Den tidligere britiske premierminister har vakt opsigt med sine frejdige betragtninger over katolsk moral. Det har krænket mange af hans nye trosfæller
Mange i England rynkede brynene, da landets tidligere premierminister Tony Blair konverterede til den katolske kirke i 2007. For hvordan kunne en mand, der som regeringsleder systematisk havde udfordret den katolske kirke på områder som abort, forskning i stamceller fra fostre, homoseksuelle partnerskaber - for slet ikke at tale om invasionen af Irak i 2003 - pludseligt og betingelsesløst tilslutte sig katolsk tro og moral? Mente han det alvorligt? Det spørgsmål blev stillet af såvel katolikker som ikke-katolikker.
Helt nemt for ham har det heller ikke været. Tidligere på året blev han interviewet af det engelske bøssemagasin Attitude og udspurgt om den katolske kirkes negative holdning til homoseksualitet.
Hertil svarede Blair, at kirkens indstilling blot var et spørgsmål om "generationsforskelle", en bemærkning der blev tolket som, at pave Benedikt XVI og andre, der tilslutter sig kirkens traditionelle lære, blot gør det, fordi de er gamle. Blair fortsatte også med at konstatere, at den almindelige katolik generelt er langt mere tolerant.
Blairs udtalelser vakte opsigt og fik rosende ord med på vejen af sammenslutningen af kristne bøsser og lesbiske i England såvel som fra andre sympatisører og blev blandt andet kaldt "et friskt pust." Blair har formentlig også ret i, at de fleste katolikker i Vesteuropa og Nordamerika ikke har noget ønske om at jage homoseksuelle ind i skabet igen, omend spørgsmål om homoseksuelle vielser og homoseksuelle adoptioner typisk opfattes som mere kompliceret.
Men det var også hans facon snarere, end det han sagde, der siden har givet bagslag. Katolikker har debatteret homoseksualitet i mange år, og Tony Blair bibragte egentlig ikke diskussionen noget nyt ud over, at han er en prominent skikkelse.
Det, som selv liberale og venstreorienterede katolikker følte sig stødte over, var, hvad de opfattede som en nylig konvertits arrogante forsimpling af katolsk seksualetik og patroniserende holdning over for paven. "Der er ingen, der har valgt Mr. Blair til at tale på det katolske lægfolks vegne," noterede det liberale katolske tidsskrift The Tablet, mens Blairs tidligere udviklingsminister, Clare Short, kaldte hans indstilling "naiv og utrolig arrogant."
Skønt debatten siden er døet hen i England, er den ikke glemt internationalt, og det kan gå ud over den tænketank, Tony Blair Faith Found-ation, som Blair oprettede sidste år. Målet for tænketanken er at oplyse om alt det gode, som religionerne har at tilbyde verden, og at bryde med det negative omdømme, de har i mange politiske miljøer.
Men har Tony Blair den rette viden, integritet og takt til at gøre det? Og kan religionerne selv være tjent med at lade ham fortolke deres værd? Sådanne bekymringer kom frem for et par uger siden under en konference i Vatikanet afholdt af Det Pavelige Akademi for Sociale Videnskaber, hvor Blair af en belgisk teolog blev kritiseret for at ville "reducere religionerne til den samme fællesnævner og dermed fratage dem deres identitet." Det er ikke nogen anbefaling på et tidspunkt, hvor Blair netop leder efter en kardinal til det rådgivende udvalg i sin tænketank for at styrke dens gennemslagskraft. For mens der allerede sidder både protestantiske kristne, muslimer, jøder, hinduer og buddhister i rådet, er der endnu ikke nogen repræsentant for den katolske kirke.
Den afgående ærkebiskop af Westminster, kardinal Cormac Murphy-O'Connor, den tidligere ærkebiskop af Washington D.C., kardinal Theodore McCarrick, og kardinal Jean-Louis Tauran, der er leder af Det Pavelige Råd for Interreligiøs Dialog, er blandt dem, der er blevet spurgt. Hvis fornemmelsen i katolske cirkler er, at Blairs tænketank er en tom skal uden virkeligt formål, har de ingen interesse i at sige ja tak.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.