Bispevalg i København. Hurra for forskellen

NATURLIGVIS REAGERER modstandere af kvindelige præster inden for folkekirken på min udmelding om, at jeg gerne ser den holdning marginaliseret. Onsdag den 6. maj reagerede to præster (Flemming Baatz Kristensen og Carl P. Behrens), idet de påberåber sig folkekirkens rummelighed. "Hvad er problemet", spørges der, "når menighederne nu bare kan vælge den præst, man helst vil have".

Jo, problemet er enkelt: I synspunktet "kvinder bør ikke være præster" ligger implicit en desavouering af enhver kvindelig præst. Værst er det, når denne desavouering kommer fra mandlige kolleger. Og det kan ikke undgås, når mandlige præster har denne holdning, selv om de indordner sig og gerne giver hånd ved ordinationen (vel at mærke for de flestes vedkommende ved at tolke håndtrykket som noget andet, end det er: en anerkendelse af kvinderne som præster).

Jeg gentager for min del: Denne holdning til kvindelige præster skal folkekirken fortsat kunne rumme, så modstandere af kvindelige præster skal stadig kunne blive præster. Men det er så negativt et synspunkt for ligestillingen i kirken, at det bør marginaliseres. Jeg er med andre ord enig i, at folkekirkens rummelighed er truet, men den er truet af dem selv derved, at de ikke vil give fuldgyldig plads til kvinder som præster.

OG HER HAR VI grunden til, at debatten er blevet en del af bispevalgkampen i København: En af kandidaterne, Kaj Bollmann, har gentagne gange udtalt, at han ikke vil være med til at marginalisere dem, der er imod kvindelige præster. Det skal med andre ord være alment accepteret. Og det er her, jeg siger fra og ønsker, at alle, som overvejer at støtte Kaj Bollmanns kandidatur er klar over, hvilken holdning til kvindelige præster der dermed fremmes.