Spaniere tager latinen til sig igen

Det var dog aldrig på tale, at jeg som latinstuderende skulle lære at snakke sproget, som det ellers er tilfældet med et hvilket som helst andet sprogligt studium.

– Folk har den ide, at det er for kompliceret et sprog til at lære at tale det, men jeg tror da ikke, vi er specielt meget dummere i dag end romerne eller de folk, der brugte det i 1606 på universiteter, i kirker og i statsadministrationen, da sproget i teorien for længst var dødt, siger den bekvemt tilbagelænede José Maria Sánchez, som selv er et levende eksempel på, at det kan lade sig gøre at lære latin lige så godt som moderne sprog som engelsk eller fransk.

Han mener, at den gængse måde at undervise i latin på faktisk er med til at skade latinstudiet lige så meget som vor moderne tids evindelige fokus på den umiddelbare nytteværdi.

– Det er en fuldstændig absurd pædagogisk tilgang at undervise i sproget, som om det var et puslespil eller blot en måde at træne de intellektuelle evner på. Det skræmmer de fleste langt væk. Dertil kommer, at det bliver meget lettere at læse og forstå latin, når man har et aktivt ordforråd og en praktisk forståelse for, hvordan man sætter sætninger sammen, siger José Maria, der er latinuddannet og arbejder som forskningsbibliotekar ved universitetet i Salamanca.

Han er én af grundlæggerne af den madrilenske latinfore-ning, som har eksisteret siden 1993, og i gruppen går han under navnet Iosephus. Måske for at gøre stemningen lidt mere autentisk har vi alle fået latiniseret vore navne. Pilar, hvis navn betyder "søjle" efter den spanske national-Maria, der ifølge legenderne viste sig siddende på en sådan for apostlen Jakob på hans vej rundt i Spanien, bærer passende navnet Columnaria. Pablo bliver til Paulus, og Deres udsendte har fået tildelt navnet Michael med mulighed for at få tilføjet et "Danus", hvis der en dag skulle dukke en Miguel op i klubben.

Andre tager det endnu videre og giver sig selv "rigtige" romerske navne. For eksempel ingeniøren Rodrigo, der kalder sig Gnaeus Salvius Astur.

– Romerne havde tre navne, et fornavn, et familienavn og et tilnavn, forklarer han og indrømmer, at det er lidt nørdet, men mere korrekt.

Medlemmernes mere eller mindre ortodokse tilgang til latinen ses også, når diskussionerne af de medbragte latinske nyheder fra tyske eller finske hjemmesider tager en omvej for at bestemme den korrekte brug af et bestemt ord. Tolerancen over for de såkaldte neologismer til betegnelse af moderne fænomener er således meget forskellig. For eksempel ved betegnelsen for en bil, autocinetum ("selvbevægende", egl. græsk), som de antikke romere af gode grunde ikke havde noget ord for. "Slapperne" hælder til, at så længe det er dannet efter de hævdvundne regler, kan det bruges. "Strammerne" vil til gengæld så vidt muligt kun acceptere ord, der er overleveret i de antikke kilder eller betegner et mere eller mindre tilsvarende antikt fænomen. Her for eksempel raeda, der betegnede en firhjulet hestevogn.

Hvor mærkeligt det end lyder, er latin i dag igen et verdenssprog, forstået på den måde, at det bliver talt i klubber som "circulus" i hele verden. Hver sommer er der talrige kongresser, især i lande som Tyskland og Italien, hvor latininteresserede mødes med ligesindede og "tvinges" til at tale med hinanden på det eneste sprog, alle har til fælles, latin.

Internettet har også været med til at udvikle fænomenet og bringe entusiasterne tættere på hinanden. Man kan nu daglig høre latinske radionyheder over nettet, skrive e-mail, følge kurser forskellige steder i verden på samme tid og bruge de latinske versioner af google og wikipedia til at finde nye ord og viden.

Bene ualeas, lector.

mlarsen@kristeligt-dagblad.dk