Kaj Bollmann |
12. maj 2009
EGENTLIG TROEDE JEG, at Anders Gadegaard og jeg var enige om at få flyttet fokus til de emner i bispevalget, som optager menighedsrådsmedlemmer og præster. Ingen kan have en saglig - måske nok en valgstrategisk - interesse - i at lade bispevalget løbe af sporet også indholdsmæssigt.
Min lyst til at føre negativ valgkamp på fortegnede synspunkter er meget lille. Denne diskussion handler ikke om forskel i syn på ligestilling i folkekirken eller i præsteembedet, men om frisind - også for mindretal med besværlige holdninger.
Der er svært - for andre end de få kvindepræstemodstandere - at være uenig i Anders? smukke ord om de kvindelige præsters positive betydning i folkekirken. Det er så indlysende for de allerfleste af os, både teologisk og ligestillingsjuridisk, at det nærmest virker omklamrende at bruge så meget krudt på det. Forskelle i teologi, arbejdsform og personlighed betyder heldigvis langt mere end kønsforskellen.
Vi har stadig ikke fuld ligestilling i folkekirken. Det er en udfordring, jeg meget gerne vil tage op. Men det har desværre ikke hidtil været Anders' anliggende. Vi har for få kvindelige ledere. Vi har problemer med at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen. Vi har forventningspres, arbejds-roller og karriereveje med masser af ligestillingsproblemer i.
DEN DAGSORDEN har ikke meget med kvindepræstemodstanderne at gøre. Den ligner andre områder i samfundet. Det er helt ude af trit med virkeligheden at hævde, at der "ingen andre steder i samfundet tillades en sådan forskelsbehandling". Forskelsbehandling er ikke tilladt noget sted - men forekommer desværre mere eller mindre udbredt på masser af områder alligevel. Det skal vi naturligvis modarbejde.
Det, der bliver tilbage i denne sag, når alle valgtiraderne er pillet ud, er tre spørgsmål, som har at gøre med folkekirkens rummelighed og mindretal med besværlige synspunkter: 1) Jeg savner virkelig en tilkendegivelse fra Anders om, hvor det er hans og min praksis som biskop i spørgsmålet om kvindepræstemodstanderne vil adskille sig fra hinanden. Min praksis vil svare til den nuværende. Hvad er det, som skal strammes? Hvad er det, den nuværende biskop gør og har gjort, som "giver folkekirken et imagetab"?
2) Hvordan forholder vi os til det lille og svindende antal præster i Københavns Stift, der forfægter et embedssyn, som folkekirken forlod i 1947? Forholder vi os ud fra traditionen om folkekirkens rummelighed pragmatisk, så vi accepterer, at også dette mindretal kan være inden for folkekirken, om end det giver visse besværligheder, eller skal de bare ud? Hvis man mener det, er det mere fair at sige det direkte end at påstå, der skal være plads til dem, men i praksis lægge op til det modsatte.
3) Har vi en kirkelig fløjkamp i Københavns Stift? Og skal den kommende biskop være general for en af fløjene i den? Eller har vi et broget kirkeliv med mange forskellige synspunkter og strategier for det kirkelige liv, som biskoppen skal være en samlende leder og formidler i?
Kaj Bollmann er generalsekretær i Kirkefondet og bispekandidat i Københavns Stift
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad