Den palæstinensiske pressefotograf Fady Adwans favoritfoto viser en anden side af livet i Gaza end krig og død. Aya Massauad på ni år er født uden arme. Hun bruger sine fødder som hænder og er altid glad, fortæller Fady Adwan, som er i Danmark med sine billeder. Aya lever trods sit handicap et normalt og lykkeligt liv i det krigsramte Gaza. --
- Fady Adwan.
Benjamin Krasnik |
7. maj 2009
Den palæstinensiske pressefotograf Fady Adwan er træt af et entydigt billede af krigszonen Gaza. I stedet for billeder af døde og bevæbnede militser vender han linsen mod andre sider af livet i Gaza-striben
Grædende kvinder, bombede bygninger, parader med bevæbnede børn og hjemmelavede Qassam-raketter, der sendes ind i Israel af hætteklædte militsfolk. Det er velkendte billeder fra Gaza-striben, vi dagligt udsættes for i medierne.
Den 30-årige palæstinensiske fotograf Fady Adwan er frygtelig træt af, at omverdenen ikke ser andre sider af livet i den lille palæstinensiske enklave, klemt inde mellem Israel, Egypten og Middelhavet, som tiltrækker sig så megen opmærksomhed.
Derfor har han gennem en årrække vendt kameraet væk fra Gaza-konfliktens grædende koner, gennemhullede bygninger og døde kroppe, som bæres på hænderne af skrigende folkemængder. I stedet portrætterer han gennem sin kameralinse den normale hverdag, der også findes i det konfliktramte område og fanger de almindelige palæstinensere, som blot forsøger at leve et liv som os andre uden stridigheder, vold og blodsudgydelser.
Fady Adwan er i Danmark for at vise sine billeder af børn, som leger eller optræder med sange og teater, palæstinensiske surfere i havet langs Gazastriben og gamle mænd, der sælger dadler på på det lokale marked, souq'en.
- Det generelle billede af palæstinenserne i de vestlige mediers nyhedsstrøm fra Gaza er, at de er bevæbnede og altid i krig. Hvis det er kvinder eller børn, handler det altid om lidelse, siger Fady Adwan til Kristeligt Dagblad.
- Billeder af krigen og volden bliver vist om og om igen. Gaza er andet end død og vold, men det er der ingen, der viser. Jeg vil gerne ændre det generelle syn og vise omverdenen, at palæstinenserne også er et kultiveret folk.
- De har en historie. De elsker livet og vil have fred. Palæstinensiske kvinder er ikke altid dækket fra top til tå eller militante. Børn i Gaza er som børn alle andre steder. De leger og går i skole. De løber ikke rundt og smider med sten eller råber, siger han.
Fady Adwan bor i Gaza og har konflikten mellem Israel og palæstinenserne tæt inde på livet. Han kan derfor ikke undgå konflikten og viser også den grumme side af virkeligheden i Gaza, når den ofte rammer det lille område, der ikke er større end Langeland.
Fady Adwan er fotograf for nyhedsbureauet AP og har både som journalist og fotograf gennem en årrække dækket konflikten, og hans billeder af vold og ødelæggelser fra Gaza bliver brugt i internationale aviser som Washington Post og New York Times.
Det har også sin pris at arbejde midt i det mest dækkede brændpunkt i verden. Fem af Fady Adwans kolleger og venner har måttet lade livet, mens de arbejdede, og hans eget hus er blevet fuldstændig ødelagt.
- Ingen er i sikkerhed. Alle er i fare, ligegyldigt hvor de befinder sig. Jeg er også mål for angrebene. Når jeg er hjemme, bliver jeg bombet. Men jeg er ikke bange. Det er min pligt som palæstinenser at vise, hvad der sker med mit land. Der er ingen måder, man kan undgå det på. Jeg er palæstinenser, før jeg er fotograf, siger Fady Adwarn, som står fast på, at Israel sidder alene med ansvaret for, at der bliver fred i området.
- Problemet er ikke på vores side, men Israels. Vi har ikke våben, bulldozere eller tanks. Palæstinenserne hader krig og elsker fred. Hvis vi får fred, laver vi en palæstinensisk stat.
Kan man leve midt i en krigszone og samtidig bevare sine journalistiske idealer om objektivitet?
- Som journalist er det en del af hverdagen. Jeg vil give mit liv for, at sandheden kommer frem. Man står op hver dag og går på arbejde. Man vænner sig til at leve under disse uhyrlige omstændigheder. Det er en del af min hverdag. Hvis man hører en eksplosion, tager man hen til stedet. Men hvis der ikke sker noget, så finder man en helt normal historie fra hverdagen om palæstinensisk kultur, siger Fady Adwan, som ikke oplever, at Hamas, der sidder på magten i Gazastriben, og som betragtes som en terrororganisation af EU, forhindrer ham eller andre journalister i deres arbejde.
- Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Jeg bliver ikke holdt tilbage af nogen. Det er et åbent samJeg tager billeder af Hamas-parader, hvor folk bærer våben, siger Fady Adwan.
På hans udstilling kan man også se en række billeder fra den seneste krig i Gaza tidligere på året, blandt andet af døde børn og ødelagte bygninger. Men Fady Adwan håber dog, at hans billeder vil flytte fokus til den mere menneskelige side af Gaza og vise, at folk dér også har et normalt liv, danser, leger, handler på markedet og går på stranden.
Gaza-konflikten: En pressefotografs personlige oplevelse af krigens kultur. Kunsthallen Nikolaj, Nikolaj Plads 10, København. Udstillingen kan ses til den 10. maj.
krasnik@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad