Bispevalg i København. Hvad med kirken uden for kirken?

HVIS MAN GÅR på internettet og studerer den officielle hjemmeside www.bispevalg.dk, hvor de seks kandidater præsenterer sig selv, er der ingen trøst at finde hos de fire af dem.

Andreas Christensen har nogle bløde formuleringer om "kærlighed i det offentlige rum" og taler om behovet for omsorg, hjælp og forsoning.

Kun Anders Gadegaard fører klar tale. Han har "Kirkens diakoni" som det ene af fire hovedpunkter i sit valgprogram og henviser til en artikel, som også er lagt på nettet, om emnet. I artiklen beskriver Gadegaard på udmærket vis pligten til netop at lade fælleskabet om nadverbordet i kirken vokse ud i verden i solidaritet med det lidende medmenneske.

Gadegaard har også mod til at fastslå, at dette syn har politiske konsekvenser. Ikke blot skal kirken og menigheden hjælpe det konkrete medmenneske i nød. Vi kristne skal også hæve stemmen og "gøre gældende, hvad der tjener til retfærdighed og fred i fællesskabet. Og dermed også gøre opmærksom på, hvad der virker uretfærdigt".

ET SÅDANT SYN kan sprænge det indadvendte og lukkede i diskussionerne og gøre en bispevalgkamp nærværende. Hvis mennesker ikke vil komme til kirken, så må kirken komme til mennesker. Det var netop, hvad der skete i hovedstaden i begyndelsen af forrige århundrede, da pastor Mollerup fra Frihavnskirken stiftede Kirkens Korshær.

Er Anders Gadegaard den eneste i kandidatkredsen, der har syn for kirkens sociale ansvar og muligheder?

Den utvivlsomme forlængelse af valgkampen, der bliver en konsekvens af det formelle roderi ved valget, giver de andre kandidater god tid til at svare på spørgsmålet - og dermed forhåbentlig bidrage til, at valgkampen kan nå at blive af interesse for andre end det indforståede kirkefolk.

Finn Slumstrup,
forfatter,
Overgaden oven Vandet 106,
København K