Frikirke-talsmand mener, at medieomtale af enkeltsager i Evangelist går ud over uskyldige frikirker, fordi selve ordet "frikirke" får en negativ klang
Sager om overgreb mod børn og psykisk syge i den kristne organisation Evangelist skader andre frikirkers omdømme. Hans Henrik Lund, talsmand for FrikirkeNet, en sammenslutning af danske frikirker, savner mere balanceret mediedækning af frikirker.
- Sagen om Evangelist skader alle frikirker. Når der i dag i DR Update står ”Frikirken Evangelist er anmeldt til politiet”, så påvirker det negativt, siger Hans Henrik Lund, talsmand for FrikirkeNet.
Hvorfor det?
- Fordi den almindelige dansker, som ikke kender noget til kirkeverdenen, hurtigt kan komme til at blande tingene sammen.
- Selvom vi for længst har taget afstand til Evangelist, kommer enkeltsager i Evangelist til at fremstå som noget, der kan foregå i alle frikirker.
Hvad vil FrikirkeNet gøre ved det?- Ikke noget nu og her. Der er hundredvis af frikirker, der gør et godt stykke socialt arbejde, og det skal de bare blive ved med. Forhåbentlig kommer der så nogle positive historier frem i medierne.
- Jeg synes, at pressen overeksponerer de her sager rigtig, rigtig meget. Ikke bare med Evangelist men også Faderhuset. Det er to små grupper, der fylder alt for meget i medierne.