Det ligger dybt i moderne mennesker, at troen er en privatsag, som hører til i hjertets inderste lønkammer. Lønkammeret skal man ikke gøre til en folkestue, og det er en gammel sandhed, at mennesker omgærder det, der er af virkelig betydning for dem, med en vis blufærdighed. Men hvis troen forbliver ordløs, tavs og tilbagetrukket, er den med til at tage livet af en del af troens praksis, nemlig bønnen, og i længden vil det, der er tavst, forsvinde. Derfor er bøn og tro nært forbundne størrelser, og derfor har det præget danskernes trosliv, at også kirken igennem mange årtier har haft et for blufærdigt forhold til bøn. Selv for mange præster er det at folde hænderne og bede ingen naturlig eller selvfølgelig ting.

For fem år siden udgav daværende biskop Jan Lindhardt en lille bog om emnet skrevet på netop denne erfaring. Han selv havde forkastet det at bede, herunder bordbøn og takken til altings giver, som han formulerer det, ligesom han havde taget afstand fra al anden ydre fromhed. Men nu måtte han erkende, at noget vigtigt er gået tabt, og bogen om bønnens store betydning var hans bidrag til at tilbagerobre noget af det tabte land.

Imorgen fejrer folkekirken så igen store bededag. En underlig, verdslig højtidsdag, som vi i Danmark er ene om at have i den kirkelige kalender. Dagen blev i 1686 resultatet af sammenlægningen af mange bods- og bededage og har siden været tænkt som en lejlighed til at sætte bøn på dagsordenen i alle landets kirker. Men forlegenhed over en bods- og bededag har fået mange præster til konsekvent at gøre dagen til store konfirmationsdag i stedet. Det er ærgerligt, for den fortrængning af bønnen fra danskernes trospraksis, som kirken med sin tavshed selv har taget del i, må der gøres op med.

Meningsmålinger viser løbende, at mange danskere beder. Samtidig er der på en række andre områder grøde i det personlige trosliv. Derfor er der ingen grund til, at kirken fastholder fortidens blufærdighed om bønslivets betydning.

I forordet til bønnebogen bag i den danske salmebog står der: "at bede er med hele sit liv og med alt, hvad det rummer af sorg og glæde, at forlade sig på Gud og stole på hans gode vilje, uanset hvordan det går." Bøn er med andre ord en erkendelse af, at vi som mennesker ikke råder over alting, endsige har kontrol over vores liv, men derimod må vende os mod Gud og derved vende opmærksomheden væk fra os selv. Den øvelse er basalt sund.

At bede er i al væsentlighed at tale med Gud, at takke og at anråbe om hjælp eller omsorg, også for andre, så vi kommer ud over os selv og giver troen ny næring. bjer