes til ungdomsboliger, "pulpiturkollegier", hvor alterområdet bevares som andagtsrum for beboerne - som er kommende ansatte i kirken.

Det gør frygteligt ondt at tænke på den ændring i hverdagen, det vil være for de ansatte, at en kirke lukker. Men vi kan ikke blive ved at bruge penge på livsformer, der fører til tab. En del af den forandring, som er nødvendig i kirken, er en ændring i den enkelte ansattes arbejdskultur. Som situationen er nu, bliver der ikke talt så meget om at skaffe flere medlemmer til kirken. De kirkelige livsformer tager stadigvæk mest udgangspunkt i at gøre de i forvejen interesserede mere interesserede.

Jeg synes, det er meget enkelt: De, der ikke er medlemmer, skal blive medlemmer. Hvis vi som ansatte mener noget med det, vi siger, må vi også kunne sige klart til ikke-medlemmer: "Vi ønsker brændende, at I bliver medlemmer!" Når man spørger: "Hvad skal vi gøre ved det faldende barnedåbstal?", må svaret da være: "Vi døber dem, når de er gamle nok til at høre, hvor fantastisk det er, det, vi fortæller - og hvad det kan føre til. Det må være enhver præsts forpligtelse at skaffe medlemmer ved at døbe dem, der ikke er døbt. Det er en ændring i forhold til i dag. Vi skal ændre vores job fra "at holde gryden i kog" til "at bringe gryden i kog".

Det kræver, at den enkelte ansatte i kirken hurtigt og klart kan svare på spørgsmålet om, hvorfor det er vigtigt at tro. Altså relevansen. For mig handler kristendom om kærlighed. Jeg synes, at et voksendåbsforløb skal bestå af undervisning, dåb og et diakoniforløb, hvor den døbte udfører noget hos en af de kirkelige organisationer - altså et praksisforløb.

Vi skal danne et fællesskab i kirken (de første skridt til et demokratisk besluttende organ er taget), hvor vi ser, beslutter og handler - og tager ansvar for dem, der får ændret deres hverdag. Mange vil opdage, at forandringen blev god.

Herefter begynder vi at gøre kirken egnet til vækst. "Vækst" er et fag ligesom hebraisk. Det kan læres, selvom det lige nu er volapyk for mange. "Mission" hedder det, når man overbeviser andre om, at den glæde, man har i sig, kan smitte og virke. Ved at vise virkningerne (tag over hovedet, mad i maven, nålen ud af armen) vinder kirken sin troværdighed tilbage. Det kan vi godt.

Andreas Christensen er sognepræst i Rosenvænget Pastorat og bispekandidat i Københavns Stift