Den 54. udgave af Eurovisions Melodi Grand Prix er præget af politisk ballade forud for finalen i Moskva lørdag den 16. maj. -
- NATALIA KOLESNIKOVA/Scanpix Denmark
Jon Bøge Gehlert |
14. maj 2009
Georgien har trukket sig, Sverige gør grin med russerne, Israel benytter en arabisk sangerinde, og Rusland undertrykker homoseksuelle
Det Internationale Melodi Grand Prix: Europas favorit tv-show!
Sådan lyder sloganet for den europæiske sangkonkurrence, som i øjeblikket afvikler semifinaler forud for finalen i Moskva på lørdag. Men det er mere end bare velklingende popsange, der tiltrækker opmærksomhed fra hele Europa. I hvert fald er årets 54. udgave af Eurovisions Melodi Grand Prix spækket med politisk ballade.
Rusland vs. Georgien og SverigeSom vært markerer Rusland sig særdeles stærkt i flere politiske intriger.
Da Georgien afviklede sit nationale Melodi Grand Prix, endte det med en sejr til gruppen Stefane & 3G med disconummeret "We don't wanna put in". Sangens titel giver stærke associationer til Ruslands premierminister Vladimir Putin, og sammen med en russisk-kritisk tekst førte det til et forbud fra den europæiske fjernsynsunion, der står for showet. Herefter trak Georgien sig.
Ved Sveriges nationale Melodi Grand Prix førte det også til ballade med russerne. I en pause undervejs i showet opførte svenskerne en parodi på Rusland, som indeholdt mafiabosser med vodkaflasker, en dansende bjørn i kæder, russiske damer med røde stjerner trykt på numsen, kasakdansere med store huer og soldater fra den røde hær. Det førte straks til, at den russiske ambassade i Sverige anklagede svenskerne for "russer-fobi".
Rusland vs. Ukraine og homoseksuelleInden for Ruslands grænser blusser balladen også. Ruslands bidrag til årets Melodi Grand Prix, sangen "Mamo", synges af den ukrainske sangerinde Anastasia Prijhodko.
Det har ifølge
Dagbladet Information medført, at den russiske præsident Dmitry Medvedev har modtaget protestbreve fra oprørte russere, og der har været rygter om stemmefusk og muldvarpe-operationer i forbindelse med Prijhodkos sejr.
Endelig har Rusland fået alverdens homoseksuelle interesseorganisationer på nakken. De russiske myndigheder har forbudt en homoparade samme dag som Grand Prix'et, og under finalen på lørdag vil tilskuere, der vifter med regnbuefarvede flag - de homoseksuelles varemærke - blive straffet.
Den danske deltager Brinck overvejer at tale til fordel for homoseksuelle under sin semifinaleoptræden torsdag aften.
Arabere vs. IsraelDer udspiller sig også en konflikt, som Rusland
ikke er part i. Det israelske bidrag i konkurrencen er sangen "There Must Be Another Way", der er en duet mellem en jødisk sangerinde og den arabisk-israelske sangerinde, Mira Awad.
Arabere i Israel og på Vestbredden er dybt fortørnede over at, Mira Awad optræder i "den zionistiske propaganda". I i en underskriftsindsamling lyder det desuden, at duoen "er med til at skabe et falsk billede af Israel som et fredssøgende land. Som et land, hvor der er fredelig sameksistens. Og dermed er med til at legitimere bomberne fra den israelske hær".
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad