21. maj 2009
Den rapport, der dokumenterer katolske ordeners systematiske misbrug af børn, giver ingen navne på de skyldige
Efter det i går kom frem i en rapport, at katolske ordener i Irland har misbrugt tusindvis af børn i årtier, savner mange af ofrene stadig retfærdighed.
Ofrene, der for de flestes vedkommende i dag er mellem 50 og 90 år, beklager, at navnene på de skyldige ikke er offentliggjort. Det skriver det amerikanske nyhedsbureau
AP.
- Jeg er overbevist om, at det ville føre os et skridt nærmere heling, hvis misbrugernes navne kom frem, siger 62-årige Christine Buckley, som tilbragte de første 18 år af sit liv på et katolsk børnehjem i Dublin.
Ifølge Christine Buckley, hvis mor var ugift, da hun blev gravid, var børnehjemmet afskåret fra resten af verden, og livet inden for murene var præget af slavearbejde, bank og voldtægter.
- Jeg havde ikke en barndom, siger hun og fortæller, at hun en gang fik bank af en nonne, fordi hun havde forsøgt at smugle et brev ud af børnehjemmet, hvori hun fortalte om forholdene.
OK at beskytte navneneDe katolske ordener, der er ansvarlige for institutionerne, hvor misbruget fandt sted, har undskyldt efter offentliggørelsen af rapporten. Men en af de katolske ordener, Christian Brothers, der bærer en stor del af ansvaret, siger, at de vil blive ved med at beskytte identiteten på de anklagede.
Den irske leder for Christian Brothers, Kevin Mullan, mener, det har været en korrekt handling at beskytte navnene, fordi der kan være tvivl om nogle af beskyldningerne i rapporten. Men på den anden side ønsker organisationen heller ikke at beskytte folk, der har misbrugt børn, siger han.
Den irske præsident, Mary McAleese, har i dag fordømt det, hun kalder de katolske præsters 'grusomme forræderi mod kærligheden'.
- Jeg føler med ofrene for denne frygtelige uretfærdighed. En uretfærdighed, der forværres af, at de har været nødt til at lide i stilhed i så lang tid, siger hun.