Der er så meget, der kan gå galt under pave Benedikt XVI's igangværende rejse til Jordan, Israel og Vestbredden den 8.-15. maj. Han skal fremme den katolske kirkes forhold til jøderne, vise solidaritet med de palæstinensiske kristne og føre en fornuftig samtale med muslimerne. Alle håber på politisk gevinst af mødet med paven, og da deres interesser typisk er modsatrettede, er der virkelig lagt op til en pavelig linedans. Måske er det også derfor, at Benedikt selv minder om, at hans rejse er en pilgrimsfærd med de undertoner af religiøst mål og personlige strabadser, der ligger heri.

Forbindelserne mellem Pavestolen og Israel vil stjæle meget af billedet, for de næres af det teologiske slægtskab mellem jødedom og kristendom og sættes både i relief af århundreders gensidig mistro og af vigtige fremskridt i den indbyrdes dialog i løbet af de sidste 50-60 år. Den forværrede israelsk-palæstinensiske konflikt vil også fylde meget, og paven vil opleve den på første hånd, når han den 13. maj besøger et katolsk børnehospital i flygtningelejren Aida Camp kun to kilometer fra Betlehem, hvor han skal fejre messe. Besøget i Betlehem vil tillige sætte fokus på de kristne palæstinensere, der ofte overses i konflikten, og som er under hårdt pres fra deres muslimske landsmænd.

Pavens rejse til "Det Hellige Land" omfatter dog ikke kun Israel og Vestbredden. Jordan, hvor turen begyndte i går, hører også med, og kontakten til den muslimske verden er blevet så vigtig for Pavestolen, at paven har sat hele tre dage af til Jordan, inden han den 11. maj flyver til Israel

Besøget i Jordan er pavens første i et arabisk og muslimsk land siden turen til Tyrkiet i november 2006. Den rejse kom i kølvandet på Benedikts Regensburg-forelæsning, der vakte furore blandt muslimer, fordi han citerede en middelalderlig byzantinsk kejsers kritiske bemærkninger om Muhammed. Krisen rensede dog også luften, og sidste år blev der holdt et katolsk-muslimsk topmøde i Vatikanet, hvor en permanent arbejdsgruppe med deltagelse af teologer og religiøse ledere fra hvert eneste muslimske land og alle væsentlige strømninger i islam blev nedsat. Det arbejde er ret overset i offentligheden, og det er nok godt det samme, for diskussionerne er spegede, og større opmærksomhed kunne skade processen.