Bispevalg i København. Lad os nu kigge på de reelle problemer

EGENTLIG TROEDE JEG, at Anders Gadegaard og jeg var enige om at få flyttet fokus til de emner i bispevalget, som optager menighedsrådsmedlemmer og præster. Ingen kan have en saglig - måske nok en valgstrategisk - interesse - i at lade bispevalget løbe af sporet også indholdsmæssigt.

Min lyst til at føre negativ valgkamp på fortegnede synspunkter er meget lille. Denne diskussion handler ikke om forskel i syn på ligestilling i folkekirken eller i præsteembedet, men om frisind - også for mindretal med besværlige holdninger.

Der er svært - for andre end de få kvindepræstemodstandere - at være uenig i Anders? smukke ord om de kvindelige præsters positive betydning i folkekirken. Det er så indlysende for de allerfleste af os, både teologisk og ligestillingsjuridisk, at det nærmest virker omklamrende at bruge så meget krudt på det. Forskelle i teologi, arbejdsform og personlighed betyder heldigvis langt mere end kønsforskellen.

Vi har stadig ikke fuld ligestilling i folkekirken. Det er en udfordring, jeg meget gerne vil tage op. Men det har desværre ikke hidtil været Anders' anliggende. Vi har for få kvindelige ledere. Vi har problemer med at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen. Vi har forventningspres, arbejds-roller og karriereveje med masser af ligestillingsproblemer i.

DEN DAGSORDEN har ikke meget med kvindepræstemodstanderne at gøre. Den ligner andre områder i samfundet. Det er helt ude af trit med virkeligheden at hævde, at der "ingen andre steder i samfundet tillades en sådan forskelsbehandling". Forskelsbehandling er ikke tilladt noget sted - men forekommer desværre mere eller mindre udbredt på masser af områder alligevel. Det skal vi naturligvis modarbejde.