Jeg synes, at lederen har de helt rigtige takter og berører de grundlæggende problemer ved gennemførelsen af valg i folkekirken:
1. Valgbestyrelsen er amatører, som ikke har prøvet at gennemføre hverken valg eller urafstemninger tidligere.
Heldigvis har folkekirken i København kvalificerede menighedsrådsmedlemmer, som har været valgstyreformænd/medlemmer ved valg til Folketinget, EU, Kommunalbestyrelser og Regionsråd, samt MR-medlemmer, som har forestået urafstemninger i politiske, faglige og alment-nyttige organisationer. Det samme gælder helt sikkert i Frederiksberg og Bornholms kommuner. De burde være valgbare til valgbestyrelsen ved bispevalg, så deres kvalifikationer kunne komme Folkekirken til gavn, og vi kunne undgå den slags pinligheder, som vi har oplevet i det pågående bispevalg.
2. Kirkeministeriet burde afstemme sine valgregler med "Velfærdsministeriet" (tidl Indenrigsministeriet), som har en lang erfaring med at afholde valg, - og åbne mulighed for, at valgsekretariatet sammensættes ikke blot af medarbejdere i stiftsadministrationerne - men også af kvalificerede medarbejdere fra de kommuner, som berøres af valget.
Selv havde jeg som valgsekretær ved afstemningsvalget i Maria sogn i 2004 stor glæde af at kunne trække på de kompetente medarbejdere i Københavns Kommune, som jeg kendte fra flere valg - og som havde forstand på, hvordan man gennemfører et valg.
3. De forskellige kandidaters stiller-lister burde kunne levere medlemmer til en valgbestyrelse, som det er tilfældet ved andre valg her i landet, hvor det er partiernes egne medlemmer, som får ansvaret for gennemførelse af valget. Det kunne bidrage til at få en kompetent og kvalificeret valgbestyrelse.
Jeg er nemlig helt enig med KD's leder: man er jo ikke kvalificeret til at gennemføre et valg, bare fordi man er medlem af et provstiudvalg.
mvh
Jens Johansen,
sognepræst Mariakirken








































