Lene Halmø Terkelsen |
15. maj 2009
Familiens allermindste forstår mere, end man umiddelbart skulle tro. Derfor er det vigtigt at kommunikere ordentligt med dem, fortæller sundhedsplejerske Lena Dyhrberg i bogen "Født klog"
"Verden ville ryste i sin grundvold, hvis den kendte til den uoprettelige fortræd, man anstifter på børns udvikling i den første barndom." (Poul Henningsen).
Citatet fra den legendariske samfundsrevser, lysmager og forfatter finder man i indledningen på en aktuel bog om barnets første og afgørende år. Forfatteren til "Født klog - ny viden, der vil ændre dit syn på børn" mener ligesom Henningsen, at man ikke kan undervurdere små sjæles evne til at opfatte og afkode deres omgivelser. Den nyfødte fornemmer og kopierer stemninger og følelser hos forældre og søskende, og ifølge forfatteren - sundhedsplejerske Lena Dyhrberg - forstår det spæde barn ligefrem, hvad der bliver sagt. Og kan svare. Ikke med ord, men med mimik og reaktioner.
De fleste moderne forældre er mere end klar over, at omsorg for deres barn handler om mere end at skovle babymos ind og skifte bleer. At øjenkontakt og nærvær - mentalt såvel som fysisk - er afgørende for at stimulere barnet og relationen til forældrene, men Lena Dyhrberg går skridtet videre. Hun opfordrer til at tale til den lille, fortælle direkte, at mor går et ærinde i stedet for blot at aflevere barnet sovende hos bedsteforældrene og dukke op igen senere. På den måde undgår man at såre barnet. Den lilles gråd handler nemlig i højere grad om, at barnet har ondt i følelserne, end i maven, fastslår Lena Dyhrberg.
Når barnet græder, skal man sige: "Jeg forstår dig godt" i stedet for det umiddelbare "hold nu op". På den måde viser forældrene, at de kan rumme barnet. Men ord er ikke nok. Barnets intuition er så fint udviklet fra fødslen, at siger man et og udstråler noget andet, vil det øjeblikkeligt blive opfanget og medvirke til forvirring.
Bogen er bygget på Lena Dyhrbergs 20-årige erfaring som sundhedsplejerske og refererer til litteratur af blandt andre Deepak Chopra og Jesper Juul. Teserne er ikke forskningsmæssigt dokumenterede, men Lena Dyhrberg lover, at efter endt læsning vil forældre forstå barnets medfødte visdom - og selv være blevet klogere.
Lena Dyhrberg: Født klog - ny viden der vil ændre dit syn på børn. 144 sider. 199 kroner. Siesta.
terkelsen@kristeligt-dagblad.dk