Bispevalg. Hold på alle fløje

Der var engang, da man var nødt til at fange den fromme og intelligente munk, som man havde udvalgt til den næste biskop. For ingen påtog sig gerne så stort et ansvar, og slet ikke på eget initiativ.

Nu om dage er det anderledes. Kandidaterne byder sig selv til i stort tal, også for stort. Men det værste er næsten, at bispevalget i København nu begynder at ligne en amerikansk præsidentvalgkamp, hvor det gælder om at skade modstanderen ved at skyde vedkommende forkerte meninger i skoene eller finde belastende personer i vedkommendes bagland.

Jeg har aldrig opfattet Kaj Bollmann som tilhørende højrefløjen i dansk kirkeliv, snarere tværtimod. I alle de år, jeg har kendt ham, både som præst og som generalsekretær i Kirkefondet, har han givet udtryk for spændende nytænkning inden for gudstjeneste- og menighedsliv og vidtgående kirkelig demokratisering.

Fordi København har brug for en biskop med progressive visioner og ikke en systemets mand, besluttede jeg mig til at være stiller for Kaj Bollmann. Da jeg siden hørte, at en del af den såkaldte højrefløj stiller sig bag Kaj Bollmann, fandt jeg det positivt og glædeligt. For en biskop, som kan samle menigheder og præster fra forskellige områder af det kirkelige landskab, vil være et stort aktiv for stiftet.

Men højrefløjens støtte er faldet andre kandidater og deres bagland for brystet. Da Kaj Bollmann på et møde i Filipskirken blev bebrejdet, at han lod sig støtte fra det hold, svarede han, at han ikke ville være med til at marginalisere denne del af kirken. Det var ret svaret, for ingen biskop kan selvfølgelig have det som sit mål at marginalisere nogen af stiftets præster eller medlemmer i øvrigt.