Bispevalg i København. Rummeligheden er truet

Det var ikke muntert at læse Anders Gadegaards bredside mod den såkaldte højrefløj. Han udstråler en teologisk overlegenhed, arrogance og nedladenhed over for anderledes tænkende, som ikke er klædelig.
Han forholder sig slet ikke til, at Det Nye Testamente har et langt rigere og mere nuanceret syn på spørgsmålet om kvindelige præster end den enstrengede og indsnævrede linje, han giver udtryk for.

Han negligerer fuldstændigt Jesus, som gør mænd og kvinder lige, men heldigvis ikke ens. Han glemmer, at Jesus ikke gjorde nogen af kvinderne til apostle, selvom han havde gode, begavede og troende kvinder i sin nærhed, en praksis, som kirken fulgte op på, så de alene valgte mænd til præste- og bispeopgaverne, og det argumenterer Paulus principielt for. Han glemmer, at størstedelen af den kristne kirke på jorden ikke går ind for ordningen med kvindelige præster.

At der findes medlemmer af folkekirken, som ikke går ind for ordningen med kvindelige præster, hindrer jo ikke de kvindelige teologer i at blive præster. De, der ikke ønsker kvinder som præster, vælger dem selvfølgelig ikke, og man går til de præster, man vil, ikke mindst i København. Sådan har det altid været, og sådan fungerer folkekirken bedst.

Så hvad er problemet? Der eksisterer ikke særordinationer mere. Det har Ole Bertelsen og Erik Norman Svendsen sørget for ved en nyere tolkning af ordinationsritualet som mange modstandere af ordningen med kvindelige præster har tilsluttet sig, senest jeg selv i "Kvinder på Herrens mark" og i dette blads spalter for halvandet år siden. Så hvad er problemet? Det er mærkeligt, at dette spørgsmål er blevet tema i bispevalget. Hvorfor mon? Det kan man jo tænke over.