Ida Jessen er et menneske, der insisterer på at gøre sig umage. Det gør hende trist, når hun oplever mennesker, der sløser med deres tilværelse, og undervejs i vores samtale går det pludselig op for hende, hvorfor det er, hun skriver sine bøger.
- Jeg rusker mig selv igennem med de her bøger. Så jeg ikke bliver for selvfed og drukner i forestillinger om, at livet er et sted, hvor jeg kan gøre, som jeg vil. Jeg kan ikke respektere menneskelig dovenskab, men jeg frygter den jo også i mig selv, derfor er jeg nødt til at ruske. Sådan har jeg aldrig formuleret før, men jeg er sikker på, at det er sådan, det er.
Sætningerne afbrydes af eftertænksomme pauser. Der hersker ingen fortravlethed i Ida Jessens nærvær. Selvom kufferterne står pakket, og hun egentlig er på vej hjem efter en arbejdsuge på litteratur- og oversættelsescentret Hald Hovedgård ved Viborg, er hun intenst nærværende og virker ikke, som om hun har lyst til at være nogen som helst andre steder end netop her netop nu.
Den 25. august udkommer hendes nye roman, "Børnene", der er den tredje bog om mennesker og deres indbyrdes forhold i den fiktive landsby Hvium i Himmerland. De to første ,"Den der lyver" og "Det første jeg tænker på", har gjort hende til en af Danmarks mest læste forfattere, og hun er elsket for sine historier om de dybeste og vigtigste ting i livet. "Børnene" er færdigskrevet og ligger nu til korrekturlæsning og færdigbearbejdelse hos Gyldendal. Ida Jessen har dermed færdiggjort den trilogi om Hvium, som hun begyndte for 10 år siden, men åbner alligevel en dør på klem for, at der kan komme flere historier fra den kant.
I den nye roman er personer fra de to andre Hvium-bøger flettet ind, men hovedpersonen er ny, og det er den menneskelige konflikt, der er omdrejningspunktet, også. Denne gang handler det om forholdet mellem den midaldrende sundhedsplejerske Solvej og hendes datter Christiane.
- For mig begynder en bog altid med en dyb personlig anfægtelse, siger Ida Jessen og slår fast, at den netop er dyb personlig og ikke egnet til avisens spalter. Det har slået mig, at børn altid har ret til at dømme, og at det i vores samfund er forældrene, der står med skylden i det øjeblik, der bliver udtalt en dom. Før Freud var det forældregenerationen, der havde magten, men sådan er det ikke mere. I dag opdrager vi vores børn med stor og udelt opmærksomhed. Det gør vi selvfølgelig for at møde børnenes behov og for at vise dem vores store kærlighed, men jeg tror også, vi gør det af angst for at blive dømt af vores børn. Jeg har ikke nogen entydig holdning, jeg konstaterer blot, at det er sådan, og at jeg synes, det er så interessant, at jeg har haft lyst til at grave mig ned i det og skabe et persongalleri omkring det, siger hun.
Romanens hovedperson, Solvej, er omtrent på alder med Ida Jessen, der selv er mor til en teenagedatter. Nærmere kommer vi ikke den personlige anfægtelse, men Ida Jessen vil gerne fortælle, at hendes forfatterskab naturligt følger hendes egen alder og udvikling.
- Da jeg var ung, skrev jeg om unge kvinder. Nu er min hovedperson en midalderende kvinde, og forhåbentlig bliver jeg ved med at synes, at livet er så interessant, at det er værd at skrive bøger om , siger hun.
Det, der interesserer den 44-årige forfatter, er først og fremmest konsekvenserne af det levede liv. At alt det, vi gør og ikke gør, har betydning og sommetider endda får katastrofale følger. Som da præsten Lisa i "Det første jeg tænker på" lader sin søn Gustav cykle alene hjem fra en kammerat i stedet for at hente ham, som han beder hende om. Gustav bliver dræbt af en flugtbilist, og Lisa må for altid leve med, at hun tog den forkerte beslutning. På samme måde bliver der taget beslutninger og sagt ting i "Børnene", som får fatale konsekvenser, ligesom de uudsagte ting har stor betydning for personernes videre liv.
