Det kan da godt være at bøn er et tabu for nogen danskere. For mig - og jeg tror også, det er det for mange andre - er det en privatsag. Det kommer ingen andre ved, men er en sag mellem Gud og mig, jvf. Matthæus kap. 6, hvor vi får Fadervor:

v5 Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn.

v6 Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Bøn.
KD har 7. maj en udmærket side om bøn. Der er jo ingen tvivl om, at bøn i hjemmene er blevet meget sjældent. I min forældregeneration var en kort bordbøn meget almindelig. I andre hjem i min bekendtskabskreds var fælles aften- eller morgenbøn også brugt. Ved vore spejdermøder var bøn en naturlig del af afslutningen. Da jeg blev 17 år, blev jeg valgt ind i en lokal KFUM-bestyrelse. Jeg fik min første mærkelige oplevelse her ved afslutningen. Pludselig rejste alle sig op, vendte om og knælede med hovedet ned i stolen. Så bad man en efter en om et eller andet. Da turen kom til mig, syntes jeg at alt havde været på tale, så jeg tav.
En anden oplevelse. Efter sergenteksamen i Ringsted inviterede jeg mine soldaterkammerater til at spise i mit hjem. Min far havde som ung været soldaterhjemsleder, så da alle disse unge soldater var samlet, bad han højt bordbøn. Jeg kan endnu fornemme mine soldaterkammeraters undrende tavshed. Jeg tror, min far følte sig sat tilbage i ungdomstiden.
Således i gamle dage, og der er ingen tvivl om, at kristendommen er blevet en meget mere personlig sag, som man ikke trænger sig på med i offentligheden. Det er vel også derfor, at skolernes kristendomsundervisning ikke mere må være forkyndende, så fadervor ikke skal bruges i store forsamlinger.
Personligt har jeg det svært med store forsamlinger, hvor en taler udråber et eller andet ud over folk, som forventes at være enige. Det er måske et krigssyndrom. Jeg er heller ikke glad for fællesbønner i kirkerne, hvor man som kirkegænger bliver taget til indtægt for præstens bøns indhold. Eks. bede for kongehuset, hvis man er republikaner. Bede for krigen, hvis man er modstander heraf. Så bliver min andagt i hvert fald spoleret.
Når der så i KD fortælles, at der i 2010 skal komme en ny samling af bønner, så håber jeg, at man undlader at medtage sådanne, som skal bruges i store forsamlinger, og hvor særlige forhold medtages. Derved risikerer man måske også, at bønnerne bliver ”tandløse” og almindelige, men det er Fadervor jo netop et godt eksempel på. Den bøn kan vi alle, som vil bede godt deltage i.
Men i almindelighed er fællesbønner efter min mening ikke særligt velegnede, da jeg også opfatter bønnen som en personlig ”samtale” med Gud.
Man skal sikkert være ualmindelig naiv og enfoldig for at tro, at bøn til Gud er noget, som kan gøre en forskel. Tidligere kunne kirkerne som ”åndelig magthaver” få store menneskegrupper til at følge, hvad de lagde frem. Nutiden er meget individuel. Derfor må det give sig udtryk på en mere personlig måde. Det håber jeg, at Jørgen Demant kan klare.
Søren Hansen

Jeg har med interesse læst dit indlæg om bøn, Søren Hansen -og jeg er ikke enig. Måske fordi jeg fra min frikirke er vant til at flere fra salen, lægfolket, for anledning til at bede i en gudstjeneste. Det kalder jeg fælles bøn.

Bønslivet er for mig noget meget vigtigt. Det gælder lønkammerbønnen, hvor jeg er alene med Gud, det gælder bordbønnen, som vi stadig bruger i vores hjem, det gælder den fælles andagt, som min kone og jeg kan have med hinanden, det gælder enkeltmandsbønnen fra flere i en bibelkreds, det gælder bønnerne i menigheden, det gælder bønnerne Store Bededag i Helligåndskirken på Strøget i København, hvor mange nydanske kristne sammen med etniske danskere beder for Danmark, det danske folk, folketinget og regeringen m.m.

Og så er jeg meget uenig med dig, når du skriver: "Man skal sikkert være ualmindelig naiv og enfoldig for at tro, at bøn til Gud er noget, som kan gøre en forskel." Jeg tror, t bøn gør en forskel. Jeg har oplevet det - mange gange. Både i mit daglige liv og i min tid som missionær i Grønland (13 år) Og jeg føler mig bestemt ikke hverken naiv eller enfoldig.

Bjarne Nederby Jessen

Kære Bjarne Nederby Jessen.

