Da København var centrum for den nordiske litteratur

Amalie og Erik Skram danner et af epokens mange ægteskaber mellem forfattere. Hertil kan føjes Ingeborg og Viggo Stuckenberg, Sophus og Karin Michaëlis, Helge og Edith Rode og endelig Jeppe Aakjær og Marie Bregendahl. Ikke sjældent endte disse ægteskaber med en skilsmisse som følge af kvindernes moderne selvstændiggørelse og mændenes konservatisme.

Lise Busk-Jensen skriver med suverænt overblik og glimrende finfølelse om det moderne gennembrud i dansk litteratur. Det blev intoneret af den 29-årige Georg Brandes, der i 1871 holdt en serie forelæsninger på Københavns Universitet. Med sine forelæsninger ville han oplyse den danske offentlighed om, hvor meget længere Europas mest avancerede filosoffer, videnskabsmænd og forfattere var nået. Brandes ville sætte "problemer under debat", og han ville have, at forfatterne skulle gøre det sammen. Man skulle diskutere kirke og stat, autoritet og tradition, ægteskab og familie. Gjorde man ikke dette, var man simpelthen ikke moderne.

En af de første - og største - forfattere, som lod sig påvirke af Brandes' program var J.P. Jacobsen. Han havde et naturvidenskabeligt livssyn, var kraftigt anfægtet af kristendommen og insisterede på kvinders ret til individualisering og uafhængighed. Desuden var han en formidabel stilist med et sansemættet sprog af en anden verden. Hans forfatterskab er lille af omfang, men grænseløst i rækkevidde.

En anden af de store moderne forfattere var Henrik Pontoppidan. I modsætning til Jacobsen og Bang foretrak han den alvidende, objektive fortæller, som uden forstyrrende mellemled meddeler sin historie til læseren. Det raffinerede ved Pon-toppidan er, at skønt hans bøger omhandler etiske spørgsmål, så ligger fortællerens holdning aldrig fast. Hans berømte tvesyn kommer til udfoldelse i små politiske noveller og i store psykologiske romaner som "Lykke-Per" (1898-1904) og "Det forjættede land" (1898).

I et andet af litteraturhistoriens store afsnit skriver Henrik Wivel med imponerende indsigt om det sjælelige gennembrud. Man mærker i Wivels dannede stil og klassiske vokabular en tydelig afsmitning fra epokens litteratur. Det er en særlig fornøjelse at læse for den indforståede, men måske nok mindre formidlende end den øvrige tekst i bindet.

Mens det moderne og det sjælelige gennembrud fandt sted hos hovedstadens forfattere, finder det folkelige gennembrud sted hos landbobefolkningens forfattere omkring år 1900. Det er Johannes Nørregaard Frandsen, som veloplagt og kompetent beskriver tilsynekomsten af en helt ny befolkningsgruppe i dansk litteratur.

"Dansk litteraturs historie" er et kollektivværk, og det har både styrker og svagheder. Styrken er selvfølgelig, at teksten overalt er skrevet af eksperter på området. Den mest iøjnefaldende svaghed er imidlertid manglen på indre sammenhæng, hvad angår litteraturhistoriske begreber. For eksempel skriver Lise Busk-Jensen i bogens indledning udførligt om "symbolismen" i 1890'erne, mens Henrik Wivel snarere taler om "avantgarde" og "modernisme" i samme periode. Og Lise Busk-Jensen kalder Johannes V. Jensens "Digte" (1906) for "modernistisk ekspressionisme", mens Lars Handesten helt undviger litteraturhistoriske begreber i sit afsluttende kapitel om Jensen. Uanset hvem der har ret, kunne man som læser, underviser og studerende godt have ønsket sig, at bindet talte med én tunge.

Denne indvending skal ikke skygge for, at det er mere bedrøveligt end befriende, at historien om dansk litteratur nu er fortalt til ende. Det er mere end 20 år siden, der sidst udkom en litteraturhistorie af denne kaliber, og der vil formentlig gå mere end 20 år, førend der igen gøres et forsøg. Indtil da må vi læse og genlæse, lytte til og kritisere denne indbydende og uomgængelige historie om dansk litteratur fra middelalder til samtid.

Dansk litteraturs historie, Bind 3, 1870-1920. Klaus P. Mortensen og May Schack (red.). 720 sider. 498 kroner. Gyldendal

kultur@kristeligt-dagblad.dk