- At være til har en konsekvens. Jeg tror ikke på, at der er bevidst ondskab i de almenmenneskelige ting, jeg skriver om, men jeg tror meget på, at mennesker kan handle rigtigt, og mennesker kan handle forkert. Vi skal altid bestræbe os på at handle rigtigt, men når vi handler forkert, er der ofte en forklaring på det.
- Det er de forklaringer, som jeg er så optaget af at nå frem til. For mig er det meget vigtigt at forstå, hvorfor mennesker handler forkert eller siger de forkerte ting. Jeg tror, der er masser af situationer, hvor man bliver presset til at handle forkert, og det er vigtigt for mig at forstå for ikke at komme til at fordømme.
- Det rareste er, hvis man kan sige til sig selv, at man altid gør alting så godt, som man kan. Jeg vil med mine bøger gerne henlede opmærksomheden på de her hverdagsproblematikker, hvor man spørger sig selv: Gør jeg nu tingene så godt, jeg kan? Jeg mener, at vi altid skal kæmpe for at gøre vores bedste. Vi skal ikke lægge skylden på andre, men reflektere over, hvordan vi hænger sammen med andre mennesker. Og så skal vi ikke være for optagede af ting, der ikke betyder noget. I de senere år har vi været vanvittigt optagede af, hvor mange penge vi kunne skrabe til os. Den slags er fuldstændig fraværende i mine bøger, for det er så ligegyldigt.
- De bøger, jeg selv bliver allermest oplivet af at læse, er bøger, der husker mig på, hvad det vil sige at være menneske, og det er blandt andet, hvordan vi behandler vores medmennesker, siger Ida Jessen.
Det ligger hende fjernt at missionere eller løfte pegefingre. Til gengæld har hun et stort ønske om at fortælle sine historier, så tingene kan ses fra flere sider.
Ida Jessen er opvokset i den midtjyske by Thyregod. Her var hendes far, Peter Jessen, sognepræst, og moderen, Gudrun Jessen, underviste i engelsk og latin på gymnasiet i Ikast. Forældrene er i dag pensionerede, men stadig en vigtig del af forfatterens liv. Den netop overståede uge på Hald Hovedgård tilbragte Ida og Gudrun Jessen sammen om at oversætte canadieren Alice Munros novellesamling "Runaway", og moderen er tillige ofte sparringspartner og hjælper til med research i forbindelse med Ida Jessens skrivearbejde. Med faderen diskuterer hun litteratur, da de to ofte læser de samme bøger.
Opvæksten i en præstegård har gjort hende fortrolig med kristendommen og det folkekirkelige univers, men troen fylder ikke meget i hendes liv i dag.
- Hvis jeg er noget, så er jeg skabskristen, griner hun og tilføjer, at det er mere ordene end troen, hun har taget med sig fra præstegården.
- Sådan et sted betyder ord enormt meget. Det at ville sige noget, noget, der giver mening, det har jeg med mig.
I Ida Jessens forfatterskab ligger en grundtone af næstekærlighed, og hun er intenst optaget af etiske spørgsmål, men når vi skal bestræbe os på at tage de rigtige beslutninger, handler det for hende ikke om, at Gud holder øje med os, eller at vi skal sørge for at komme i den rigtige kø på dommedag.
- Jeg tror på, at det er lige nu og her, det sker, og så tror jeg ikke på retfærdighed. Hvis der sker noget forfærdeligt, er mange mennesker tilbøjelige til at søge en retfærdighed, men det er ikke noget, man kommer nogen vegne med. Hvis man virkelig som menneske bliver prøvet hårdt, så er der ingen retfærdighed, der gælder, og det er min erfaring, at man bremser sin helbredelse ved at koncentrere sig om retfærdighedsspørgsmålet. Kan man lade være med at forlange retfærdighed, så tror jeg, der ligger en forløsning i det, siger Ida Jessen.