Jeg regner mig selv for naiv og enfoldig. Der kan måske findes bedre udtryk, men når jeg begynder at tænke logisk og konsekvent på kristendommen, som den er overleveret os, så bliver det farligt for min tro.
Nogle siger, at man skal være heldig, hvis man kan gennemføre et teologisk studium og bevare troen.

Jeg har med glæde fulgt TV-serien om "Det lille hus på prærien". Her forekommer den enfoldighed, som får dem i familien til at holde fast i, at Gud leder dem. De har ikke så mange spekulationer. Det skal nok gå, som Gud vil. Sådan er der ikke mange moderne mennesker, som har det.

Tro er for mig en gave fra Gud. Vi har den eller ikke. Vi kan ikke selv ved pisk, tvang eller suggestion anden måde skaffe os tro. Vi kan bede Gud om at give den til os.

Det kan derfor være af stor betydning at være sammen med andre, som har samme mening. Det er vel også derfor den kristne kirke har splittet sig op i ofte meget små grupper.

Sådanne steder vil fællesbøn, forstået som en bøn der fremsiges på forsamlingens vegne af en person, sikkert være velplaceret, lige som den du omtaler, hvor man i fællseskab beder stille for sig selv, eller andre former.

Det, som jeg synes er overgreb på en forsamling er, hvis der f. eks. bedes om noget, som man ikke kan være sikker på, at alle er enige om. Det er i disse tilfælde, at jeg får ubehagelige minder om store forsamlinger, som vildføres.

Disse overvejelser er også årsag til, at jeg ikke synes, at man skal bede fadervor i folkeskolen, hvor alle slags religioner kan samles. Jeg ved godt, at Haarder siger, at man kan fritages, men han er ikke altid et orakel.

Alle elever skal efter min mening lære om bønner i folkeskolen, men det skal være i forbindelse med behandling af de forskellige religioner, som kan komme på tale.

At lære at bede, det er menighedens, præsternes og hjemmenes opgave, hvis de har døbt børnene. Her er fadervor jo, som Jesus fortæller os, en fantastisk bøn, som netop ikke har alt det svulstige og ofte uforståelige.

Altså, alle de steder, hvor man kan være sikre på, at deltagerne er af samme mening, der er fællesbøn selvfølgelig helt i orden. Så i den forstand er du jo så heldig, at have skilt dig ud af det store fællesskab, hvor du netop kan møde de problemer, som jeg har omtalt.
Venlig hilsen
Søren Hansen

Kære Søren Hansen!

Jeg har nu ikke skilt mig mere ud af det store fællesskab, som du udtrykker det, end at jeg jævnligt er til gudstjeneste i folkekirken eller er med i andre folkekirkesammenhænge. Jeg har mit faste ståsted i Det Danske Missionsforbund, men er så meget økumenisk, at jeg kan glæde mig over at være til gudstjeneste i så godt som alle kristne sammenhænge.

Jeg forstår godt, hvad du mener, når du siger det, du gør, omkring fællesbøn i folkekirken, men jeg er ikke enig med mig. Der går ikke noget i stykker i mig, fordi præsten beder for noget, som jeg ikke lige er enig i.

På samme måde er jeg ikke enig med dig i, at Fadervor skal holdes ude af skolen. Fadervor er så meget en del af vores kulturarv, at jeg synes, man skulle bede Fadervor i langt flere skoler end man går, men jeg finder det vigtigst, at det er noget den enkelte skole: skoleledelsen, lærerrådet og skolebestyrelsen tager stilling til.

Bjarne Nederby Jessen

Kære Bjarne Nederby Jessen.

Jeg har faktisk godt forstået, at du er økomenisk indstillet, så min bemærkning går blot på, at sådanne forsamlinger, som søger sit eget, også vil være så enige, at det er lettere at bede fællesbøn.
Jeg kan da også godt finde manna i en katolsk gudstjeneste, selv om der er en masse, som jeg ikke kan lide.

Vi havde i sin tid en præst, som nu er en ret berømt salmedigter, som nogle ikke var så glad for. Nogle gange har jeg set demonstrationer mod ham. Jeg sympatiserede meget med hans synspunkter, men det var da ikke heldigt, at de gav splid i sognet.

Derfor må fællesbønner i den brogede folkekirke tage hensyn til folks forskellighed. Noget andet er hvad der sker i en prædiken, som jo er prædikantens private udsagn. Politik kan ganske vel splitte sognet. I et ikke så fjernt sogn er der en præst, som gør sig meget gældende som liberalist privat. Det vil vel også smitte af på menighedslivet på en eller anden måde. Liberalisterne er sikkert glade.

Vi har også set, at Indre Mission og Grundtvigianere kan splitte. Sikkert fordi det personlige tager overhånd over det åndelige.

