Nørrebros folkekirkelige skytsengel

Der er dem, der næsten vil give hvad som helst for at komme i medierne, og så er der dem, der ikke har den ambition, men som kommer det alligevel. For Astrid Monrad Boel har den seneste uges tid vendt op og ned på så meget. Som menighedsrådsformand i Blågårdens Sogn har hun skullet svare på journalisternes spørgsmål om huslyet til de irakiske flygtninge i Brorsons Kirke, som også er en del af hendes sogn.

Hun mener, at Flygtningenævnet bør tage beslutningen om hjemsendelsen af flygtningene op til fornyet overvejelse, og selvom ikke alle i sognet deler den opfattelse, føler de sig trygge ved, at det netop er hende, der er menighedsrådsformand. Hun er altid velforberedt til møderne og har forståelse for, at solen og vinden skal deles ligeligt ud til rådets tre lister.

Fliden og sansen for diplomatiet har den 53-årige Astrid Monrad Boel blandt andet fra sit civile erhverv. Hun er uddannet økonom og har i en lang årrække arbejdet med internationale toldspørgsmål. Da Kristeligt Dagblad taler med hende, er hun for sin nuværende arbejdsgiver, SKAT, til møde i Bruxelles. Langt væk fra det altid hektiske Nørrebro, men ikke længere væk end at hun kan argumentere for sin kirkepolitiske mærkesag, som hun blev valgt ind i menighedsrådet på ved sidste års valg.

- Vi skal ikke lukke kirker på Nørrebro, som mange mener. Det vil være et forkert signal at sende, for folkekirken skal være mere synlig. Derfor arbejder jeg på, at vi kan få et bedre image, for eksempel ved at gøre Blågårds Kirke til en kultur- og koncertkirke. Det vil skabe positive overskrifter i stedet for negative, som så ofte sættes sammen med Nørrebro.