I hendes bøger bliver personerne hårdt prøvet, og Ida Jessen kalder da også sig selv for et "katastrofemenneske". Ikke sådan, at hun går og bekymrer sig over alting, men hun holder ligesom alle muligheder åbne og har let ved at forestille sig det værste.
- Stephen King har sagt, at han skriver sine spændingsromaner for at holde sin egen skræk i ave. Det er jo en form for besværgelse, og sådan er det nok også for mig. Hvis jeg gennemlever det værste på skrift, så har jeg ligesom oplevet det. Syv, ni, tretten må jeg vist hellere sige.
Når Ida Jessen skriver sine romaner om menneskene i Hvium, bliver deres liv til en paralleltilværelse med hendes egen. Personerne taler til hende. Hun er altid solidarisk med dem og må aldrig blive klogere end dem. Det er for hende en helt nødvendig metode. Hvis ikke solidariteten og forståelsen var der, ville de blive klichéfyldte papfigurer.
- Jeg taler hele tiden med mit stof, og det er simpelthen sådan en behagelighed, fordi det er noget, der er helt mit eget. Det er meget afhængighedsskabende, så det er skønt, at jeg kan leve af det, siger hun og ser nærmest lykkelig ud.
Hun føler i den grad, at hun er landet på den rigtige hylde, og lige nu går alting ligesom op i en højere enhed. Ida Jessen modtog for nylig Søren Gyldendal-prisen på 200.000 kroner, og sidste sommer kom hun på Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. De anerkendelser betyder rigtig meget for hende, men nu er det også nok, mener hun.
- Jeg har fået den ros, jeg føler, jeg skulle have. Den har gjort mig glad og har vel også mættet den trang til opmærksomhed, som jeg og de fleste andre mennesker har. Jeg behøver ikke føle mig misundelig og nidkær, sådan nogle følelser, der kan få en til at blive smålig og egoistisk, for nu har jeg jo fået det, som jeg knap nåede at ønske mig. Det er en fantastisk gave sådan rent menneskeligt, for det betyder, at jeg kan koncentrere mig om at arbejde, siger hun og tilføjer, at der i det hele taget er godt at være lige der, hvor hun er nu.
For Ida Jessen er naturen en vigtig inspirationskilde. Hendes naturbeskrivelser er ofte blevet sammenlignet med blandt andet den norske forfatter Per Pettersons. En forfatter hun da også selv holder meget af at læse. Hun har de senere år boet på Østerbro i København - langt væk fra det jyske landskab, hun beskriver så præcist. Sin have- og naturinteresse får hun dog afløb for ved familiens hus i Skåne og så suger hun ivrigt til sig af den jyske natur, når hun besøger forældrene i Thyregod, præstesøsteren i Skorup og Tvilum eller er på vej til eller fra et af sine mange foredrag i provinsen. Under opholdet på Hald Hovedgard var hun også lige et smut i Hvium, selvom byen altså hedder noget andet på landkortet.
- Jeg kunne ikke leve al min tid i en asfaltjungle, så ville jeg blive deprimeret, siger hun.
Den store anerkendelse fra læserne har Ida Jessen været længe om at forstå. De første mange år var det forbavsende for hende, at der rent faktisk var mennesker, der læste det, hun sad og skrev. Hun syntes, det at skrive var meget intimt og egentlig kun noget, der angik hende selv og de personer, hun skrev om. De senere år har hun skulle vænne sig til meget velbesøgte foredrag og det gør hende glad.
- Det er vel kronen på værket. For mig er meningen med at skrive bøger at skrive dem, men der er bestemt også en mening med, at folk læser dem. Jeg ville slet ikke være så optaget af det, hvis der ikke var læsere, siger hun.
Læsernes interesse og anerkendelse har dog ikke på nogen måde gjort det lettere for Ida Jessen at skrive sine bøger.
- Jeg skal stadig ned og bide i græsset hver eneste gang med perioder, hvor jeg slet ikke synes, mit stof hænger sammen og hvor jeg slås for at komme tæt nok på personerne. Personerne føles meget virkelige for mig og hvis jeg begynder at tage dem for givet, eller ikke lytter nok efter, hvad de siger, så bliver de stumme.
Man skal gøre sig umage.