Det er ikke rigtigt, at de irakiske flygtninge "tilhører et folk, der forfølger kristne", selvom kristne i visse områder af Irak i dag er jaget vildt. Både før og under Saddam Hussein var der kristne højt placeret i regeringen, og de kristne kirker var beskyttet mod lokale fanatikere. Ganske som i nabolandet Syrien. Det er først efter Saddams fald, at kristne bliver forfulgt i Irak, og det er ikke "folkets" skyld, men radikale politiske kræfters.

Dertil kommer, at mange muslimer har en anstrengt forhold til deres religiøse institutioner. Det er jo ikke ligefrem frihed, som karakteriserer dem i det 21. århundrede! Den danske folkekirke rummer en medmeneskelighed, som er marginaliseret i den islamistiske nykonservatisme. Der er flere muslimer, end man tror, som går over til kristendommen i Danmark - det er blot et fænomen, der normalt gås meget stille med.

Heller ikke kristendommens tegn ses normalt som negative. Jeg har ikke hørt en eneste muslim beklage sig over, at det danske pas på indersiden viser Jellingstenen, "Danmarks dåbsattest" med dens fantastiske billede af den triumferende Kristus fra 900-tallet. Det er ikke muslimerne, men ateisterne, man ville behage ved at stryge korset fra kronen på Domstolsstyrelsens logo eller for den sags skyld korset i Dannebrog.

Det, en del troende muslimer i Danmark derimod undrer sig over, er, hvorfor vi ikke tager vor kristne tro mere alvorligt. Det er blandt andet derfor, at mødet med lokale menigheder i den danske folkekirke er så vigtigt. Ikke blot oplever de folkekirkens åbenhed og samvittighedsfrihed, men også dansk gudstjenesteliv på nærmeste hold og møder danskere, som ikke virker ligeglade med deres tro og kirke.

Da vi i 2002 havde irakiske flygtninge i Københavns Domkirke, definerede vi det som en diakonal opgave. Hvad det selvfølgelig også var. Men faktisk var der også tale om en form for mission. Ikke gennem noget forsøg på overtalelse, men blot gennem praksis. De mange natlige samtaler var en frugtbar dialog også for os, fordi vi kom til at se kristendommen udefra med andres øjne. Og bedre forstod dens styrker og tiltrækningskraft.

Irakerne havde dengang bedt om bibler på arabisk, som Bibelselskabet stillede til rådighed for dem. De undrede sig over, at Bibelen lignede Koranen så meget, da de først fik lejlighed til at læse den. Nogle af dem har vi siden set i kirken af og til - selvom de ikke er konverteret.

Det forbløffende er, at den danske folkekirke for de fleste indvandrere fra Østen står som en af de mest troværdige institutioner i landet. Lidt provokerende kan man sige, at for muslimen hviler den danske folkekirke på fem søjler:

1. Kirkerummet - ingen moskéer i Danmark kan måle sig med vore kirker i højtidelighed og skønhed, ja, "hellighed", for at nævne et ofte brugt ord. Heri er de virkeligheden enige med flertallet af det danske lægfolk, som ikke deler en del teologers afvisning af, at kirken er et særlig "helligt" rum.

2. Præsten - præsterne i den danske folkekirker er i modsætning til de fleste imamer i Danmark særdeles veluddannede og vidende og med en fremragende evne til at lytte og vejlede. Og normalt hverken fordømmende eller moraliserende.

3. Ritualerne og gudstjenestelivet - det betyder meget for ikke-kristne at opleve et rigt gudstjenesteliv og udtryksfulde ritualer som dåb og nadver, som i høj grad inddrager legemet.

4. Billeder og musik - her har kirken noget, moskéen ikke har og ikke kan have, og som ikke desto mindre er noget meget betydningsfuldt. Oplevelsen af salmesangen og orgelmusikken i vore kirker er en stærk oplevelse for mange uden for kirken, og når den foregår med Kristus over alteret og apostlene rundt om menigheden, som i Københavns Domkirke, kan helhedsindtrykket være overvældende.

5. Jesus Kristus selv. Vi undervurderer fuldstændig betydningen af ham. Det kan være, at den fremmede ikke tror på Jesus som Guds søn; men som profet og frelser står han meget stærkt. Der er formentlig flere muslimer end kristne i Danmark, der tror på jomfrufødslen, som faktisk omtales i Koranen, men det er ikke det afgørende. Det er oplevelsen af Jesus ikke som dommer, men som håbets, kærlighedens og tilgivelsens formidler.

Det er min erfaring, at vi undervurderer den betydning, Jesus Kristus kan få også for den ikke-kristne. Vi skal ikke måle missionen i antal nydøbte, men i antal af mennesker, for hvem Jesus Kristus kommer til at repræsentere verdens håb.

Når man på forhånd kollektivt afskriver muslimerne som uhelbredelige tilhængere af en udemokratisk og voldsforherligende lovreligion, ser man dem gennem saudiernes, Hizb ut-Tahrirs, talibanernes og al-Qaedas briller. Og det er lige præcis, hvad de radikale islamister vil have os til at tro, når de taler og truer i "islams" navn. De vil have os til at udstøde muslimerne i vore samfund, så de kan få magten over dem. De vil have os til at tro, at alle muslimer hader os og må hade os og kun venter på at tage magten i vores samfund, hvad de snart vil gøre.

Intet er dog mere forkert. Vi kan roligt tro på, at kristendommen i kraft af sin forkyndelse vil overleve og brede sig, som vi for øjeblikket ser både i Kina og Afrika, hvor kristendommen er den stærkest voksende religion. Det er ikke missionærernes skyld eller politikernes. Det skyldes selve skikkelsen Jesus Kristus. Stadig flere længes efter, hvad han repræsenterer, og søger ham i vore kirker. Om de tror, at han er Guds søn, er mindre væsentligt. Det er som lærer og frelser, de søger ham.

Mission er vidnesbyrd snarere end overtalelse. Derfor er det så vigtigt, hvordan vi behandler de fremmede, når de søger kirken, uanset hvad den konkrete baggrund er. De kommer ikke for at besudle eller misbruge den, men for at styrkes i den. Og vores erfaring med flygtningene i København både i 2002 og 2009 er, at de forlader den igen med Jesus i hjertet, med en klarere fornemmelse af, hvad han kan give os mennesker, og fulde af taknemmelighed. Denne gang fik Domkirken på Kristi Himmelfartsdag en stor, smuk buket pinseblomster fra irakerne i Brorsons Kirke som tak for den tid, de havde tilbragt hos os.

Karsten Fledelius er lektor og næstformand i menighedsrådet ved Københavns Domkirke