Udfordringen til folkekirken

Mens for andre er livet blevet for tungt: ingen opbakning, ingen at hælde sit hoved til, ensformighed i hverdagen - og man giver sig til at leve gennem andres liv, i ugebladene eller gennem tv's reality shows. Misundelse bliver drivkraften. Politisk bliver det mere interessant, om en minister går på jagt for statens regning eller bor på dyrt hotel, end om han får forbedret sygehusvæsenet og sikret billige boliger til alle på mindsteløn.

"Ethvert folk står og falder med sin religion", siger Grundtvig. Hvad vi som fællesskab tror på, viser, hvem vi er. Det er folkekirkens opgave at give kød og blod til vores fælles tro. Derfor er det godt, at folkekirken og staten hører sammen. Så er der håb om, at det evangelisk-kristne menneskesyn stadig gælder hos os: at enhver ikke er sig selv nærmest, eller at det ikke er nok at være solidarisk med sig selv. Men at næstekærligheden er det bærende princip for vores samfunds indretning. At vi tænker ud fra, hvordan vi bedst kan gøre livet tåleligere for dem, der har det dårligst. At velfærd måles på, hvordan de ringest stillede har det. Forbindelsen mellem stat og folkekirke er blandt andet til, for at dette værdisæt fortsat skal præge vort samfund. Vi skal som kirke konstant bidrage til, at det sker.

Det er ikke bare gjort ved at råbe højere eller annoncere kraftigere om kirkens arrangementer. Vi kan ikke bare få befolkningen i tale ved så meget mere synligt og støjende at markedsføre de gamle sandheder i uændret form og skikkelse som på en anden markedsplads. - Som når to af mine medkandiderende til bispeembedet i København på hvert eneste valgmøde har gentaget, at "kirken skal først og fremmest være nær ved kirkens Herre". Eller: "Vi har Guds kærlighed i ryggen".

Det er jo ikke forkert, men det siger heller ingen ting, når det gentages i det uendelige. Kun ritualets sprog tåler den slags gentagelser. Det bliver til sprogligt abrakadabra, hvor man ikke aner, hvad ordene indeholder. Først når ordene får kød og blod, bliver personlige og afspejler det, der optager os, bliver de værdige at tro. Subjektiviteten er sandheden, det er i inderligheden, gudsforholdet udtrykker sig, har vi lært af Kierkegaard. Den udbredte spirituelle søgen er udtryk for den enkeltes personlige involvering i at få sammenhæng mellem det kaotiske liv og ens egen rolle og opgave. Og det er ind i den sammenhæng, den kristne forkyndelse skal tale.

"Biblen er ikke en opskrift på lykke, men inspiration til, hvad der kan give sindsro". Sådan har mennesker udtrykt sig i domkirkens Natkirke. "Hvor er her stille, roligt, smukt - og højt til loftet". Det sidste tydeligt ment i begge betydninger: den bogstavelige, katedrale skønhed - og den overførte: at herinde er der højt til loftet, fordi der er plads til vore individuelle måder at tænke om vores tro - og kun nænsomt formes det, vi bringer herind, af det budskab, der hører hjemme her.

Som når en natkirkegænger skriver: "Mit hjerte er Guds hjerte ... - Jesus er min port." Sådan ville en luthersk teolog ikke udtrykke sig: identificere menneskets hjerte med Gud selv. Det er vel snarere en buddhistisk inspireret tankegang. - Men så kommer tilføjelsen: Jesus er min port. Jamen, det er, hvad der kan ske: at kirken får meddelt, at Guds nærvær kun kan kendes i og gennem hans meddelelse til os i Jesus af Nazaret. I ham ser vi, hvordan Guds kærlighed er, og hvad den kan gøre for os. Jesus er porten til mødet med Gud, i vort indre eller midt iblandt os.

En af forudsætningerne for at være kirke i dette møde uden at lukke døre er at være villig til at bevæge sig ind i snart sagt et hvilket som helst betydningsrum for at se og erfare, om der kan komme noget godt ud af det. Vi skal som kirke gå med ud uden for vores tradition og bringe alt i spil i konfrontation med det, vi kender som kristendom. Prøve ånderne på Ånden, i al åbenhed, vel vidende, at Kristus er porten, kriteriet, prøvestenen.

Lad mig give et eksempel. Et af de største sociale problemer i Danmark er det omfattende alkoholmisbrug. Der er lige offentliggjort en undersøgelse, som viser, at en femtedel af alle unge i 9. klasse siger, de er vokset op i en familie med alkoholproblemer. Det er dybt bekymrende. For med misbruget følger ofte vold og omsorgssvigt.

En af de mest effektive måder at behandle alkoholisme på er den såkaldte tolvtrinsmodel, som er kendt fra Minnesota-kuren. Metoden har tydeligt religiøst indhold. De 12 trin låner tankegods fra såvel traditionel kristendom som nyreligiøs åndelighed: "Vi indrømmede, at vi var magtesløse (syndserkendelse). Vi besluttede at lægge vort liv over til Gud, sådan som vi opfattede ham. Vi bad ham ydmygt fjerne alle vore fejl (syndsbekendelse). Vi gik direkte til de mennesker, vi havde såret (forligelse)."

En sådan almen gudstro er jo som en ramme lige til at give indhold med Kristus-forkyndelse. Sådan skal kirken knytte til ved det konkrete behov, der er for hjælp (diakoni) og ved den form for religiøsitet, der findes hos de fleste, og gribe mulighederne dér for forkyndelsen af kristen tro.

Kirken forventes at være dér, hvor den behøves. Ved de store begivenheder i familielivet. Med tjeneste for lokalsamfundets udsatte. Med undervisning. Men kirken forventes ikke bare at være her som et serviceorgan. Forventningen er, at kirken med hele sit væsen, og det vil sige med alle ansatte og frivillige, alle menighedens aktive, selv personligt er en del af kirkens svar!

Kristen tro formidlet gennem personlig delagtighed. Budskabets troværdighed er afhængig af det personlige møde - i den forstand vil modtagelsen af forkyndelse i fremtiden afhænge af en ligeværdig samtale. Det giver sig af, at den søgende vil have svar på de spørgsmål, han eller hun selv stiller, og ikke dem, præsten stiller sig selv. Den nye kirkegænger vil med-virke, tales med, ikke blot tales til.

Det er kirkens største udfordring i dag: at gøre troen levende blandt folk. Så livsmodet vokser, åndskraften øges, og fællesskabet styrkes. Og livet opleves som uendelig dyrebart. Vi har intet at frygte og alt at tro. - Lad os hjælpe hinanden med at holde kirken levende engageret med at få det gjort tydeligt for alle. I ord og handling.

Anders Gadegaard er domprovst og bispekandidat i Københavns Stift