Biskop for alle i stiftet

Folkekirken i Københavns Stift står i fare for at blive udsat for en salamipolitik i det kommende årti. Nogle præster og kirkegængere i stiftet skal marginaliseres, hvis de ikke makker ret. De skal uden skånsel udfordres af biskoppen til at omvende sig og følge majoriteten. Væk med frihed til at følge sin samvittighed og inderste overbevisning!
Så stærkt udtrykker bispekandidaten Anders Gadegaard sit overraskende synspunkt i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 1. maj. Han går til kamp mod et mindretal, der i forvejen ingen større magt og styrke har, men som nu skal trynes og bankes på plads.

Jeg er en af de såkaldt "toneangivende" repræsentanter for den kirkelige højrefløj, som har haft samtaler med fire af bispekandidaterne, og som efterfølgende har anbefalet Kaj Bollmann. Og jeg er Anders Gadegaard dybt taknemmelig for hans klare og ærlige tale. Den viser med al tydelighed, at vi ikke overdriver, når vi vurderer, at udfaldet af bispevalget kan få alvorlige konsekvenser for vores muligheder i stiftet fremover.

Klar tale har der også lydt fra Tine Lindhardt og Andreas Christensen, som begge har opfordret højrefløjens præster til at overveje deres stilling i folkekirken. Men hvem skal så være biskop for de menigheder, der vil have præster, som ikke følger disse ekskluderende kandidaters teologi? Hvor er da rummeligheden i folkekirken?

For Anders Gadegaard ser det ud, som om Kaj Bollmann har "sikret sig tilslutning fra én fløj", mens de andre bispekandidater appellerer til forskellige dele af kirkelivet. Sagen er dog, at Kaj Bollmann er den eneste, der har mestret at samle stillere fra alle dele af kirkelivet og altså også højrefløjen. Stillerne fra højrefløjen udgør kun et repræsentativt mindretal af hans 133 stillere.