Danske børnefamilier er trængte på pengepungen, og problemet bliver kun værre, viser ny undersøgelse
Flere og flere danske børn må undvære julegaver og blive hjemme fra lejrskoler og idrætsaktiviteter.
Ifølge en
ny undersøgelse fra Red Barnet og det nationale forskningscenter under Indenrigs- og socialministeriet (SFI) er der blevet flere fattige børn i Danmark i perioden 2002-2006.
Flere penge - flere fattigeAntallet af fattige børn er steget på trods af, at Danmark oplevede en gigantisk økonomisk optur i samme periode. Seniorforsker Mette Deding fra det nationale forskningscenter mener, at der er sket et skred i samfundet:
- Vi anser os selv for at leve i et velfærdssamfund, hvor vi har en forventning om, at alle børn vokser op med de samme muligheder. Det er det altså bare ikke alle, der har nu.
Krisen gør flere fattigeFlere offentlige tiltag er begyndt at ramme særligt børnefamilierne med lavindkomst hårdt, konkluderes det i rapporten.
Det er specielt den lavere introduktionsydelse, der blev indført i 2002, der har haft betydning for antallet af fattige familier. Men også den automatiske nedsættelse af kontanthjælpen efter seks måneder på støtten har haft indflydelse på stigningen.
Endnu flere børn vil vokse op i fattigdom i efterdønningerne af den økonomiske krise, og mens køen til landets jobcentre bliver længere og længere, vil børnene blive de største tabere.