Sidst arvefølgen ændredes - og prinsesse Margrethe blev tronfølger - var ved vedtagelsen af vor nuværende grundlov i 1953. Da blev netop denne ændring af arvefølgen den løftestang, der skulle sikre, at et flertal og mindst 45 procent af samtlige vælgere skulle stemme ja til en ny grundlov. Samtidig nedsattes kravet ved fremtidige ændringer af såvel grundlov som tronfølgelov til 40 procent af samtlige vælgeres ja.

I 1939 blev en ny grundlov forkastet, selvom et stort flertal af de afgivne stemmer var for. De rakte dog kun til 44,5 procent af samtlige vælgere. Og alle var klar over, at det i 1953 ville blive meget svært at nå de 45 procent. Men vælgernes ønske om, at prinsesse Margrethe - og ikke kong Frederiks bror, arveprins Knud - skulle arve tronen, blev udslaggivende. Dog kun med 45,8 procent ja.

1953-Grundloven er efterhånden et aldrende dokument. Den har haft længere levetid end nogen af sine forgængere siden Grundloven fra 1849. Meget er sket i de 56 år, der er gået. Danmarks medlemskab af EU er blot et enkelt eksempel på afgørende nye internationale forudsætninger, ligesom den historiske sprogbrug også i 1953 bevarede præget tilbage til den enevælde, som den første grundlov afskaffede. Det er stadig "kongen", der i Grundloven beslutter, selvom paragraf 14 i den nugældende grundlov ophæver dette ved at fastslå, at ingen lov har gyldighed uden en ansvarlig ministers underskrift ved siden af kongens (dronningens).

Men det er svært at ændre Grundloven. Selvom man i 1953 nedsatte flertalskravet fra 45 til 40 procent, er der næppe mange politikere, der ikke frygter, at en kommende grundlovsafstemning vil strande på, at ikke tilstrækkeligt mange vælgere møder frem og stemmer ja.

Derfor stemmer jeg nej til tronfølgeloven den 7. juni. Vi har ganske enkelt brug for det populære trækplaster, som fuld kønslig ligestilling i arvefølgen er, når politikerne om forhåbentlig ikke alt for mange år tager sig sammen til at igangsætte gennemførelsen af en ny grundlov. Og da problemstillingen i tronfølgeloven som ovenfor anført ikke er aktuel, er der intet sket ved at udskyde ændringerne her, til de kan være med til at bringe en ny grundlov sikkert gennem en folkeafstemning. Det er langt vigtigere, end om stemmeprocenten ved EU-valget den 7. juni bliver nogle procent større eller mindre.

Jens Ravn-Olesen er tidligere politisk redaktør på Kristeligt Dagblad