Når du nævner vores kulturarv, så må jeg spørge, fra hvilket tidspunkt regner du? Odin og Thor! Nej jeg ved du regner fra Ansgar, men i den tid er der jo også sket en enorm udvikling, som i høj grad er gået mod det personlige. Tænk bare på Luthers indflydelse og kirkekampene op i tiden.

I DK ser det ud til, at religionen er blevet en meget personlig sag, og nogle har benyttet ordet blufærdighed for at beskrive den religiøse tilstand. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan fadervor på min skole blev ovefladisk og intetsigende, fordi bl. a. der blev disciplinære problemer.

Derfor mener jeg, at vore elever i folkeskolen skal have en meget bred og god undervisning i religion, men folkeskolen er ikke mere kirkens forlængede arm.

Hvis ikke folkekirken kan klare sig alene, så er der ikke meget ved den.
Venlig hilsen
Søren Hansen

citat:
Hvis ikke folkekirken kan klare sig alene, så er der ikke meget ved den.



Det har du ret i, men hvad skal vi så gøre? Udviklingen igennem de sidste 50 år viser jo tydeligt hvad der sker når den enkeltes moral skal stå alene.

Kim

Det er jo et kort og ret klart spørgsmål, men svaret er ikke så enkelt.

Man må først gøre sig klart, hvem der har det primære ansvar for folkekirken i et sogn. Det er efter min mening menighedsrådet. Det er her, at penge fordeles, og penge skal der altså til.

Så må dette råd gøre sig klart, at man ikke skal regne med, at andre uden for sognet løser sognets problemer.

Når menigheden - repræsenteret ved menighedsrådet - i overensstemmelse med dåbsbefalingen døber børn, pådrager menigheden sig også ansvaret for disse menneskers kristelige opdragelse.

Det er efter min mening ikke forældrene, skolen, kristelige foreninger som spejderne, KFUM, missionshusene osv, som skal påtage sig opdragelses- og forkyndelsesarbejdet.

Det vil betyde, at menigheden skal have en større skare af lønnede personer, som kan klare de undervisningsmæssige og andre praktiske opgaver, som må sættes i værk for at klare opgaven.

Dette skal naturligvis udføres i nær kontakt og samarbejde med de mennesker, som danne menigheden. Disse er som menighed også medansvarlige for, hvad der foregår, - de har jo valgt menighedsrådet, og kan ikke derefter bare læne sig passivt tilbage.

Undervisning og udvikling skal tilpasses alle sognets - der er jo nogle personer, som ikke føler sig som en del af menigheden - aldersgrupper, da menneskene jo på forskelligt tidspunkt i deres liv får lyst til at deltage i sognets menighedsliv.

Meget af dette er slet ikke nyt, og meget foregår allerede, men jeg mangler i offentligheden en pointering af, hvem der egentligt har ansvaret. Her kommer man så ikke uden om at drøfte folkekirkens struktur.

Søren Hansen

I gamle dage var det skolen, forældrene og kirken der gav de nye generationer det religiøse og moralske grundlag, men efter 68 mistede skolen den opdragende funktion og vuggestuer og børnehaver tog heller ikke dette ansvar, da forældrene ikke længere havde samme mulighed for at opdrage deres børn.

Kære Søren Hansen!

Jeg vender lidt tilbage til denne debattråd. Du skrev den 8. maj: "Derfor mener jeg, at vore elever i folkeskolen skal have en meget bred og god undervisning i religion, men folkeskolen er ikke mere kirkens forlængede arm."

Vi er næsten enige. Vi er i hvert fald enige i, at eleverne skal ahve en meget bred og god undervisning, men jeg mener, at faget fortsat skal hedde kristendomskundskab, fordi det primært skal handle om kristendommen. Men faget skal naturligvis have grundige afstikkere til andre religioner, herunder hinduisme, buddhisme og islam og så skal det indeholde en del filosofi.

Samtidig mener jeg at faget skal tildeles 2 timer om ugen i stedet for 1, som nu. Et en-timesfag bliver let sådan ét inspektøren/fagfordelingsfolkene lige kan bruge til at fylde op med i en lærers skema. Derfor får en del lærere faget mere af nød end af lyst. Det er forkasteligt. Der må stå mere respekt om faget i folkeskolen.

Desuden er det vigtigt, at folkekirken har såvel mini-konfirmand-undervisning som konfirmandundervisning.

Og sidst men ikke mindst, så ligger ansvaret for oplæring i kristentro jo hos forældrene. Skolen kan give kundskab om kristendom, mens kirken og forældrene kan oplære i den kristen tro.

Bjarne Nederby Jessen